I nat var Bøffen liiiiidt mere vanskelig. Det er som om det der drømmeland kan fucke ham op. Der er
Se næste indlæg >
Angst.
LORTEMOR
Det slår mig flere gange dagligt.
Når jeg går over en vej – et fodgængerfelt, og endda også når jeg går over for grønt. Folk kan egentlig bare slå mig ihjel i løbet af et split sekund. Jeg tager mig selv i at se mig for, mere end nogensinde før. Selvom der er grønt, så er jeg stadig tøvende og opmærksom. For jeg vil ikke dø.
Det at dø har pludselig fået en langt større betydning, fordi jeg ville dø fra NOGET nu. Ikke at jeg ikke ville miste livet førhen, og ikke fordi min kæreste, venner eller familie ikke ville blive kede af det. Men nu ville jeg dø fra mit barn. Han ville miste sin mor, og det er en helt, helt ubærlig tanke.
En tanke der er endnu mere ubærlig er at hans far heller ikke må dø. Jeg kan ikke udfylde hans sko. Det ville være en endnu større tragedie hvis der skete ham noget. En kæmpe smerte, og et tab, der aldrig ville kunne måles i reelt tab, men i hjertesorg og et evigt manglende favorit-menneske. Tanken er næsten mere ubærlig her. Alfred må ikke miste sin far.
Egentlig må Alfred jo ikke miste nogen af os. Det kan vi godt blive enige om. Og jeg vil ikke engang gå ind i, at jeg kan sidde hjemme og være på vej ned i vuggestuen og hente ham – helt paralyseret ved tanken om: ‘Hvad hvis der sker ham noget dernede’? Hvis han dør i andres varetægt. Kan man bære det? Kan man bære at miste sit barn?
Jeg er virkelig ked af sådan at være en party-pooper – og egentlig klæder det mig slet ikke, ej heller bloggen med denne slags indlæg. Men jeg ved bare, at jeg ikke er alene med frygten. Og på det seneste har der bare været meget perifær sygdom og død. Det er ikke længe siden jeg læste et indlæg på New Yorker by heart, som rev mit hjerte fra hinanden. Og der er også andre i blogland der er eller har været syge. Flere har børn, og nu er det jo ikke fordi ens liv er mindre værdifuldt når man ikke har børn. For jeg tænker også på de muligheder man mister, når man taber til sygdomme som f.eks kræft.
I dag så jeg en kvinde, og hun gik med en barnevogn. Og med et tørklæde om hovedet, som forsigtigt sladrede om, at hun nok kæmpede mod det de fleste af os frygter. Og jeg tænker bare, at det er dybt, dybt uretfærdigt at børn skal forholde sig til den slags.
Gud hvor jeg savner ikke at frygte.
Den frygt der følger med at få børn er fandme en af de ting, jeg godt synes der kunne reklameres med INDEN man får dem.
Du rammer også lige mig her – jeg kan godt afsløre, at katastrofetankerne ikke bliver færre, når man er kommet til øgle nummer tre… Jeg er ved at skide i bukserne af angst over, hvad der kan ske, hvis jeg er alene hjemme med dem alle tre og det brænder og vi sover på 2. sal og min telefon ligger på 1. sal og jeg ikke kan komme derned fordi der er fyldt med røg og hvor er det nu lagnerne er, så jeg kan binde et langt reb men hvordan skal jeg få dem alle tre med ned drengene er jo for store til jeg kan bære dem begge + baby men de er jo for små til selv at kunne glide ned af et lagenreb fra 2. sal så vi dør nok bare men så dør vi i det mindste sammen og så holder far nok op med at tage til fodbold hver mandag…
Indsæt selv kommaer. Og evt rullen med øjnene. Og så sparer jeg dig lige for en længere udredning om, hvorfor jeg IKKE laver de stationer til Mor I Form-cirkeltræningen, der involverer vægte. Men det er noget med de der babyer der kravler og 8 kg håndvægt der forlader mine svedige hænder… For tænk, hvis man kom til at forårsage en anden mor den værst tænkelige smerte.
Puha da. Glædelig onsdag, hva? 😉