“I den perfekte verden var der ikke brug for UNICEF…”

Børn leger i underjordiske gange i Syrien. Af frygt for snigskytter og bomber, må mange børn ikke opholde sig udenfor for at lege eller for at gå i skole. Copyright: UNICEF/UN041513/Alshami

Når jeg ser tilbage på det år der snart er ved at være ovre, så er der en masse ting der popper op!

Ikke alene har jeg fløjet omkring 25 gange – har sat mine fødder i flere lande end nogensinde før. Schweiz, Belgien, Tyskland, England, Jordan…. Langt de fleste skyldes mellemlandinger, men altid har det været på vej til noget andet.

Da jeg tilbage i februar skulle beslutte mig for, om jeg ville rejse med UNICEF til Jordan, der var jeg ved at bakke ud flere gange. Mest pga. min flyskræk, men også fordi jeg synes det var alt for grænseoverskridende at bytte min trygge hverdag i Sydhavnen, ud med Jordan, flygtninge og en masse ting jeg ikke vidste noget om – men mest af alt, så frygtede jeg bare det med at skulle stå ansigt til ansigt med ting jeg ikke kendte til.

Men, hånden på hjertet, så står den tur øverst på min liste over de ting jeg har gjort i 2016, som har gjort størst indtryk.

Hvad er den man siger?

‘Man skulle nok have været der’ – og lige præcis dét udtryk, det giver SÅ meget mening i denne sammenhæng.

Faktisk spiller Schweizeren en ret stor rolle i det – det var mere eller mindre ham, der fik mig overbevist om at jeg var godt dum, hvis ikke jeg greb den mulighed at komme afsted. For hvornår kommer man nogensinde til at få den mulighed igen?

Kan huske at jeg taler i telefon med Julie fra UNICEF kort inden turen, og den morgen havde jeg faktisk besluttet mig for, at jeg ikke kunne. Tanken om at skulle flyve så langt – og til og med skulle afsted sammen med en håndfuld mennesker jeg ikke kendte – det var ved at drive mig til vanvid. Utryghed, og mangel på kontrol, I ved!

Men Julie fik mig overbevist om, at jeg var i trygge hænder. Og ugen efter stod jeg med en lånt rullekuffert og tjekkede ind ude i Kastrup. Uvidende om, at jeg netop var ved at begive mig ud på en tur, der for evigt vil blive husket.

Da vi mellemlandede i Berlin, der var jeg den der bestilte den største øl. For selvom klokken kun lige var lidt over 12, så havde jeg virkelig brug for at dulme mine nerver. Resten af flyveturen var dermed ingen sag. Og da vi landede i Amman, der gik alt op i praktik og logistik. Vi skulle have vores visum og vi skulle fragtes ud til vores hotel.

Jeg rejste sammen med to medarbejdere fra UNICEF, samt to journalister – og i det hele taget var jeg sådan lidt med som det der 3. hjul – for der hvor journalisterne kom ind, det var fordi de var på arbejde. Hele årsagen til at vi var der, det var for at markere 5-års dagen for krigen i Syrien. Så de havde jo taget deres journalist-hat på – og de var i øvrigt også på arbejde. Og ders viden, den var enormt stor i forhold til min. Jeg var jokeren, hende der bloggeren, som var taget afsted uden en agenda – uden en redaktør der havde sagt hvad jeg skulle have med hjem. Jeg var bare mig – og mit formål var at berette om hvad jeg så og havde set. Og det er det største ansvar jeg nogensinde har haft som blogger.

Det var 4 dage med et stramt program. Vi startede ud kl. 7 om morgenen, og ramte først vores hotel ved 19-20-tiden om aftenen. Og det lyder måske ikke som meget i forhold til hvordan normale arbejdsdage ser ud for helt almindelige mennesker. Men når man starter ud kl. 7 og bruger de næste 12 timer på briefings omkring flygtninge, sikkerhed, død, ødelæggelse, ildsjæle, besøg i flygtningelejre, kaffe hos flygtninge, der ikke ejer en krone – og på at høre om deres historier – der er så hjerteskærende at man næsten har lyst til at holde sig for ørerne og sige ‘la,la,la,la’ så er det lange dage.

Derfor behøver jeg vel heller ikke sige, at vi sluttede de fleste dage af med at få noget at spise og gå i baren. Alene dét, det gjorde sgu, at man kunne bearbejde de indtryk man havde fået i løbet af dagen. At man ikke gik alene i seng med den dag der var ved at være slut.

Mange af mine læsere synes det var mega fedt at jeg var afsted, men der var uundgåeligt også en del, der ikke forstod hvad i alverden jeg lavede dernede – og hvorfor UNICEF brugte midler til at sende sådan en som mig afsted. Men ser I, det er netop en rigtig smart ting fra deres side, at bruge sådan en som mig til lige præcis dette.

Som blogger når vi nemlig ud til rigtig mange af jer derude. Og vi kan sætte fokus på ting, som de fleste andre ikke kan. Og luksussen er, at I gider at læse de ting vi smider ud. Derfor er bloggere en rigtig værdifuld ting for rigtig mange. Og det er vores ansvar som bloggere, at vi får formidlet ting og sager ud til jer. Og jeg har, hånden på hjertet, aldrig formidlet vigtigere ting ud til jer, end efter jeg begyndte at arbejde sammen med UNICEF. Og sandheden er, at når vi bliver hevet med på tur, eller bliver betalt for at formidle et budskab ud, så tjener det sig ind. Gange mange.

Tror aldrig jeg har været så stolt af mine læsere og følgere, som da jeg kunne konkludere, at der røg godt 15.000 kr i UNICEFS lommer på godt en uge. Ergo havde jeg nået mit mål. At jeg ville tjene min flybillet og mit ophold ind. Og det gjorde jeg. Og langt mere til.

Hvis der er én ting jeg må være stolt af, så er det dælme det.

Og jeg er SÅ glad for, at UNICEF valgte at tage mig med på den tur.

I mandags var jeg atter i FN-Byen for at sige hej. Og jeg var ude at se deres lager igen. Har været der før, da de manglede folk til at pakke nød-kit til Sierra Leone mens ebola-epidemien var på sit højeste. Men denne gang kom jeg helt bag kulissen – og jeg blev vist rundt og fik en helvedes masse oplysninger.

Julie, som jeg rejste med tidligere på året var også med, og der er altid så mange, mange oplysninger at lagre efter sådan et besøg.

Grunden til, at jeg var der igen, det er fordi, at UNICEF igen i år ønsker, at sætte fokus på deres koncept ‘Verdensgaver’.

Og her tænker I måske, ‘Åååååh, nej – vi ORKER ikke at høre om død og ødelæggelse lige her i vores december-hygge’

Jeg forstår det godt. Lad os nu bare hygge os, uden at høre mere om, hvordan børn bliver brugt som brikker i en krig, der er så uhyggelig, at vi ikke har set lignende siden 2. verdenskrig. Eller Balkan. Eller Rwanda.

Er der plads til det, midt i vores Nissedøre, adventskalender og småkage-bagerier?

SelvFØLGELIG er der det – for det seje er, at der er plads til det hele. Der er plads til, at vi kan værdsætte at vi har det godt – og der er også plads til at vi kan skænke en tanke til dem der mangler rigtig meget et andet sted.

Lige nu er krigen i Syrien nået til et punkt, hvor især Aleppo og Mosul er afskåret fra alt hvad der hedder nødhjælp. Børn bliver brugt som civile mål, og det stopper ikke der. Der er tale om, at man gør børn til regulære mål – for at ramme så mange civile som muligt. Derfor sker det ofte, at børn beskydes af snigskytter – og de går efter benene, – og når der så nogen kommer dem til undsætning, så er de dermed også mål for snigskytterne – og så får de ram på endnu flere. Og udover det, så er mål som vandforsyning også det primære mål for beskydning. Befolkningen bliver simpelthen sultet og nægtet adgang til enhver form for næring. Krigen er nået til det punkt, hvor ingen af os længere kan holde ud at høre om det. Faktisk siger UNICEF selv, at de aldrig har oplevet lignende. Den måde krigen udføres, er langt mere umenneskelig end vi før har set. At civile presses ud i sult, sygdom og frygt – og afskæres fra hjælp udefra, det er ikke set i årtier.

Men det hænder, heldigvis, at nødhjælp for lov at passere – og det er der UNICEF har brug for hjælp udefra.

Min kære rejsekammerat Julie siger det så fint:

“I den perfekte verden var der ikke brug for UNICEF – og hvor ville det bare være dejligt! Desværre er der mere brug for os end nogensinde. Faktisk fylder vi 70 år på søndag, og UNICEF blev etableret i 1946 for at hjælpe børn efter 2. verdenskrig. Og nu, 70 år efter, bruger vi flere penge end nogensinde på at hjælpe børn i kriser og katastrofer. Det er næsten ironisk, som om historien gentager sig. Så ja, i den perfekte verden var der ikke brug for os, og faktisk arbejder vi altid på, at de landsbyer osv. vi arbejder i, skal blive så uafhængige af vores hjælp som muligt. Hjælp til selvhjælp er et af vores mantraer. Det er også derfor vi f.eks ikke står i landsbyerne og uddeler vand. I stedet bygger vi brønde. Så befokningen kan forsyne sig selv. Og vi lærer befolkningen, hvordan de skal vedligeholde brønden, så de ikke står uden brønd, hvis den går i stykker.”

Og hvad gør man nu, for at gøre en forskel? Har haft mange samtaler med UNICEF’ere omkring det – og især én ting fylder. Og det er, hvornår grænsen er nået i forhold til hvad man viser på f.eks de sociale medier. Som princip, der viser UNICEF ikke børn der har det rigtig skidt. Der skal, og må, altid være snerten af håb på et billede. Et billede siger mere end tusinde ord.

Men det må jo heller ikke være for ‘happy-happy’ for så kan der jo sidde nogen derude og tænke, at de her børn jo intet mangler.. De smiler jo og er glade.

Men sandheden er jo, at mange af smilene skyldes, at der er nogen der tager hånd om de her børn, der er fanget i en krig de slet, slet ikke har bedt om..

Nu vil jeg komme til den endelige konklusion i dette indlæg – men inden da, så vil jeg takke dig for at have læst med så langt!

Årsagen til, at jeg sætter fokus på dette emne nu, udover at jeg savnede at lave en opfølgning på årets største oplevelse, det er fordi at UNICEF igen i år har ønsket at der kommer fokus på deres Verdensgaver.

I år er der ekstra fokus på disse:

Varme tæpper til to børn

Børn har ret til varme og tryghed. Alligevel mister de ofte ALT, når katastrofen pludselig rammer. Mange står med ét uden tag over hovedet. Og mangler selv de mest simple ting. Og her kan et varmt tæppe virkelig gøre en forskel. 

Find gaven HER. Den koster 89 kr.

Vintertøj

Krige og katastrofer har tvunget flere børn end nogensinde på flugt fra deres hjem. Når du køber denne Verdensgave, sikrer du, at børn på flugt i Libanon får varmt vintertøj som flyverdragter, huer, vinterstøvler og frakker.

Denne gave koster 264 kr. 

Gaven består af: et varmt tæppe til børn, der fryser i vinterkulden | 11 poser beriget mælk |11 poser nærende jordnøddepuré til behandling af underernærede børn. Denne pakke koster 138 kr.

Ernæringspakke

Underernæring er medvirkende årsag til omkring halvdelen af alle dødfald blandt børn under fem år. UNICEF behandler alvorligt underernærede børn med højenergimælk og nærende jordnøddepuré. Behandlingen er så effektiv, at børnene kommer sig helt efter få uger.
Gaven består af 20 poser pulver til at blande højenergimælk og 30 pakker nærende jordnøddepuré. 

Og den koster 199 kr.

Udover de nævnte gaver, så er der et par stykker mere. I kan finde de gaver der er fokus på lige nu, da det er nogle af de mest presserende udfordringer lige pt. Vi snakker ikke gaver i form af LEGO eller bamser. Vi snakker helt basal overlevelse. Varme, tøj, næring og vacciner. Længere er den ikke.

Min tanke (eller fuck it, mit ønske…) er, at man på den ene eller anden måde får lavet plads til velgørenhed i hele det her december-cirkus. Måske mandelgaven kan byttes ud, så det ikke er en æske chokolade eller tante Oda’s filt-nisse. Måske er det i stedet vacciner til 55 børn et helt andet sted i verden.

Måske er det blot ønsketænkning. Måske ikke <3