Fortid

Jeg skrev på Instagram, at jeg gerne ville vide hvad folk gerne ville læse om. Der var naturligvis mange forslag. Men én sagde, at hun gerne ville høre mere omkring min historie. Det vil jeg gerne fortælle. Og det er nok også på tide at jeg fortæller om den.

Here goes.

Jeg er født og opvokset i Aarhus. Man kan høre dialekten når jeg er i rum med personer fra samme omegn. Jeg slår direkte over.

Mange af mine minder har jeg kun, fordi jeg har fået dem fortalt. Fordi jeg har en mor, der lytter og fortæller mig om ting. For der er så meget jeg ikke kan huske, eller ting jeg har fortrængt. Men for mig har det været vigtigt at vide hvor jeg er kommet fra, og hvordan – og heldigvis har jeg en mor der besvarer mine spørgsmål.

Jeg har kun ganske få minder om min far. Jeg ved, at grunden til at jeg har lyst til at fiske er på grund af ham. Jeg ved, at min kærlighed til musik kommer fra ham.

Han var et kreativt menneske, musikalsk og sårbar. Han tog altid mig og min bror med på museer. Planetarier, eksperimentarier og den botaniske have. Han hørte musik som jeg ikke kendte, men som jeg nød, også selvom det måske var for voldsomt for et barn i min alder. Han kunne spille guitar som ingen anden. Han var faktisk en ret smuk mand. Mørkt hår og brune øjne. Men han var ikke et familie-menneske. Så jeg har aldrig oplevet mine forældre sammen. Jeg har kun oplevet hans fravær, uden at vide hvorfor.

Han arbejdede som murer, og det gav ham mulighed for at arbejde i Norge eller andre steder. Så han var ofte væk. Og selvom savnet ikke var til at overse, så var det nok meget godt. Min mor sørgede for, at vi var okay.

Det var først da jeg blev større at jeg mærkede at tingene ikke var helt ok. Naturligvis er jeg vokset op i en tid, hvor det ikke var helt uhørt at man tog sit barn med på bodegaen. Jeg fik jo bare en kakaomælk, og så var det det. Det var dengang man også måtte ryge i busserne. Problemet var, at min far var alkoholiker. Det samme var mine bedsteforældre. Og jeg lyver ikke når jeg siger, at min familie-konstellation er lidt fucked up. For min mors far giftede sig med min fars mor. Og det var noget værre rod. Især fordi min mors far var en skidt mand. Ludoman, lystløgner og manipulerende som ind i helvede. Så når jeg skal forklare mit stamtræ til nogen, så er det noget med at min faster er min plastik-moster, min morfar er min plastik-farfar, min far er min plastik-onkel og min tip-oldefar på min fars side, er min plastik tip-oldefar på min mors side. Jep, så hvis ikke det giver lyst til at drikke, så ved jeg ikke…

Men der er ikke forfærdeligt meget jeg kan huske fra den tid. Hjernen er rigtig god til at fortrænge det dårlige. Men jeg ved, at jeg altid kastede op og var syg, når jeg havde været hos ham. Her knapt 30 år senere, der kaster jeg stadig op når ting er svære. Jeg kan huske meget få ting. Jeg kan huske at vi så gamle danske film. Jeg kan huske, at jeg var meget lille, men ryddede op i hans køkken, og at der var mug på alt. Jeg kan huske, at han lod mig og min bror være alene hjemme, mens han gik ud og drak sig i hegnet. Og jeg kan huske, at jeg holdt mig vågen, så jeg kunne sikre mig at han var okay når han kom tilbage. Og jeg kan huske, at han kom tilbage i en kæmpe brandert og snakkede om, at han havde en pistol, og at han ville skyde os alle sammen. Og så kan jeg huske at jeg blev syg og kastede op. Det er det eneste min hjerne har tilladt mig at huske. Jeg husker intet andet. Desværre. Jeg ville ønske at jeg kendte ham bedre. At jeg havde langt flere minder. Af den gode slags. Og der er mange der har sputgt mig gennem tiden, om ikke jeg har savnet at have min far i mit liv. Og jeg kan ikke sige andet, end at jeg aldrig har prøvet det. Så det ved jeg ikke. Det ville være spild af tid, at fundere over hvad der måske kunne have været.

Min far var ikke kun alkoholiker. Han var også vred på verden. Der var aldrig noget der var hans skyld, og jeg kan huske, at han var snæversynet og ikke mestrede evnen til at tage ansvar. I mine øjne, så er det egenskaber jeg i høj grad bestræber mig på ikke at besidde selv. Men igen, så mangler jeg helt klart nogle af de redskaber selv. Jeg er ikke særlig god til at tage ansvar. Og handle på problemer når de opstår. Jeg har enormt svært ved at knytte mig til personer, og jeg vil hellere end gerne forsøge at få dem skræmt væk i tide, så jeg ikke bliver forladt. Det er en ond cirkel, det ved jeg. Men jeg ved også nu, at det ikke er min skyld at jeg har det som jeg har det. Eller at jeg gør som jeg gør. Min problem er bare, at jeg føler mig tryggere i utryghed, fordi det er en følelse jeg kender.

Kærlighed og nærvær kan gøre decideret ondt på mig. Og selvom jeg flere gange har haft aftalt med mig selv, at nu lader jeg paraderne falde, så tester jeg stadig de mennesker der vil mig det godt. Fordi jeg simpelthen ikke tror på at jeg fortjener dem. Og så sårer jeg dem. Tvinger dem til at gå, fordi jeg ikke kan holde tanken ud: at give slip og nyde.

Nu og da, der har der bestemt været tidspunkter hvor jeg har følt og mærket at jeg har været elsket og værdsat. Følt mig levende og rigtig. Oplevet suset i maven, den frihed som jeg har savnet i årevis. Elsket en person uden forbehold og set en fremtid dér, som jeg aldrig havde turdet at drømme om før. Misforstå mig ikke – det her handler slet ikke om mit barn. Ham er jeg forbundet med for altid. Og kærligheden til ham har ingen grænser. Det er mere i relationerne med andre mennesker den går galt.

Min største frygt over alle, udover at blive sat på gaden og gå konkurs, er, at blive forladt. Jeg reagerer så stærkt på det, at jeg ikke kan holde ud at være i min egen krop. Jeg kan ikke holde mig selv ud. Og naturligvis kan andre heller ikke holde mig ud når tingene er sådan. Der findes ikke nok ros i verden, der kan hele de sår man tager med sig fra sin barndom. Og uanset hvor mange timer man bruger i terapi, så er de der stadig. Det eneste man kan gøre er, at acceptere at de er der. Og det er derfor jeg er glad for, at jeg endelig har fået mod på at joine ACA. For som de siger, så handler det om at acceptere. Acceptere de ting man ikke kan ændre, mod til at ændre det man kan. Og visdom til at se forskellen.

Som jeg skrev i forrige indlæg, så kommenter gerne, man kan gøre det helt anonymt. Ved godt at det er et tungt emne. Og grunden til at jeg skriver det er ikke kun for min egen skyld. Man er også velkommen til at sende mig en mail eller en sms. Ved hvordan det er at føle sig alene med dumme følelser. Begge dele kan I finde under fanen ‘kontakt og info’.

Tak til dem der kom hele vejen igennem indlægget <3