Små børn har de største hjerter.
I dag har vi begravet en vigtig ting.
Det kan lyde enormt alvorligt i de flestes ører, men det er det for sin vis også. Uanset hvem det så er.
I vores tilfælde handler det om en sommerfugl, der uden vores vished, levede sit liv inde på Alfreds værelse. Så da jeg redte op her til aften, så fandt jeg den i hans seng.
Spredte dens vinger ganske let, hvorefter jeg kaldte på Alfred. Han kom ind, og så talte vi lidt om hvordan en sommerfugl blev til en sommerfugl. Og om hvor korte deres liv egentlig er.
Og han rørte helt forsigtigt ved den, hvorefter han bar den ud i haven og fandt et sted hvor den skulle ligge.
Jeg gravede et lille hul, og så lagde han den forsigtigt deri, hvorefter jeg lagde jord på.
‘Der skal blomster på, for det kan sommerfugle godt lide’.
Så vi lagde de røde og orange blomster fra tallerkensmækkerne på.
‘Sov godt, sommerfugl.’ Sagde han.
Og gik derefter ind og legede videre.
Smukt.
Hvor fin en historie.