Lorte-år.

Når jeg tænker tilbage, så tror jeg næppe at jeg kunne have forudset hvordan 2016 ville se ud.

Overhovedet ikke, faktisk.

2016 er det år, hvor jeg har kæmpet mest. Også halvdelen af 2015, men hvis man tæller det med, så var det vist ikke en kamp. Det var mere sådan regulær overlevelse.

Og hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne lukke og slukke 2016 med en lykkelig fortælling om, at alt bare er fryd og gammen – for bloggere de griner jo hele vejen ned i banken og indkasserer de her helt store checks, som virksomheder bare deler rundhåndet ud af. Og bloggere har nærmest ingen udgifter, for verden har indrettet sig sådan, at vi sagtens kan betale el-regningen med cremer og slow-juicere. Og gas, det skal vi heller ikke betale for, for de tager også imod blogger-credit – lidt ala bitcoins – så jeg har intet at bekymre mig om, kan I nok se 🙂

Det fleste glemmer, at jeg er alene i det her – at jeg ikke, som langt størstedelen af bloggere, der i 2016 meldte ud at de ville gå all in på blogging og gøre det til deres ‘ting’. Langt de fleste af dem, de har en bedre halvdel, der spæder til, når lokummet brænder. Det har jeg ikke. Jeg har kun det lokum jeg blev efterladt med. Som er samlet med gaffatape, og hvor man skal trykke på skyl-ud-knappen på en helt særlig måde, ellers så går det hele i udu.

Alle hvidevarer i min lejlighed er arvet. Hvis ikke kun fra forrige ejer, så måske endda også fra andre. Rust er jeg rig på. Og også tvivlsomme el-installationer. Der er omkring 10 grader i mit køkken, fordi lortet er så lidt isoleret, at man nærmest kan stave sit eget navn i damp fra ens åndedrag om morgenen – men her er rart. Her er virkelig rart.

Så 2016 har ikke været helt skidt. Jeg glæder mig over, at jeg valgte at få en lejer da jeg var klar til det, og ikke før.

Hvornår man nogensinde bliver klar til det, det ved jeg ikke. Men pludselig var hun der. Og hun passede perfekt ind. Vi hader begge to at gå ud med skrald, men til gengæld deler vi en tøjvask og køkkenets rod kan ordnes over en samtale og en smøg.

Og vi kan have hele dage, hvor vi ikke ser noget til hinanden, selvom vi begge er på de godt 100 kvadratmeter vi råder over. Men lyden af nogen, det gør os begge trygge. Tror jeg.

Og hvis der er nogen der har søgt tryghed i år, så er det nok mig. Hvilket ikke rigtig forklarer hvorfor jeg har rejst så meget. Har fløjet cirka 25+ gange i år – og hvorfor?

Nu hvor året er ved at være slut, så er jeg rig på oplevelser og nærvær – men jeg er ikke kommet et sekund nærmere tryghed.

Jeg ved ikke om jeg har brug for det – jeg ved ikke om jeg skal forsøge at blive til en af dem, der bare finder tryghed i sig selv. Måske er det en meget god ide. Men jeg kan også mærke, at det nok slet ikke er sådan jeg er.

Hvis der er noget jeg ønsker mig i 2017, så er det tryghed. To år (m.m) med utryghed må være nok. Ikke?

Så der hvor nogen tænker, at de vil tabe sig, spise mindre kød og blive veganere – så vil jeg elske mere, spise endnu flere røde bøffer og tage et par kilo på hist og her. Og så vil jeg lukke ørene for gode råd, kramme dem jeg elsker og være den bedste jeg kan. Men mest af alt, så bliver jeg nødt til at finde en eller anden form for tryghed. På flere planer.