Når man er bange for at nyse

Det er sjældent at jeg er bange for at belyse visse emner herinde, faktisk har jeg været vidt omkring når det kommer til de lidt mere kontroversielle af slagsen.

Har skrevet om vaccinationer af børn, ensomhed, depression, skilsmisse, savn og alt mulig andet. Også om kroppen.

Altid har det været på en mere fordøjelig og humoristisk facon, fordi jeg mener at man nemmere kan tale om ting der er svære, hvis det bliver serveret i en uhøjtidelig tone. Lidt ligesom når ting bliver nemmere at tale om, hvis man tager dem over en flaske vin. Så flyder snakken (og ærligheden) lidt nemmere.

Det er ganske få mén jeg har tilbage på min krop, efter jeg har fået et barn. Men nu og da er der stadig ting og sager der vidner om, at min krop har gennemført både graviditet og fødsel.

De fleste der har læst med herinde fra starten, kan måske huske at jeg var sygemeldt de sidste par måneder af min graviditet. Fordi min krop bare ikke rigtigt kunne holde til at stå oprejst særligt længe ad gangen. At jeg havde både bækkenløsning (av for helvede) og at da jeg fødte, der var det med den udgang, at Alfred til sidst blev hevet ud med både hård og blød kop. (igen, av for helvede)

Min bækkenbund er en af de ting der stadig ynder at minde mig om at jeg har født noget. Det er ikke fordi at jeg går rundt og strinter som en tæve, men der er situationer, hvor jeg kan mærke at alt ikke er tip top. F.eks ved større hosteanfald eller under en kavalkade af nys. Jeg holder mig som regel også fra trampoliner – og jeg gyser ved tanken om at frekventere en hoppeborg i nærmeste fremtid. Men jeg tænker også, at der må være noget man kan gøre for at mindske problemet lidt?

Ved ikke helt hvorfor jeg belyser dette her lige nu, men jeg tænker at jeg næppe kan være den eneste der døjer med det her i større eller mindre grad? Og i så fald, så tænker jeg at det nok ikke er et af de emner man hiver op af ærmet når man taler om hvordan alting går.

Det er ikke der man siger ’Hva så? Har du tisset lidt i bukserne for nyligt?’

Bare ordet ’ufrivillig vandladning’ giver mig myrekryb. Eller endnu værre: inkontinens! Ikke alene lyder det enormt medicinsk i termen. Det er også bare ordet i sig selv, der kreerer tanker man slet ikke kan overskue at tænke på. Ufrivillig vandladning rimer på Tena Lady og sender straks tankerne videre til andre ting man slet, slet ikke kan overskue. Som f.eks ufrivilligt ’Golden Shower’. Ikke helt min ide om romantik og turn on på det seksuelle område.

Jeg har, hånden på hjertet ALDRIG oplevet at tisse på nogen eller i noget. Jeg har det på en måde næsten under kontrol. Det jeg døjer med, det er frygten for at det kan eller skal ske. En stor del af problemet sidder i hovedet. En følelse af frygt for at man ikke kan kontrollere sin egen krop. Og jeg er nået til det punkt, hvor jeg er nødt til at komme frygten lidt mere til livs. Jeg vil gerne have fornemmelsen af, at jeg KAN kontrollere den. Jeg vil gerne have det sådan, at jeg kan gå lange ture, uden at skulle bekymre mig om, hvor eller hvordan jeg kommer på toilettet. Jeg vil gerne kunne drikke et glas vand inden jeg går udenfor, uden at bekymre mig om, om jeg kan komme på toilettet indenfor den næste time – for frygten fylder mig med tanken om, at ellers så pisser jeg sgu i bukserne. Det er aldrig sket, men alligevel fylder det rigtig meget.

Så for mig handler det om at have kontrol over sin egen krop, og på den måde give mindre plads til bekymringer.

Og hvordan gør man så det?

Regel nummer ét har jo altid været at man skal sørge for at træne sin bækkenbund. Det får man af vide allerede når man forlader hospitalet med ungen i liften. Og lige netop dér, der er det nok noget af det mest uoverskuelige nogensinde. Jeg kunne ikke engang mærke at jeg havde et underliv de første mange dage. Og jeg havde slet, slet ikke kontrol over det heller.

Men jeg gik og gik, og langsomt begyndte følelserne at komme tilbage – og det samme gjorde evnen til at kontrollere de ting der nu engang skulle ud. Jeg synes egentlig selv at jeg var god til at få lavet mine øvelser – men her godt 4 år senere, der kan jeg jo godt mærke at jeg skulle have brugt langt mere tid på det. Have taget det mere seriøst.

Jeg har brug for noget håndgribeligt hvis jeg skal kaste mig ud i sådan noget. Have hjælp til at gøre det rigtigt. Så jeg ikke spilder min tid på at træne forkert. Og det er sindssygt grænseoverskridende at tage jer med på sidelinjen, men jeg siger det igen – måske der bare sidder en eller to andre derude, der døjer med det her også.

De næste mange uger, der har jeg tænkt mig at køre et seriøst og målrettet program. Og jeg håber – HÅBER at det hjælper.

En af de ting der skal hjælpe mig på vej, det er en automatisk dame ved navn FemiFit – allerede her kan man godt blive lidt bange – men man skal lige over den der barriere hvor man bliver flov blot ved tanken. For når man så når dertil, så kan jeg godt lide tanken om at gå ind i en problematik og tage den seriøst. Maskinen sender blid stimulering til bækkenbundsmusklerne, og de elektriske impulser får skiftevis musklerne til at spænde og slappe af. Knibeøvelser er den bedste form for bækkenbundstræning, men hvis man som jeg oplever at musklerne er blevet svage – som f.eks efter en fødsel, kan det være svært at træne dem korrekt.

Bruger man en bækkenbundstræner med EMS (elektrisk muskel stimulation) så sikrer man at man træner de rigtige muskler i bækkenbunden – og det foregår helt automatisk, man skal ikke gøre noget selv. Bruger man den en gang om dagen, så er der så god effekt, at man i løbet af 3-5 måneder har en veltrænet bækkenbund, som samtidig føles stærkere.

Jeg har været i gang i en måned nu, og jeg kan sagtens mærke en forskel. Både når det kommer til frygten for drypperiet – men også når det kommer til følsomhed og kontrol på andre lidt mere private områder J

FemiFit kan fås på apoteket og i Matas – eller på www.hjemmetest.dk – og den er udviklet af MediGroup, som er professionelle leverandører af produkter til det danske sundhedsvæsen. I kan læse meget mere om maskineriet og om træning generelt på www.bækkenbund.dk.

Så – I derude, hvordan står det til hos jer? Kunne faktisk rigtig godt tænke mig at høre lidt erfaringer eller statusser. I er selvfølgelig velkomne til at kommentere anonymt 🙂