Ingen titel.

Malaga, Spanien

Sidder i Malaga lufthavn og drikker rødvin direkte fra flasken. Heldigvis er det kun en af de der helt små, for selvom jeg den seneste uge har erfaret, at Spanien er et land der er glad for vin – så er klokken stadig kun 11:30.

Jeg sidder så jeg kan se alle flyene lette. Og for en time siden vinkede jeg farvel til det orange EasyJet fly, der fløj af sted med min rejsepartner. Schweizeren.

Oprindeligt skulle vi have fløjet sammen tilbage til København, men han skal være på arbejde i morgen tidlig, så han lettede dermed 5 timer før mig. Så nu sidder jeg her.

Jeg har så mange tanker. De står nærmest i kø for at komme til. De fleste af dem er tanker om utryghed og uvished. Som altid. Dem er jeg vant til. Men i dag er der også en enorm tristhed og en form for ondt i maven, jeg kun føler når noget gør rigtig ondt.

Da jeg vinkede farvel til ham, betød det nemlig, at jeg højest sandsynligt ikke kommer til at se ham igen. Og det bliver næsten ikke mere kliché, end at sige farvel til hinanden i en lufthavn. Det er som om omgivelserne passer til situationen. Afstand. Afrejse. Afslutning.

Noget smukt begyndte for præcis ét år siden, og det endte her i Malaga – og nu skal jeg finde ud af, hvorhenne man parkerer kærlighed, der slet, slet ikke er forsvundet. Som stadig er der, selvom enderne ikke mødes. Det har aldrig været dømt til at dø. Men jeg tror ikke på, at det er en sund måde at leve på. Hverken for ham, eller for mig. Savnet har, fra min side været for stort, og det har fået mig til ikke at kunne nyde det jeg havde – og bidrage med alt det gode jeg har at give. Savnet har i stedet vist sig som en frustration – og det er stressende for et andet menneske, der bare gerne vil være til stede der hvor han er.

Jeg har aldrig følt, at der ikke var plads til mig i hans liv – og jeg håber ikke, og tror heller ikke at han har haft det sådan med mig. Der har naturligvis været mange overvejelser i spil gennem det seneste år – og der har været flere gange, hvor håbet også har levet. Håbet om, at kærligheden var stærk nok til både det ene og det andet.

Jeg er stolt af, at jeg kender en mand, der er så omsorgsfuld og empatisk, at han godt kan se at jeg ikke kan leve med savn og frustration i længden. At jeg, selvom det er så kliché og lyder som en dårlig undskyldning, jeg fortjener at leve mit liv der hvor jeg er. Fuldt ud. Og selvom jeg lige nu kæmper lidt med de tanker der råber til mig, at han er en kæmpe pik, der sgu da ikke skal bestemme hvad jeg kan leve med eller ej, så ved jeg – dybt inde i en eller anden lille bitte celle i min krop, at han har ret.

Jeg tager hatten af for dem der trives med langdistance-forhold – og jeg tror på dem, faktisk. Men jeg tror ikke på, at man kan starte fra nul – og så køre den videre med tusindvis af kilometer i mellem sig. Man lærer ikke hinanden at kende over FaceTime – og de mange kilometer af sms’er der er i spil, de kan sjældent give det nærvær eller den tryghed man har brug for.

Hvis noget skulle have lykkedes i denne konstellation, så skulle en af os have været flyttet – og eftersom jeg ikke kun har mig selv at tænke på, så har meget af alting hængt på ham. Og det er fandeme heller ikke fair. Der har været reelle overvejelser om, hvorvidt han måske egentlig gerne ville hjem til Danmark igen. Men sådan noget skal ske helhjertet, og ikke halvt. Ingen siger, at vores situation ville have været anderledes hvis han havde gjort det. Men jeg forstår godt hans beslutning om at blive. Han har gang i så mange gode ting i Zürich, og det gør mig helt vildt ked af det, når jeg tænker på at jeg ikke længere skal hoppe på sporvognen og rulle op ad hans gade med min grimme kuffert igen.

Faktisk kan jeg mærke, at det virker helt unaturligt bare at tænke på, at jeg ikke skal se ham igen. Som jeg sagde til ham, så er jeg da helt vildt glad for, at han bor så langt væk. For så slipper jeg i hvert fald for at rende ind i ham med en eller anden skidedum blondine med store bryster under armen. Men omvendt, så er det altså også et alvorligt break-up, når man skilles ad på denne her måde. Det er jo meningen at man får nogle dage hist og her, hvor man dukker halvstiv op ved den andens dør og er helt sølle – og tigger om break-up sex og hår-nusseri, fordi det er helt biologisk unaturligt at tage en kold tyrker på denne her måde. Man går virkelig fra alt til intet.

Og det i sig selv, fanger egentlig ret godt hvordan hele konceptet langdistance-dating foregår. Man går fra intet til alt – og det er meget koncentreret. Der er ingen sporadiske kaffe-dates eller ’skal vi lige ses i et par timer, inden jeg skal….’ Næh, det er en uge hvor man er sammen HELE tiden, efterfulgt af en måned hvor man ikke ses. Det er hardcore.

Ville jeg gøre det igen?

Med ham, ja. Helt sikkert. Jeg fortryder intet. Overhovedet. Han er et af de bedste mennesker jeg nogen sinde har mødt. Og jeg har lært så meget af ham. På så mange planer. Men jeg gør det aldrig igen.

Gud, hvor jeg dog havde håbet. Og følte kærligheden. Shit, jeg følte mig set, hørt og elsket – og det gør helt vildt ondt, på så mange måder, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv. Men vi havde verdens bedste ferie. Og selvom de sidste to dage også blev brugt på at hyle, så er jeg glad for, at vi havde hinanden tæt på. At der var skuldre at græde på, utallige krammere og kys at få – samt smukke omgivelser, der på en eller anden absurd måde gjorde det hele lidt nemmere at absorbere.

Jeg vidste godt, at denne tur ville ende ud i det her. Jeg havde håbet at min mavefornemmelse ikke holdt stik, men jeg har lært at den sjældent tager fejl. Vi gav hinanden en gave, tror jeg, ved at tage på denne her tur sammen. For shit hvor har det været dejligt. Også selvom det har gjort ondt.

Han har en meget særlig plads i mit hjerte, som kun er hans.