Venner?

Tavsheden på bloggen har ikke været med vilje, men mere fordi der har været så meget at se til. As always. Jeg har gjort plads til ny logerende, og det er gået ganske gnidningsfrit. Godt nok, har vi ikke fået overdragelsesaftalen i hus endnu, men har fået lovning på, at det sker i denne uge. Jeg gør mit bedste for at holde sammen på mig selv på bedst mulige måde – men det er svært. Der er mange opgaver, og selvom jeg har sat mig et mål der hedder “En ting om dagen” så kommer der altid overraskelser. Og jeg løser dem. Og efterveerne kan mærkes. Men jeg ved også, at det ikke nytter noget at udskyde, for det giver dårlig nattesøvn. Bekymringer og høj puls. Alt i alt en dårlig cirkel. Er enormt træt af, af jeg ikke bare kan fungere normalt. Træt af, at jeg ikke bare kan ringe og tjekke op på mine forsikringer uden at føle, at jeg ringer til døden selv. Heldigvis så gør jeg det, og jeg får det bedre bagefter. Så er der sat hak-tegn ved dét.

I virkeligheden, så har jeg lyst til at råbe, sparke og lægge mig fladt ned og kapitulere. Men jeg er så tæt på det første og største mål. Og jeg nægter at udvandre fra dén kamp. Fire måneders kamp er ved at nå til vejens ende. Og jeg er mega stolt af, at jeg har holdt mig oprejst til at kunne sætte mig ind i overdragelsesaftaler, økonomi og alle mulige former for jura. Lille mig. Uden hjernekapacitet til at huske om jeg nu også har puttet balsam i håret, eller ej.

Så mangler jeg det største mål af alle. Men det kommer senere.

Schweizeren er flyttet ind, som jeg skrev. Og det betyder, at jeg ikke er alene om alle mine ting. Han kender mig som ingen anden. Og bedst af alt, så kender han mig, fra før mit liv ramlede sammen omkring mig. Så han ved, at der findes et virkelig nice menneske bag den krumryggede og usikre eksistens jeg føler mig som lige nu. Naturligvis kan han ikke sætte sig ind i alt, men han har alligevel siddet på forreste række, mens hele revyen udspillede sig. Og han har aldrig tvivlet på mine evner. Aldrig. Heller ikke selvom jeg selv har. De færreste jeg har haft i min vennekreds har hængt på som ham. Og med få undtagelser, så kan jeg med hånden på hjertet sige, at han spiller en stor rolle i, at jeg stadig er i live i dag. Ikke fordi det handler om selvmord og den slags. Men mere fordi, at der er forskel på, om man FØLER sig i live eller ej. Og hans ankomst har fået mig til at rejse mig endnu mere.

I går var vi i haven og give den en ordentlig omgang. Jeg har ondt i alle muskler i kroppen i dag, men resultatet er ganske glimrende. Har endda fået ros fra flere i ejendommen. Så ved man bare, at man havde en grim have før. Men altså, haven har nok ikke haft en særlig høj prioritet på det seneste. Men i dag er den helt rar. Sidder i en havestol og skriver dette her.

Jeg forsøger ihærdig på, ikke at tænke for meget over at jeg har mistet mennesker undervejs i denne her absurde nedtur – jeg føler en vrede der når en decibel der er alt, alt for høj når jeg giver mig selv lov til at mærke efter – og det er fordi jeg simpelthen ikke forstår, hvordan man kan have mennesker i sit liv, som kun vil være med til en vis grad.

For mig, så handler venskaber og forhold om, at det er de mennesker man selv vælger til. Og der er en pæn håndfuld som jeg er decideret skuffet over. Mennesker som jeg ville gøre alt for, men som forholder sig tavse når det kommer til mig lige pt. Og jeg kan godt forstå det. Tror jeg. Jeg ved det ikke. Måske finder jeg aldrig ud af det. Mon de vender tilbage, når tingene ser lysere ud? Mon de sidder og tænker, at det er hun NØDT til at klare selv, det her. Og når hun har gjort det, så er vi der naturligvis. Måske kan de bare ikke holde ud at være omkring et menneske, der lider så meget. For det gør jeg. Men jeg er jo stadig et menneske der har brug for at tale om alt muligt andet også.. Egentlig. Som f.eks om jeg skal klippe mit hår kortere, eller om jeg ser tyk ud i de her joggingbukser. Eller bare om Schweizeren har ret i, at det er aldeles uacceptabelt at jeg går så meget rundt i klip-klappere som jeg gør.

Hvad tænker I? Gør det for ondt at være venner med nogen, der har det ad helvede til? Vil gerne høre jeres tanker om det!