Intet nyt er godt nyt

Sådan har mottoet altid været mellem min mor og jeg! Det er faktisk et motto jeg tidligere har været fan af, fordi jeg praktiseret det i en årrække. Men pludselig forvandlede jeg mig til én, hvor mine venner og min familie kun hørte fra mig når lokummet brændte. Og det er ikke en rolle jeg nyder at få.

Stilheden på bloggen skyldes mange ting. Generelt arbejder jeg bare enormt meget – og det er en stor glæde – og en kæmpe stolthed at føle, at jeg hver eneste dag glæder mig til at gå på arbejde. Så der er lissom tjek på arbejdssituationen. Den er tryg og rar, og jeg kan mærke, at jeg for hver eneste dag der går, der får jeg mere og mere tillid til, at jeg faktisk godt kan finde ud af ting. At min hjerne ikke er helt død. Og at jeg kan løse opgaver og finde på nye. Og at jeg kan tage imod opgaver og løse dem, når de bliver stillet. Selvfølgelig er jeg ikke i mit kreative és hver eneste dag, men sådan er det vist for alle. Nogle dage er bedre end andre. Men når man tænker på, at jeg har haft dage hvor det virkede uoverkommeligt at tage begge strømper på, så er der en fabelagtig fremgang – og nu taler jeg naturligvis mig selv ned igen – det skal jeg øve mig i at lade vær med.

Ville ønske at jeg kunne fortælle, at alt bare er pisse fedt i alle afdelinger af det der der er mit liv, men nu har jeg aldrig været hende, der løj og smilede pænt og agerede perfekt udadtil, hvis der var tunge ting der forsøgte at mase mig mod jorden, i stedet for at løfte mig op.

Så man kan sige, at jeg pt oplever lige dele af begge sider. Fuglene synger, solen er kommet i tanke om, at DK måske manglede lidt varme og lys – og det er helt fantastisk. Hver eneste morgen smager min kaffe dejligt, og jeg er ikke længere bange for Nørreport Station! Faktisk er jeg vildt meget nede med Nørreport Station.

Til gengæld, så sker der virkelig meget i privaten. Pt. er jeg ved at forberede mig på, at min dejlige lejlighed i Sydhavnen ikke forbliver min forevigt. Det kræver energi, og det udmunder i rigtig mange tanker omkring fremtiden. Og det er bestemt ikke fordi, at det her skal være et indlæg der indeholder en masse af de der forbistrede cliffhangere som jeg virkelig selv hader, men både jeg og andre har lidt givet mig mundkurv på.

For når jeg ikke går på arbejde, sover, tisser eller transporterer mig selv fra A-B, så bruger jeg enormt meget energi på den del af mit liv der handler om min søn. Som jeg ikke har set i over en måned. Fordi jeg er blevet én af dem.

En af dem hvor man tænker godt det ikke er mig. En af dem med en ny ting på listen. Advokatregninger, jeg ikke har den fjerneste anelse om, hvordan jeg skal betale. Møder man ikke har lyst til at have. Konflikter. Tårer. Umenneskeligt savn. Tvivl omkring egne evner. Svedige armhuler. Had der når helt nye højder. Selvhad. Had mod andre. En unik evne til at tælle til 10. 1000 gange. Typen der er nødt til at sætte sig ind i jura, rettigheder og systemer. Typen der er helt tør omkring næsen, fordi snot og tårer indeholder så meget salt. Typen der begynder at tro på, at alt det andre siger man gør forkert, passer. Også selvom det ikke passer. Men fordi man hører det nok, så passer det jo.

Men det gør det bare ikke.

Og man kan vælte mig 1000 gange. Men jeg rejser mig bare en ekstra gang så. Koste hvad det koste vil. Plejer at sammenligne mig selv med en gul badeand. Den slags man kan forsøge at holde under vand. Men når man giver slip på den, så flyder den op til overfladen igen i en helvedes fart og vugger stille rundt, trods bølgegang og modvind. Jep, jeg er en fucking gul badeand.