Kan man hjælpe? Og må man overhovedet blande sig?

Det første af indlægget fjernet, da flere søde læsere har været så søde at minde mig om, at jeg potentielt har udleveret mere end hvad fair er. Det tager jeg til mig 🙂

 

Men da jeg så hende i dag, der kunne jeg ikke genkende hende. Jeg var faktisk chokeret.

Hun er på to måneder gået fra at være en livsglad og rødkindet dame, til at ligne en der er alvorligt syg. Udmarvet, bleg (ved godt at det er vi alle i denne tid, men altså) og så har hun tabt sig helt enormt meget. Chokerende meget. Og hendes øjne var tomme for alt hvad der bare mindede om gejst eller liv. Det eneste liv der var, det var de to drenge, der lige havde taget i mod en kavalkade af råb og skrig, fra en mor der bare var kørt fucking i sænk.

Normalt ville jeg tænke, at man ikke skal lægge for meget i situationer oplevet for en kort stund. At alt kun er et øjebliksbillede. At man ikke ved, om det bare skyldes at hun har sovet ad helvede til i en uge. Been there, done that.

Men sandheden er, at råbene og skrigene – fra hende, ad børnene – ikke børnene selv – de har stået på over længere tid nu. Og i dag var tredje eller fjerde gang jeg oplevede, at jeg kom ud og var vidne til det. Og at hun alle gangene har kigget på mig og undskyldt og peget på de her unger og sagt at det bare er fucking hårdt. Som om jeg havde taget hende på fersk gerning. Og i dag spurgte hun mig (fordi at Alfred er et år ældre end hendes ældste) hvornår det mon bliver nemmere.

Jeg har aldrig gjort andet end at give hende en klemmer på armen og fortælle om, hvordan Alfred er. At det bliver nemmere. Men what the fuck do I know? Jeg har jo kun én at slås med? Hvilket hun så også påpegede i dag, og det kan man jo ikke sige noget til. Ja, jeg har kun én! Og det er simpelthen også fordi, at jeg ikke ville kunne overskue at deale med to børn på én gang, medmindre at jeg havde 100 bedsteforældre og en kærlig og overskudsagtig mand. But that is just me.

Og jeg har hver gang lyst til at tage de der unger under armen og sende hende i seng med en flaske rødvin og Netflix.

Hun er ikke alene, men hendes mand arbejder og han er faktisk rigtig sød og rar. Og lige nu går mine tanker på, om han godt ved hvor slemt det muligvis står til – eller om hun slår det hen med et forceret smil når han kommer hjem fra arbejde. Præcis som hun gør med mig, hver gang hun finder ud af, at man sagtens kan høre hende græde og råbe ude på gaden.

Spørgsmålet er, om man burde blande sig. Og om man overhovedet må. Det er svært at se folk gå op i limningen, og så bare gå sin vej. Og det var lidt det jeg gjorde her til morgen.