Angst vendt på vrangen

Kære alle jer <3

Tror måske det her kommer til at blive et af de sværeste indlæg jeg har skrevet herinde. Ikke fordi det er svært at skrive – men mere fordi jeg godt kan frygte, at jeg ikke kan skrive det, så det forstås korrekt. Hvis jeg før har hevet violinen frem, så kan man vel sige, at jeg i aften hiver et dusin frem, men at de så til gengæld spiller en helt anden melodi.

Det var egentlig meningen, at det skulle have været ude i går – men så kom der lige noget feber og hoste hos Alfred, og måtte derfor smide ambitionerne væk og i stedet være der hvor jeg skulle være: Med ham, i sengen og sidde og holde i hånd, og snuse og kysse hans varme nakke og bare holde ham tæt – til, hvad der svarer til 1000 afsnit af Backyardigans. Se, det er en anden snak. Hvad SKER der for, at man fylder en serie op med sære figurer, der i skinger falset synger sig i gennem afsnit efter afsnit. Alfred elsker det. Jeg fik snerten af angstanfald efter tre episoder. Så syng dog rent, små underlige dyr!!!

Nå, anyways. Overskriften skal uddybes, tænker jeg. For nu har jeg jo skrevet side op og side ned, om alt det der har været lort gennem længere tid. Stress, angst, søvnløshed, ensomhed, manglende selvværd og ditto selvtillid. Og det sidste rammer plet. Min tillid til mig selv, den har været sådan cirka nul så længe jeg kan huske. Jeg ved, at det ikke altid har været sådan. Og ergo, så ved jeg også, at jeg kan rette op på den igen.

Årsagen til, at jeg kom på overskriften var, at jeg ikke vidste hvordan jeg kunne forklare hvad der sker i mig lige nu. Og som har været i mig de sidste par uger. Det er også årsagen til, at der har været tyst fra min side. Mange af jer ved, at jeg har kæmpet med angsten i lang tid. Og jeg har virkelig forsøgt at gøre mig klog på den. Men den har slået mig hjem hver eneste gang. Det har været som at spille bordtennis mod Michael Maze – I am never gonna win. Så vil jeg hellere spille en solid omgang stangtennis mod mig selv.

Så i stedet for at lægge mig ud mod en modstander der ikke kan slås – så forsøgte jeg at dulme så godt jeg kunne. Min læge havde allerede advaret mig i sin tid, da han sagde at mange med angst, stress og depression i desperation forsøgte at dulme symptomer og episoder med alkohol og stoffer. And boy, I get it. Min bekymring i forhold til medicin var så stor, at jeg nærmest fik endnu mere angst ved tanken. Det var blandt andet fordi jeg for mange år siden, da Alfred var helt lille, gik med til at tage antideppressiver – og det var et sandt helvede. Aldrig har jeg oplevet at have det så dårligt. Og jeg havde det jo dårligt nok i forvejen. Så gik der lang tid, hvor jeg lærte at leve med stress og depression. Så længe, at jeg nåede til det punkt, hvor jeg accepterede at sådan skulle mit liv bare være. Accepten af, at det var bedre at leve mit liv på halvt blus, end slet ikke. Og sådan levede jeg længe. Kan på nuværende tidspunkt sige i flere år.

Jeg kæmpede mig igennem dagene i årevis. 1460 dage, hvor hver dag var en kamp.

Naturligvis stod jeg op. Var mor. Var ansat. Var nogens ven. Nogens kæreste. Nogens et eller andet. Men jeg var aldrig min egen. Jeg havde virkelig mistet enhver form for følelse af, hvem jeg egentlig var. De sidste 4 år har været én lang døs. Men på en eller anden mirakuløs måde, så har jeg stadig, selvom jeg har levet på halvt blus, fået gode venskaber og været den bedste mor jeg kunne. Jeg har i hele 2017 kæmpet med den der forpulede panikangst. Og jeg har, i frygt for medicin, haft dage hvor min krop og min hjerne har været ukontrollerbare. Og jeg har, som min læge også advarede mig omkring – dulmet de svære dage med rødvin. For man sover godt efter en halv flaske. Og det tager toppen af den puls der kører i et tempo, hvor det føles som om overboen kan høre mit hjerte slå som en fucking bas. Jeg har også røget pot. Og her må jeg så sige, at jeg virkelig godt forstår, hvorfor det bruges i medicinske sammenhænge. For hold op hvor er det effektivt. Og nu skal jeg lige skynde mig at påpege, at jeg aldrig selv har købt pot – med undtagelse af engang jeg skulle på Roskilde i 2004 – jeg har aldrig gjort det alene – og det kommer jeg heller ikke til. Og må naturligvis også påpege, at jeg ALDRIG har rørt det, eller andet, for dén sags skyld, når jeg har Alfred i min varetægt. Så er det på plads. Men når man lider, så søger man svar. Og lindring. Og whatever der kan tage en væk fra den ubehagelige følelse der er i kroppen. Pot var det tætteste jeg kom på, at sortere det dårlige væk. Men jeg er alt for bange af mig, til at det skal være en ting.

Sagen er så, at jeg kunne sætte hak-tegn ved, at alkohol kun lige dulmede for en kort stund. For så at give mega tømmermænd dagen efter. Pot var en anden sag. For det resulterede i, at jeg havde det himmelsk. Men af alt jeg kan komme på, så er afhængighed min støste frygt. Og min respekt for mig selv og mine behov gør, at jeg ikke skal dykke dybere ned i det. Så jeg måtte jo bare bide i det skide sure æble, og æde de piller min læge havde ordineret til mig. Og grunden til min manglende tilstedeværelse på bloggen nu her, skyldes, at jeg har droppet pillerne mod angst. Jeg har taget tilløb over længere tid. Prøvet, men faldet i. Ignoreret min læges råd, som handlede om, at min søvn og min angst skulle tøjles – men i så lille en grad, at de ting han ordinerede, var en kur – og ikke en langsigtet løsning. Taget kuren op igen – hvor det har været effektivt, og jeg har været i stand til at lægge min skepsis og stædighed til side. Haft abstinens lignende symptomer, der skyldes at angsten for angsten ikke kun er i hovedet – men viser sig på kroppen også. Jeg rystede, havde en puls der var alt, alt for hurtig. Mit hjerte kunne mærkes helt fra Sydhavnen til Malmø – stuff like that. Og de sidste par uger er jeg trappet ned. Og det har været en kamp. Pludselig kunne jeg mærke alt. Fucking alt. Det har taget cirka 14 dage at vænne mig til at være mig igen. Uden sutteklud. For det er dét pillerne gør. Ikke at man tager dem – men alene det at de er der, det er en sutteklud. Har siddet og kigget på pakken og tænkt, at jeg godt kunne bruge noget til at tage toppen af det hele – men har så forsøgt at trappe ned. Først med halv dosis og til sidst med ingen.

Deraf overskriften.

Angsten for at være sig selv igen. At føle alt – uden filter. For det er det jeg gør. Pludselig ser jeg alt. Mærker alt. På godt og på ondt. Kan ikke forklare det på anden vis, end at det føles som om man træder ud af noget, og iklæder sig en helt anden form for panser. Det er fucking skræmmende. Min angst, stress og depression har længe handlet om, ikke at have et safe space. En fast indtægt. Og rigtig mange af jer har spurgt om, hvorfor jeg ikke bare søgte om kontanthjælp. Hvorfor jeg ikke bare flytter. Og jeg forstår godt tankerne. Men måske, et eller andet sted, havde jeg en tanke om – et ønske om, at jeg kunne dykke op til overfladen igen. Min frygt var, at sidde og være syg – og fanget i systemet – som på ingen måde omfavner det faktum at jeg har en blog. Og uanset hvad, så kunne jeg ikke leve af den absurd, latterlige mønt, der bliver sendt til kontanthjælpsmodtagere. Og når man er syg – så er det sidste man har behov for, det er at være i systemet. Jeg har prøvet at være på sygedagpenge. Og det var et fuldtidsjob i sig selv. Næh, jeg har skrevet. Jeg har haft min platform her – og den skal ingen tage fra mig. Og det ville de gøre, hvis jeg havde meldt mig ind i systemet. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at de havde taget det sidste og den eneste værdighed jeg havde tilbage. Ergo søgte jeg hjælp hos jer. Og ved I hvad?

Havde jeg ikke haft jer, så kunne jeg ikke have siddet her i dag. Min sidste aften som arbejdsløs. I har været min redning. Både tyste, medvirkende, bidragende, heppende, elskende og forevigt i mit hjerte, for alt det I giver til mig, fordi I gider læse mit shit, gang på gang.

Min vrangvendte angst handler nu om, at jeg er oppe over vandet. Og er pisse bange for, om jeg nu også kan gøre det godt nok.

Hvis det var muligt, havde jeg budt jer alle sammen på chokolade-fondue og champagne ad libitum. I har ingen anelse om, hvor meget I betyder, og har betydet for mig gennem tiden.