Fotoalbum

Et meget sært sted at besøge, synes jeg. I går var jeg i kælderen for at kigge nogle af de kasser igennem, som bare har stået der siden vi overtog lejligheden. I virkeligheden burde man bare smide alt ud. For eftersom man ikke har hentet noget i en eneste siden, så er det vel ikke noget man mangler. Vel?

Faldt over fotografier. Fra tider før min tid – og tider fra min tid. Analoge kameraer, der tog billeder præcis efter bogen. Uden redigering og filterløse. Det smukkeste jeg ved. Min mor hader de billeder, fordi det er en virkelighed der fortæller, at vores kæmpe hamster-kinder ikke kan redigeres væk. Heldigvis forsvinder de med tiden.

Der var en der spurgte mig for et par uger siden, om jeg havde billeder fra Alfreds første tid. Fordi hun gerne ville lave en bog til ham, hvor alle er med. Alle hans mennesker. Og det har jeg fundet frem. Og det er en fantastisk ting at give til et barn. Alfred havde samme kinder, og han stoppede ikke dér. Han var decideret tyk. Og smuk og lækker. Nu er han bare høj, tynd og blond.

Alfred ligner slet ikke mig længere. Hans fars gener er så stærke, at selv hvis han fik et barn med en meget, meget sort person, så ville der stadig komme et lyst barn ud af det. Og Alfred er beriget med de smukkeste øjne jeg nogensinde har set. De er ikke blå, ej heller grønne. Men de ligner noget som man ikke kan betale sig fra i en farvehandel hvis man bestiller farven perfekt. Folk stopper én i en elevator og fortæller, at drengen har virkelig kønne øjne. Shit jeg håber at pigerne derude kan modstå dem, når den tid kommer.

Hos mig går dagene ok roligt. Det er egentlig det samme hver dag. Prøve at få lavet noget når jeg kan. Hvile når der er behov for det. Prøve på, ikke at lade tankerne stikke af. Al den usikkerhed om fremtiden er svær. For alle, men især hos mig lige nu. Uvisheden er ikke et sted ude i horisonten som jeg sprinter hen mod. Ikke mens jeg stadig er i gang med at løsrive mig fra fortiden. Man kan ikke rigtigt gøre begge dele på én gang. Så hver ting får tid, for begge dele er lige vigtige. Og fremtiden sker heldigvis af sig selv. Det er noget andet med alt det der har været førhen.

Det er dagligt jeg lige må tælle til tusind og trække vejret. Små ting som når en eller anden PR-medarbejder sender en mail ud med ordene ’Vi holder det og det her arrangement, og vi ville elske hvis du, din partner og børn kan komme’. Altså, det er så fristende at lade mine frustrationer gå ud over dem. For der hvor jeg kommer fra, og sådan som jeg har arbejdet med sociale medier, der satte jeg mig ALTID ind i hvem modtageren var. Og undersøgte tilstanden hos den person. Men jeg tænker at der er forskel på mennesker, og at fejl sker – men jeg er blevet enig med mig selv om, at uvidenhed er svaret. Og at dovenskab lever i bedste velgående. For det kræver ikke mere end at læse mit seneste indlæg for at finde ud af, at jeg IKKE har en partner. Jeg har heller ikke mulighed for at tage mit barn med. Og det burde jeg måske bare fortælle den rare dame, der bare gerne ville invitere til en udstilling. Som jeg virkelig ville elske at se. Jeg sender naturligvis bare en mail tilbage om, at det ikke er muligt at deltage. For jeg tror hun ville få kaffen i den gale hals, hvis jeg skrev hvorfor.

Dagene her går med at nyde den time om dagen, hvor de håndværkere på modsatte side af vejen holder pause. Normalt ville jeg elske at der er et 50 meter langt stillads fyldt med virkelig lækre mænd. Normalt ville jeg kunne se bort fra slagbor og kædesave, og så bare nyde at testosteron-niveauet på modsatte side er massivt. Men de bliver ved med at spille høj musik, mens de i falset synger med på alle hits i radioen. Og det er som om de spiller soundtracket af mit liv. I går kørte de Robyn’s ’Dancing on my own’ i fællessang. Det kan jeg godt holde til. For ja, jeg danser lidt med mig selv for tiden. Men når de pludselig spiller Starlight fra MGP, så bryder jeg sammen og begynder at savne de ting jeg har mistet.

Og mit fotoalbum på min telefon fortæller mig, at jeg har mistet rigtig meget på blot en enkelt måned. Så jeg håber at stilladset snart bliver pillet ned.

Nogle af jer har i kommentarfeltet, via mail eller sms ytret, at I gerne vil høre om de positive ting. Og jeg kan berette, at min ene vabel på min højre fod er ved at hele. Kan berette om, at jeg har mestret at klippe alle mine negle på tæerne i dag, uden at klippe ved siden af. Kæmpe win. Så kan jeg også berette, at Nørden har startet sin egen blog. Og at han er ret god til det. Han skriver meget mere velformuleret og korrekt end mig, og der var altså nogle af jer der blev lidt våde i trussen over det indlæg han fik på denne her side. Så feel free to explore her. Vi har også skrevet indlæg sammen ovre hos ham.