Hello from the other siiiiiiiide…….

Jamen hej! Jeg lever stadig. Domænet lever stadig.

Tror det her er den længste pause i hele bloggens historie, og hvor har det været vigtigt. Naturligvis nyder jeg ikke at se mine nyeste statistikker, ej heller nyder jeg, at mit seneste indlæg er fra midt februar. Men altså. Sådan er det bare.

Som jeg allerede vidste, så ville det gå ud over bloggen at jeg startede i nyt job. Og selvom jeg på daværende tidspunkt hverken ejede spåkugle eller evne til at se ind i fremtiden…. Så vidste jeg, at det trækker tænder ud, når der sker nye ting i ens liv. Plejer at sige, at jeg, ligesom mennesker med autisme, har brug for at have et overblik over hvad fanden der sker i mit liv.

Jeg tog lige et dyk rent mentalt for tre uger siden. Sådan helt ‘low-point’ agtigt. Men low point er ofte et godt sted at nå hen, for så kan det kun gå fremad derfra. Der er enormt mange ting jeg har skulle vænne mig til. Og det er ting, som det ‘normale’ menneske ofte tager som en selvfølge. Jeg har ikke været dér, hvor jeg ikke kunne stå op og tage strømper på, men tæt på. Med angst, der kommer der en masse andre uhyggelige og utrygge ting og sager. F.eks har jeg virkelig skulle vænne mig til offentlig trafik. Måske sidder nogen og tænker: ‘Hvor svært kan det være?’

Men den offentlige trafik i København og omegn er fucked. Jeg kan ikke huske et eneste tidspunkt hvor der ikke har været forsinkelser, sporarbejde, køreledninger der falder ned og komplet nedbrud af alt hvad der hedder metro og tog, fordi der i løbet af natten er faldet sne. Der er simpelthen ikke nok tog eller metro-tog til alle. Og når man har det lidt presset med større menneske-mængder, så er metroen i sandhed et skide skidt sted at være. Mængden af mennesker der skal med metroen fra Nørreport station – der er SORT af mennesker. Og togene er så fyldte, at folk ikke engang kan nå ud på de rigtige stationer, før dørene lukker. Det skaber en form for agressivitet – and I don’t do agressive. Hvis man er så heldig, at man kan få presset sit korpus ind, så står man som sild i en tønde – og stresser over om man overhovedet kan komme ud når man skal af.

Når man lider lidt af angst, eller angsten for angst, så er det virkelig noget der tærer på ens kræfter – ikke at vide om man kan nå frem til målet i tide. MEN! Jeg har gjort det i nogle uger nu, og jeg har fundet på et genialt trick der gør, at jeg med ro og mag kan føle roen i de 4,5 minutter det tager at køre med metroen. Når jeg står af på Nørreport med s-toget, så tager jeg (på de slemme dage) metroen ét stop den modsatte vej – så jeg ender på Forum station. Der kan jeg i ro og mag gå ind i toget mod Christianshavn. Så kan jeg indefra se, alle de frustrerede mennesker, der atter og atter kommer for sent på arbejde, fordi kapaciteten bare ikke lever op til det som Københavns kommune prøver at få sat i spil: Færre biler! Mere offentlig transport! Haha, det er nærmest en joke.

Nå, så da jeg fik sat hak-tegn ved ‘Operation overlev offentlig transport’ så lettede det også lidt. Men jeg måtte stadig erkende, at forandringen i hele min måde at leve på, ikke kun handlede om trafik. Men også om, at jeg pludselig skulle bruge mit hoved på en ny måde. Og så faldt jeg sammen. For min hjerne er sgu ikke hvad den har været. Og det gør mig pisse ked af det. Min ellers så glimrende hjerne, som jeg altid har været stolt af, den kørte bare virkelig på lavt blus.

Sindssygt træls, når man gerne vil imponere og brillere med alle ens kundskaber og kunnen… Men heldigvis har jeg gode venner, en mega sød kæreste og en bad-ass chef – som alle trådte til, da der var allermest brug for det. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg har gjort, for at gøre mig fortjent til hjælpsomhed og forsåelse på den måde, men noget må jeg have gjort. Så det bedste jeg kan gøre for at takke dem, det er at blive ved med at have det som jeg har det nu. For jeg har det godt. De sidste to uger har jeg, hånden på hjertet, haft de bedste arbejdsdage i hele mit voksne liv. Jeg har taget ja-hatten på, og den kommer ikke af igen. Nogensinde. For hvis jeg kan samle mig selv op fra dét, så kan jeg også sørge for, at jeg ikke falder i igen.

Det har trukket tænder ud, at sige farvel til medicin, dårlige vaner og offer-rollen. Men jeg fandt ud af, at offer-rollen ikke klæder mig synderligt meget. Men lige nu, der er der bare så meget glæde og lettelse. Og jeg står op, for første gang i årevis, og er frisk. Sådan har jeg ikke haft det i meget, meget lang tid.

Kort sagt, så er jeg lidt forelsket i mit liv lige nu. Der er stadig mange, mange ting der skal styr på. Men det er langt nemmere at få styr på det, når man ikke lider af kronisk kvalme, hjertebanken og en manglende evne til at kunne overskue sit liv. Jeg kan godt overskue det nu. Livet kan sådan cirka bare komme an. For jeg kan endelig se en fremtid jeg er spændt på. Fremfor det modsatte: Hvor længe skal jeg mon overleve det her?

Lettelsen er stor. Glæden er stor. Jeg dur! Jeg kan noget. Jeg føler ting. Jeg er bare sådan helt almindeligt i live.