Earlybird

Kan ikke huske hvornår jeg sidst har været oppe før kl. 6. Men jeg vågnede 5:30 i morges, og så tænkte jeg “why the hell not”?

Vi har haft besøg en af Schweizerens veninder de sidste mange dage – og jeg tror at det har været mere end bare sundt for mig. Har savnet at være social. Især når det er personer, hvor man ikke føler man skal være på hele tiden. Faktisk tror jeg at jeg kommer til at savne selskabet.

Altså Schweizeren er her jo, men hans begrænsninger indenfor woman-stuff er altså alligevel begrænsede. Rummelig, dét er han. Men det er virkelig både godt og lige dele sært at bo sammen med én, man engang har haft en eller anden form for forhold til. Så vi kan diskutere i timevis, hvis vi tillod det. Det gør vi heldigvis ikke. Vi har lavet den husregel (udover, at jeg er den der går ud med skrald) At vi ikke må diskutere efter klokken 14. Han skal lige forstå, at inden morgenkaffen, dér kan jeg altså ikke træffe voksne beslutninger.

Og han hader, at jeg går rundt i klip-klappere og afskallet neglelak på mine tånegle. Men sådan er det. For jeg skal nemlig ikke leve op til andre end mig selv. Og mine negle på tæerne kunne ikke være mere ligegyldige lige nu. Bevares, altså jeg er jo ikke gået i kloster – og med én enkelt undtagelse, så har jeg altså holdt mig som det mest dydige menneske i historien. Og den gælder ikke helt – for har ikke haft besøg af fremmed penis overhovedet. Men man siger ikke nej til en gammel kending når de selv melder sig på banen. Det var slet ikke meningen at noget skulle ske, men efter en gingerbeer, og et times klaver-undervisning, så var den sag lissom løst. Måske var det ikke det klogeste i verden, og jeg har heller ikke rigtig talt med ham siden. Men jeg er mega glad for, at jeg nu kan spille klaver på ny-begynder stadiet. Så måske var det det hele værd. Måske man kan kalde det for klaver-undervisnings-prostitution. Men i det mindste var der ikke penge med inde over. Så jeg er så lidt slutty som man overhovedet kan være. Har ikke engang en Tinder-profil. Og det er med vilje.

Lå vågen længe i nat. For pludselig var der plads til tankerne omkring dét der med at miste en kæreste man virkelig elskede helt ind til benet. Savnet var, og erh stort, og tankerne var mange. Tror måske, at det var fordi at der bliver sat hak-tegn ved så meget lige nu, at der pludselig opstod rum til at savne noget man har været nødt til at fortrænge. Der er intet had, ingen uafsluttede samtaler. Men jeg hader måden det skete på. For jeg så virkelig en fremtid dér. Og den forsvandt over en besked over messenger. Bare sådan lige. Så lige nu handler alt om at finde kærligheden til mig selv. Uden konstant at skulle bekræftes med fysisk nærvær fra andre. Men savnet er der naturligvis stadig. Det kommer til at være der længe. Der er mange, mange ting der hver dag minder mig om de ting jeg har mistet. Så mange, at jeg har ikke har tal på dem – eller retorikken til at forklare det bedre end hvad jeg gør lige nu.

Det er okay at savne, og det er okay at være ked af det. Som det så smukt blev sagt engang: Sorg er kærlighedens pris. Og jeg er bare glad for, at jeg mærkede den. Sådan helt ægte. Tak for det!

Om ikke så længe får vi endnu en besøgende fra Schweiz – heldigvis én jeg kender. Så det skal nok blive godt. Men lige nu, der tror jeg, at jeg skal ud i haven med den iskaffe, jeg netop har brygget. Sidde lidt i solen. Måske hyle lidt. Måske ikke.

Uanset hvad, så mærker jeg hele mig og alting for første gang i meget lang tid. Det er en kæmpe styrke. Og jeg kan faktisk begynde at sætte grænser for mig selv. Der er kun to ting jeg absolut skal i dag. Alfreds værelse skal opdateres, jeg skal i bad og så kan alt andet ellers vente til i morgen. Og hvis i morgen er bare halvt så god som i går eller i dag, så er der fandeme lys for enden af tunnelen.

Og nårh ja. Så skal jeg lære at spille et nyt nummer. Men det der med gehør – det er fandeme en kælling. Men jeg er heldigvis ikke bange for en udfordring. Bring it on, piano-bitch <3

Håber I får en dejlig mandag. Jeg er ved at have styr på hele situationen med sygemelding og dén slags. Og Alfreds opsparing begynder at ligne noget der virker. Og det er takket være jer! Nogle overfører 1 DKK – andre lidt mere. I hvert fald, så er der nu mulighed for, at jeg kan fragte ham frem og tilbage to gange. Jeg skrev aldrig det med opsparingen for at blive rig – men mere for at udpensle, at fremtiden kommer til at koste. Så i stedet for at tigge om almisser til mig selv, så gav det langt mere mening at oprette en konto til ham. Og den kan man bidrage med alt fra 1 DKK – til en million, hvis man vil. Jeg værdsætter HVER en krone der bliver sat ind. Så skal jeg i det mindste ikke bekymre mig om jeg nu også har råd til den togtur jeg ville ønske ikke skulle være der, men som er en realitet fra nu af. Igen vil jeg påpege, at alt indberettes. Især det næste stykke tid, hvor jeg skal indberette AL indtægt til kommunen. Men Alfreds konto er oprettet, så jeg ikke kan bruge økonomi som undskyldning for, hvorfor han ikke ser sin mor. Bidrag via Mobilepay på 26818286 er velkomne – men også ganske frivilligt. Alt ryger ind på Alfred-kontoen <3