Kærlighedserklæring til jer!

Der er rigtigt mange af jer, der løbende har gjort mig opmærksom på, at man på ingen måde må have en indtægt når man er sygemeldt på ubestemt tid. I dag fandt jeg ud, at det må man faktisk godt. Man skal blot indberette al indtægt, og så bliver det fratrukket ens ydelse. Dét i sig selv, var en kæmpe lettelse. For jeg havde, hånden på hjertet, frygtet at de betød at jeg skulle lukke og slukke for noget af det der holder min hjerne i gang. Bloggen.

I dag blev jeg sendt to forskellige steder hen, hvilket bestemt også var dét der gjorde at jeg sov ad helvede til i nat. Den der regel jeg sætter for mig selv hver dag: ‘Én ting om dagen’, den har jeg for længst indset, ikke er en realitet. Men jeg kan forsøge at gøre det vigtigste først.

Så i dag var jeg på jobcentret for at melde min ankomst. Men ankomsten var ikke nok. Og hold kæft hvor jeg svedte! For jeg mente jo, at de burde have rullet den røde løber ud og haft en 4-årig i brokadekjole til at give mig en buket blomster. Men sådan er realiteterne jo ikke. Så jeg blev sendt fra ‘et center til et andet. Hvor jeg heldigvis blev mødt af en virkelig sød dame der sagde, at jeg gjorde jeg det virkelig godt. Så var det med den røde løber alligevel lidt lige meget.

Så status er, at jeg officielt er sygemeldt med ting jeg ikke vil gå så meget ind i, fordi de varierer enormt meget. Jeg har det egentlig ok, efter stadarder, hvis man skal holde det op mod folk der udsættes for reel tortur. Tortur er en mærkelig ting, men den er så indviklet, at det er ikke sådan noget jeg skal forsøge at udtale mig om.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg har ret i, at PTSD, fysisk vold og gentagne udgaver af manipulation har været en del af min hverdag i meget lang tid. Jeg har bare aldrig haft retorikken til at forklare det. Nu er der heldigvis andre der også har oplevet det. Og ingen af de meget, meget kompetente mennesker jeg har talt med, de mener ikke at jeg kunne gøre andet end det jeg allerde gør.

Naturligvis, så er der nok nogle der er aldeles uenige, men jeg lider også af det der hedder realisme, intelligens og mavefornemmelse – ergo så har jeg fået diverse råd til, hvordan man manøvrerer rundt i alt sammen. Hvis andre sidder og tænker ‘hvad taler hun nu om’ så kan jeg hilse at sige, at egen advokat, Danner og Mødrehjælpen er et godt sted at starte. Men naturligvis skal man starte med at tale med sig egen læge. Og det eneste råd jeg har er, at man skal være ærlig. Man kommer enormt langt med ærlighed, og hvis man lyver, så får man ikke den hjælp man har brug for. Jeg var enormt heldig, fordi jeg pludselig havde en person der ikke kunne genkende hende han engang kendte. Og han ville klart ikke bo her, hvis ikke jeg indså at jeg havde brug for hjælp. Samt en læge der har så enormt meget erfaring indenfor psykiatrien.

Og diagnosen var helt klar. Jeg var ikke helt kuk-kuk – jeg var bare udmattet og havde brug for at sove. Så jeg ikke havde behov for at selvmedicinere mig selv, for at få en times ro. Tro mig – angst er så grimt, at man vil gøre hvad som helst for at få en times ro. Men roen varer ikke ved – og jeg indrømmer gerne, at en halv flaske rosé har har været min måde at dulme. Heldigvis er jeg klog nok til at vide, at det ikke er en holdbar løsning. Og jeg har aldrig, ALDRIG gjort det når jeg haft børn i min varetægt. Hverken mit eget eller andres. Jeg prøver blot at sige, at jeg godt kan forstå hvorfor folk gør det. Man får en kortvarig ro. Men man er altså ikke sig selv når man gør det. Nærmere det modsatte. Jeg brugte det til at føle. Til at græde. Jeg har enormt svært ved at græde.

Til at mærke de ting der gjorde ondt. For jeg havde fortrængt dem i så lang tid. Forsøgt at være hende der havde styr på alt, selvom min indre verden krakelerede for hver dag der gik. Jeg følte, at jeg skulle leve op til alles forventninger. Jeg skulle være en god ansat. En god kæreste. En god person i kassekøen, selvom jeg hellere ville springe køen over. Men jeg bliver altid i samme kø – for min kasse-karma er altid sådan, at hvis jeg tror det går hurtigere i en anden, så er der altid problemer med dankort, kassen eller en eller anden kunde der skal klage over et eller andet.

I dag fik jeg at vide, at jeg ikke skal lave andet i 3 måneder, end at tage mig godt af mig selv. Dé ord…. Jamen jeg ved næsten ikke hvad jeg skal stille op me dem, Men jeg vil følge rådet. For alt andet ville være unfair. Så jeg skal vel vande en have, være god ve det menneske jeg bor med – og forsøge at finde frem til det menneske jeg er. Ikke hvem jeg var engang. Men hvem jeg skal være fra nu af.

Og så bare vente på. at min sag starter. For de næste to måneder, der har jeg absolut ingen indtægt. Så, alle bidrag er velkomnne. Mobilepay 26818286 – det er frivilligt – og alt sættes ind på Alfreds opsparing – og alt indberettes.