Tvivl.

Glædelig 23. december! Håber de fleste af jer roligt kan slappe af og hygge – remember – ikke stresse! Det er faktisk meningen at man skal hygge sig i juledagene!

Der er noget sært ved dem – altså juledagene, for slapper man virkelig af? Nåede man det man skulle nå, inden hele landet går på sovse-ferie? Nogle af de sidste mails jeg ikke fik helt styr på, det var dem med beslutningerne. Så altså ikke dem, hvor jeg skulle forhandle med pr-mennesker om betaling for omtale – men mere nogle af dem der omhandler noget ret vigtigt. De sidste par måneder har jeg nemlig modtaget en del henvendelser fra både store og små forlag, der gerne vil udgive mit shit.

Og det er jo et stort kompliment, at fagfolk mener at jeg har noget på hjerte. Men noget jeg også er blevet enormt træt af i år, det er at der skal sidde folk og tjene på de tekster jeg skriver når mørklægningsgardinerne er trukket for og hjertet får frie tøjler på et tastatur. Jeg mener ikke Bloggers Delight – jeg har altid værdsat at være blogger hos dem – men én ting er hverdagsskriverier. En anden ting er skriverier fra bunden af bunden.

Som så mange andre der skriver, maler eller noget helt tredje – så skriver jeg bedst når behovet er der. Og behovet har været der i år. Jeg har det ene dokument efter det andet, som fortæller min historie. Mine følelser, tanker og minder.

Og skal man virkelig egentlig udgive det i samarbejde med andre? Ikke alene er forlagenes kontrakter lidt sære. De tager jo en stor del af kagen. Og jeg er åbenbart så smålig, at jeg ikke vil dele kagen. Skal fremmede skumme fløden på MIN historie? Naturligvis ville jeg elske at kunne kalde mig selv for forfatter. Sådan rigtigt. Men jeg har virkelig behov for at have styr på lige præcis dén del af mit liv. Når nu der ikke er så meget styr på andet.

Jeg vil gerne udgive mine tekster på min egen side. Hvor der ikke er kontrakter og andre der vil pille ved mine bogstaver. Jeg er nemlig ikke en skide god skribent – jeg smider kommaer ind som det passer mig – og jeg kan godt lide det flow der er når jeg skriver. Det er let læseligt, men også til at forstå.

Noget af den bedste ros jeg har fået er, at jeg formår at sætte ord på følelser. I korte vendinger. Og jeg er ikke klar til at have dygtige mennesker med inde over. For jeg kan love jer, at når man sidder med angstens sved og skriver, så er kommatering og velformulerede sætninger ikke ens prioritet.

So here it goes: Jeg kommer til at udgive en del tekster fremadrettet. Som ikke er redigeret af andre end mig. Det betyder også, at jeg kan vinke farvel til kontrakter, løn og hjælp udefra. For det korte af det lange er: hvor vildt ville det ikke være at læse en bog, hvor ingen andre end forfatteren bestemmer? Hvor det er egne ord. Egne følelser. Egne betragtninger.

Mange af jer tænker, at jeg virkelig deler meget. Men jeg VED, at jeg har en vigtig historie at fortælle. Og teksterne er så meget mere fortællende end alt hvad jeg har udgivet før. Der er stadig så meget I ikke ved om mig. Og jeg er ved at være klar til at dele dem. Men med egne regler.

In the spirit of the holidays – så vil jeg igen sige – har I lyst til at støtte op om én, der skyder en (ikke en pil, men nærmere en gun) efter normen, lader skribenter udgive selv, i det rette tempo: så er mobilepay en god løsning. Min hedder 26818286 – og så regner jeg med, at første kapitel/introduktion lander indenfor de næste to dage.