Status for ugen der snart er gået.

Puha, det har været nogle tunge dage. Men de har også været gode. På hver deres måde.

Alfred er en lille kælling, når det kommer til ordet ‘nej’. Det responderer han ikke så fint på. Han har desuden ikke tid i sit liv, til at vente på noget. Som helst. Hvis han vil have et eller andet, så skal det helst være lige nu. Og ikke et sekund senere. Og det skal også helst være når hans mor sidder på tønden, lige midt i det følsomme øjeblik, hvor der ikke er nogen vej tilbage. Kæft hvor jeg glæder mig til at kunne skide uden at nogen råber ad mig.

Ugen smelter lidt sammen. For lige nu, der er jeg oppe hvor jeg igen kan trække vejret helt ned i maven. Og hvor jeg smiler, når andre smiler til mig på gaden. Der, hvor jeg føler glæde. Men glæden kan også være kortvarig. Det er små ting, som når jeg tømmer mine tasker for skrald, og jeg finder en gammel sporvognsbillet fra Zürich – så tager jeg lige et skridt tilbage. Men de tidspunkter bliver mange. Selv når jeg tænder lampen på Alfreds værelse, så kommer jeg i tanke om, hvorfor der overhovedet er lys på hans værelse. For jeg har i hvert fald ikke selv sat den lampe op.

Og når jeg føler mig dum og kvindeagtig, fordi jeg er i gang med boremaskinen, og holder mit løfte om, at selvom det kan da godt være at andre mennesker ikke er så stor en del af mit liv som før, så har jeg stadig tænkt mig at spørge dem dumt – om hvor tæt på en el-installation man må bore, før man potentielt kan dø af det. Og folk bare svarer en tilbage og siger, at hvis man bare holder sig indenfor en vis afstand, så går det nok. Så bliver jeg glad. For så er alt ikke tabt. Det tabte eksisterer bare i en anden konstellation. Og det er rart at vide.

Min mission med at lukke min Tinder-profil ned gik også super godt. Der skulle ikke mange swipes til, før jeg kastede håndklædet i ringen og synes at alle bare var nogle idioter. Min swipefinger var ellers rimelig gavmild, men det var kun sjovt indtil det tidspunkt hvor der kom uanede mængder af match – og mange af dem skrev tvivlsomme beskeder til mig – og jeg bare var sådan lidt… Det gider jeg virkelig ikke. Det er så nemt at sidde og bladre gennem et magasin af mænd, men jeg har brug for at tage tingene ud i den virkelige verden. Men atter oplevede jeg, at der var en enkelt der bed sig fast… Ved ikke om det var hans brune øjne, hans måde at skrive på – eller om det var lyden af hans stemme, da han pludselig ringede op til mig og jeg kunne høre hans stemme og hans latter. Med ét blev han virkelig og det har han været lige siden. Og der skal man da være et seriøst røvhul, hvis ikke man synes dét er lidt hyggeligt.

Min opkaldshistorik fortæller mig i hvert fald, at det ikke er helt skidt.

Om nogle timer kommer min veninde og hendes søn. Så skal vi hygge og samsove på madrasser på gulvet. Min lejlighed skal rodes til med biler, grin og kærlighed. Og garanteret en masse diskussioner omkring hvis bil det var først, og mægling omkring selv samme. Men det er også okay. Det er livet med børn. Håber bare vi får tid til et lille glas vin og en rolig snak, hende og jeg, når børnene er gået kolde i sovestillinger vi voksne slet, slet ikke kan indtage.

Det er weekend om lidt, og jeg glæder mig.