Den satans jul.

Jeg lovede jo at komme med en update på hvordan vi fejrer julen i familien Lortemor.

Here goes…

Vi har altid holdt jul hver for sig, Svenne og jeg – lige indtil den jul, hvor jeg var så stor som en hval og tung som en kampesten. Der turde jeg simpelthen ikke befinde mig så mange kilometer væk fra Svenne, hvis nu jeg skulle gå i fødsel midt i kartofler og brun sovs.

Så der sad jeg. Fed som en flodhest, og kørte brunede kartofler ind, til min første jul nogensinde, uden min egen familie.

Da vi året efter, ikke kunne overskue at joine resten af familien Danmark i familie sektionen hos DSB, valgte vi at holde jul med Svennes familie på Fyn. Dermed slap vi ikke for DSB, men vi halverer turen, ved kun at skulle til Fyn – ikke Jylland.

Således har jeg så brugt et helt år på at have dårlig samvittighed over ikke at være sammen med min egen familie. Indtil det gik op for mig, at vi 3 ER min familie.

Stod det til mig, så holdte jeg gerne jul hjemme hos os selv. Og så måtte folk komme hvis de har lyst. Men jeg er ikke længere kun mig selv. Og Svennes familie består af mange mennesker, traditioner og godt selskab. Hjemme hos min, er vi ikke så mange. Og der er f.eks ikke andre børn.

Ergo fandt jeg ud af, at julen betyder meget for Svenne, og at vi måtte finde ud af en måde, hvorpå han kunne være sammen med sin familie – og Alfred kunne hygge sig med fætre og kusiner.

Så i år gør vi det, at mine forældre kommer på besøg en weekend i december. Hvor vi så juler røven ud af bukserne: Tivoli, juletræ, gaver og mad. Hyggeligt, ikke?

På den måde slipper vi selv for at rejse land og rige rundt – men vi får stadig set vores familie og brugt tid sammen med dem. Ergo, ingen dårlig samvittighed. Hvilket var den der tyngede mig helt enormt. Selve juleaften skal vi så være hos Svennes familie i Fredensborg. Yay! Alle er glade 🙂