Opturs-kontoen!

Sydhavnen er sådan et dejligt sted at være! Og af alle steder jeg har boet i hele København, så er det her klart dét sted jeg har følt mig mest hjemme. Er I klar over hvor rare folk er, her i havnen mod syd?

Lad mig lige fortælle lidt om det:

I Sydhavnen har vi en Facebookgruppe. Sydhavnens bedste karmagruppe! Og inden I sukker og ruller med øjnene, så lad mig fortælle at den naturligvis er forbeholdt logerende i Sydhavnen. Og i gruppen bliver der hjulpet med alt fra katte der ikke kan finde hjem (ja, den er til dig, Blop! – vores kat), til opslag med alle mulige gratis ting folk ikke længere har brug for.

Der er en helt særlig mentalitet herude som jeg godt kan lide. Som når f.eks den lokale kassemedarbejder i Super Brugsen skriver derinde, at hun desværre har været sygemeldt, men så småt er tilbage på pinden. Men at det kunne være rart hvis folk ville tænke på hendes skavank, når de lagde tunge ting op på kassebåndet. Og alle bare ønsker hende velkommen tilbage, og selvfølgelig vil de det!

Eller når en gut slår et opslag op, om at han er kommet til at ridse en bil på en bestemt parkeringsplads, men først opdager det da han er kørt fra stedet. Og dermed efterlyser ejeren af den pågældende bil.

Sydhavnen kan også noget andet. Ikke alene er vi omgivet af dejlig natur og det er heldigvis sjældent at der sker noget ægte crap herude. Jovist, der har været enkelte tilfælde af slagsmål på det seneste, men de involverede parter har aldrig været ude på at skade andre end dem hvori grudgen lå.

På opturskontoen ligger også Rally’s – min lokale kaffe/tååååst/øl/drinks og bare helt rare pusher, når det kommer til alt hvad der kan smides i ganen. Faktisk kan jeg ikke længere huske et Sydhavnen uden Rally’s – og jeg har heller ikke lyst til det. Måske jeg ville være skeptisk hvis jeg kom udefra, for Daniel kan ved første øjekast godt ligne en motorcykel-bølle, med alle hans tatoveringer, vesten og det lange hår – men han er heldigvis bare en rolig jyde, der minder mig om min mor så snart han åbner munden. Daniel og jeg stammer nemlig fra samme by, så det er altid rart med en dialekt der får én til at savne brun sovs og kartofler. Og som jeg har sagt før, så er man altså en ægte guttermand/cafe’ejer, når man kan se på folk og vide om det er tid til den sorteste kaffe eller det største glas vin i huset. Eller som en selvfølge spørger: ‘Ska du ha’ hønen, eller hva’?

(Udsøgt, og bestemt anbefalelsesværdig rugbrødsmad med hjemmelavet hønsesalat, på en bund af sprøde æbler. Mmmm)

Jeg tror det er derfor jeg elsker at være her. Sydhavnen er en lille by i en stor by – og følelsen, når man kører ned ad Enghavevej og drejer til højre – så er det lidt som at køre ind i provinsen. Så i virkeligheden har jeg slået to fluer med ét smæk! Jeg har ikke længere lyst til at være der hvor alt sker – jeg vil heller ikke tilbage til Jylland (sorry, mor) for i Sydhavnen er der rart. Men så er der så meget gang i udviklingen for tiden. Så nu skal jeg bare nyde, at der stadig er et par år til metroen herude er færdig. Hipsterne har endnu ikke overtaget området, det tætteste vi kommer er nok klientellet på Rally’s – men de var hipstere før hipsterne blev født. Klamydia-klanen har heller ikke overtaget stedet med Tinder-dates og massivt knalderi til højre og venstre.

Jeg siger ikke, at Sydhavnen er perfekt, 100 % fri for kønssygdomme eller at der ikke godt kunne trænge lidt til, at hundeejere samler lorten op efter deres pelsede venner – intet er perfekt.

Men Sydhavnen er et sted, hvor man kan komme slæbende med store møbler, fordi man i sin egen naivitet tror, at man kan køre et tungt læs afsted på et bObles rullebræt. Det kan man ikke bare lige. Og så er det da fedt, når en fremmed der hedder Preben holder ind til siden og smækker ditto kæmpe møbel op på sin ladcykel og eskorterer én hjem.

Yes, der er et dejligt sted reserveret i himlen til Preben’er, Daniel’er og alle de andre gode mennesker jeg efterhånden har mødt i den lille provins i byen.

Sydhavnen holder 100 % på god karma og mangfoldighed.