Jul… kan vi spole over den?

Jeg ved ikke helt hvordan det blev sådan, men jeg er ikke den største fan af julen. Det er ikke fordi jeg ikke bryder mig om tyk sovs og brunede kartofler. Hell no. Noget af det bedste jeg ved, er at sætte tænderne i andesteg – og jeg fisker altid efter de stykker med mest skind på. Min mors mand laver den ondeste brune sovs i hele Jylland, og han lærte mig også at lave brunede kartofler for mange, mange år siden. Ergo er maden ikke den helt store bussemand.

Tror faktisk det startede da jeg arbejdede i butik dér for mange år siden. Man kan spørge langt de fleste butiksansatte om, hvordan de har det med december måned. Og langt de fleste får koldsved ved tanken. Det samme gjorde jeg.

Julens hygge blev på en måde skiftet ud med über lange arbejdsdage, mega sure kunder og så var der selvfølgelig den evindelige kamp om, hvem der skulle arbejde d. 23. december. For det de fleste ikke ved, medmindre de har fået symptomer på gigt og kronisk ondt i ryggen af de der 10-12 timers arbejdsdage med evig indpakning og psykosocial hjælp til stressede mænd, der er alt, alt for sent ude når det kommer til gaver, at så kan det være svært at sætte sig ind i.

Men jeg har fundet ud af, at det skyldes at jeg ikke bryder mig om, at landet rammes af en delvis lammelse og panisk tilstand, så snart vi nærmer os december. NU skal vi rigtigt hygge! Bruge masser af penge. Ønskesedler så lange…

Måske handler det også lidt om, at jeg bor alene, og at jeg endnu ikke har haft mit barn juleaften. Who knows.

Alfred er hos Svennes familie til jul. Og det har jeg absolut ingen indvendinger mod. For jeg har selv haft æren af at være en del af den familie. Og den jul, som Alfred får dér – det er sådan som juleaften skal være. Min første jul sammen med dem, der var jeg vanvittigt meget gravid. Det var 13 dage før min termin. Og vi var lige flyttet fra Aarhus til København. En tur min bror stadig nævner den dag i dag. Flyttelæs over broer, i stormvejr – i en lastbil, lånt hos ‘lej et lig’. Sværger, at jeg kunne mærke presseveer på den tur.

Anyways. Året efter holdt vi atter jul hos hans familie. Og glæden ved, at der er andre børn og mange voksne – og en helt særlig varme – det gør, at jeg ingen protester laver, når det kommer til Alfreds jul. Han skal have det bedste af det bedste. Især når det kommer til traditioner.

Min mor var dog ikke så glad, da jeg året efter proklamerede, at jeg havde tænkt mig at bruge d. 24. december på at se Netflix og spise take-away. Hun kunne ikke rumme det i sit moderhjerte. Tror hun sagde noget i stilen: jeg kan ikke bære at du skal sidde alene hjemme. Og så sagde jeg: ‘Det er ikke værre end at sidde i Jylland med jer, uden mit barn.’.

Turns out, så endte jeg ikke med at sidde i hverken Jylland eller hjemme i Sydhavnen. Jeg fik nemlig en invitation fra den sødeste Christina – som dengang var min kollega og community manager i Bloggers Delight. Om ikke jeg kom og holdt jul hjemme hos hende. Så jeg endte med at være med til en jul, hos komplet fremmede – udover Chris, selvfølgelig. Og jeg tror nok måske, at det er det mest storsindige og kærlige jeg nogensinde har oplevet. Det var første jul efter skilsmisse – og jeg var virkelig der, hvor jeg ikke bad om noget som helst. Egentlig ville jeg bare gerne være i fred.

Men det var verdens hyggeligste aften. Og jeg fik et karbad efter gæsterne var gået hjem, og så spiste jeg and i hendes seng og følte mig elsket på en helt særlig måde. Tror aldrig helt jeg har sagt nok tak for den gestus.

Jeg aner ikke hvordan min jul ser ud i år. Sidste jul, der tog jeg hjem til Silkeborg. For første gang i mange år. Og det var pisse hyggeligt. Fik god kvalitetstid med min bror, som jeg sjældent ser – og med min mor. Og nåede også den sidste jul med sure Onkel John, der mest af alt bare var pissed off over at jeg havde fået tjansen ‘at købe en mandelgave’. Jeg havde nemlig købt en af UNICEF’s Verdensgaver. Og det er naturligvis ikke så fedt, når man sidder og spændt venter på at åbne en pakke med en marcipangris. Min gode mor, havde naturligvis også købt en ekstra. En underlig bog, som handlede om noget med numser.

Men jeg er glad for at jeg tog hjem. For julen kan godt være god, selvom man skal undvære sit barn. Og selvom man ikke lige har det som man troede man ville have det.

Jeg ønsker mig aldrig noget til jul. Men i år, der tror jeg måske det er en undtagelse. Kunne virkelig godt bruge en god og varm trøje. Men ellers har jeg altid bare meldt ud, at jeg kommer, hvis min billet bliver betalt. Og jeg køber ikke nogen gaver. Til gengæld forventer jeg heller ikke noget retur. Kun brun sovs og and. Og også måske lidt rødvin.

For der er så hyggeligt i Jylland – og jeg tror turen går derhen igen i år. Mest bare fordi jeg savner Frank. Frank er en kæmpe boxer, der stadig mener at han er lille. Det er han ikke. Men han er cute. Og man skal værne om sin familie. Også selvom man har mistet sin egen.