Nyt fra Sydhavnen!

Solen skinner, og for en gangs skyld er temperatur samt luftfugtighed til at klappe i de små hænder over!

Jeg plejer ellers at være fan af høj luftfugtighed, da jeg er typen der nemt kommer til at fryse, hvis temperaturen skifter hurtigt. Hvilket ofte er tilfældet i DK, hvor temperaturen skifter hurtigt fra varmt til koldt, hvis man går fra sol til skygge.

Men måske er jeg ved at komme i overgangsalderen – for i år har det været lige omvendt. Hvilket betyder, at jeg bestemt skal holde mig fra koks-grå, da vi alle udemærket godt ved hvad der sker med den farve, hvis man bliver våd. Hej, sorte armhuler!

Jeg har siddet på den lokale café og arbejdet i dag. Ja, et rigtigt job, hvor der er timeløn og alt muligt. Det er dog kun kortvarigt, og jeg venter på at få svar på den samtale jeg var til i sidste uge. Krydser alle mine fingre til blods, sgu!

Når de sidste bogstaver er rykket rundt på dagens deadline, så har jeg en date med mine rulleskøjter. De har stået i gangen længe – og jeg har skulet ondt efter dem, efter det gevaldige styrt jeg mestrede for nogle måneder siden. Min røv har stadig seriøse traumer efter mødet med både asfalt og 100 % dødvægt på én og samme tid.

Jeg slog også mit håndled, og det værker stadig en del, hvis jeg lige glemmer skaden. Men har opdaget, at hvis jeg undgår at lægge på venstre side når jeg ser Netflix, og i stedet smider mig om på højre med hovedet solidt plantet i højre klør fem, så er der ingen ko på isen. Ja, små mennesker, små glæder.

Apropos glæder, så landede der lige en mail i min indbakke, hvor Børn I Byen påstår at jeg er nomineret igen i år. Ergo kan jeg konstatere, at jeg er den eneste blogger i DK der har været nomineret alle årene hvor blogs har været en del af kategorierne.

Så det er en stolt – enormt stolt mig, der lige giver mig selv et mentalt skulderklap – men der er også en smule undren – for jeg forstår godt de første par år – der kørte jeg sgu med klatten. Havde flere læsere end nogensinde – og jeg leverede også et sublimt indhold. Jeg levede og åndede (stort set) for hele den virtuelle verden, og alt det den havde at byde på. Hele min omgangskreds er stort set bygget op omkring og af hele den verden. Og jeg gik fra at være en små-bitter og sur kusse, der sad og skrev debatterende og personlige indlæg, mens jeg stank af gylp og kun kom udenfor døren, fordi mit barn nægtede at være et menneske der sov indenfor. Og nårh ja, også lidt fordi Meyers Bageris sortiment jo ikke blev bragt til min dør. Og hvis bjerget ikke vil komme til Muhammed, så må Muhammed jo selv komme til bjerget.

Ja, der var selvsagt ikke skide meget at lave når man er på barsel, udover at drikke rigtig meget kaffe og drømme om et bad. Så det var der skriverierne for alvor tog til. Og i starten gemte jeg mig bag computeren og var ikke socialt anlagt når det kom til andre bloggere. Vi var sgu heller ikke så mange dengang.

Det blev for alvor fedt, da jeg slap for at have den daglige tjans derhjemme, for da Alfred kom i institution, der hjalp det altså på både humør og på lugten af gylp. Og jeg lukkede lidt mere op for hvem der gemte sig bag Lortemor.

Og der er sket vanvittigt meget siden jeg for første gang slog på de spæde taster på domænet her. Jeg har grint, grædt, drukket mig i hegnet med både blogger damer og mænd. Jeg har fået venskaber for livet – som på magisk vis ikke længere kun er virtuelle. Jeg har spist fårenosser i Amman, da jeg rejste til Jordan man UNICEF. Jeg har plukket tomater på tomatmarker så langt øjet rakte, da jeg var på pressetur med Knorr. Mit første sponsorat var et års forbrug af toiletpapir, og jeg var pisse stolt, mand. Og så er jeg nok den person i Danmark, der har fået flest kvinder til at flashe bryster på et af de mest offentlige steder i landet. Jep, overvejer at skrive netop dét på mit CV 🙂

I har grint og grædt på sidelinjen, gennem opture og nedture – og I har underholdt mig med kommentarer om jeres egne liv derude. Og mange af jer genkender jeg på sprog og skift og ved, at I har holdt ved i tykt og tyndt. Nogle er gået – nye er kommet til.

I har respekteret mine grænser i høj grad – så meget at jeg ikke hørte en eneste negativ holdning til, at jeg blev nødt til at lukke computeren for en stund, fordi det virtuelle pludselig smeltede for meget sammen med privatlivet.

For det er en sær størrelse, hvornår blogging og virkeligheden smelter sammen. Jeg har skulle vænne mig til, at få beskeder fra folk der har set mig ude i den virkelige verden. Og selvom det 99 ud af 100 gange er venligt ment, så er det bare ikke altid man gerne vil spottes. Uanset om man laver the walk of shame et sted klokken lort om morgenen – eller om man står og klør sig i røven og ikke tror nogen så det.

Det lyder måske sært, men jeg er faktisk et ret privat og introvert menneske. Og det kan være svært at manøvrere rundt i, når man laver det jeg gør. Men størstedelen af tiden, så har det alligevel været det værd.

Jeg er kun løbet med Børn I Byen prisen en enkelt gang, dog. Men det var fandeme også en fest. Traditionen tro, så håber jeg at os der er nomineret i år, fortsætter traditionen med at fejre hinanden med alkohol og venskabelige lammere. Jeg blev i hvert fald fejret på bedste vis, den aften jeg løb med pokalen og en flaske Cava og æren af en flot, flot brandert der endte et sted i hjemme i Sydhavnen. Så jeg tænker, at det er vel undt, at en af de andre damer løber med den i år 🙂

Se de andre nominerede, og STEM her. 

Jeg har planer om at starte stille og roligt op igen, for lysten til at skrive kommer og går. Og lige nu er den der! Og så skal man da være et svin, hvis ikke man følger den. Og der er masser af gode ting at skrive om!