Misundelse!

Noget der kan få mig til at sende misundelige blikke efter andre, er når jeg ser en mor, et barn og en bedsteforælder gå tur. Naturligvis kan det være at de også bare er på besøg – men jeg er virkelig misundelig på dem, som har bedsteforældre i nærheden.

Jeg har altid vidst, eller i hvert fald fået fortalt, at det er en kæmpe hjælp at have sine forældre ved hånden når man får børn. Og jeg kan kun være enig. Udover at det er et smukt syn at se ens forældre spille så stor en rolle i vores børns liv, så er de altså også en kæmpe hjælp.

Vi har besøg næsten hver måned, af Alfreds farmor, som bor i Odense – og hun bliver oftest et par dage. Der leges, hygges og soves – især Svenne og jeg er blevet bedre til at udnytte vores gæst. Og vi skal være endnu bedre. I forgårs tog vi f.eks hinanden i hånden og tog på Condesa (mega yndlingssted) og i biografen bagefter. Vi var først hjemme kl. 1, JA! On a school night!! Men det var ikke så slemt når man ved at der er et sæt ekstra hænder dagen efter.

Min mor er desværre lidt mere forhindret i at komme så ofte – hun arbejder et par weekender om måneden, og bor desuden i Silkeborg, så det er langt at rejse og så er turen også dyr. Desuden arbejder hun på hospitalet, og har tvungen ferie, så der er ikke så meget fleksibilitet der.

Når alt det så er sagt, så får vi noget helt andet: Nærvær og nogle rigtige hyggelige dage. For når de er på besøg, så er det jo med overnatninger und alles. Og jeg elsker når de er her. Elsker at jeg kan tage ud, vi kan give Alfred fri fra vuggestuen, da Svennes mor pt er ret fleksibel i hverdagene. Svenne og jeg kan tage ud, eller vi kan slappe lidt mere af derhjemme, og nyde de ekstra hænder.

Men jeg indrømmer gerne, at jeg ville ønske at min mor boede i nærheden. Jeg savner hende. Derfor mærker jeg misundelsen, når jeg ser døtre gå tur med deres mor og en barnevogn. Så jeg prøver at skrue op for taknemmeligheden og nyde det ekstra meget, når vores mødre er på besøg.

Og så husker jeg mig selv på, at selvom de ikke bor rundt om hjørnet, så har vi dem trods alt – og det giver et stik i hjertet, fordi jeg ved at mange derude måske mangler en eller flere <3

Hvad med jer? Hvordan hjælper jeres forældre jer? Og er det ikke fantastisk at se ens forældre blive bedsteforældre? Man glemmer jo helt hvor nederen man synes de var da man var 14, ikke?