Float like butterfly…

…. “Sting like a bee”.

I dag har jeg for første gang i mit liv været ude og flyve med en drage. Eller… Det var nu en sommerfugl, men anyways. Min veninde kom forbi på bedst mulige måde: Vi havde en “måske aftale” og fordi hun er min veninde, så forstår hun lige præcis hvordan sådan en aftale fungerer. Hun skrev kl. 7 i morges, at hun var på! Jeg skrev, at jeg havde sovet dårligt, så jeg ville lige se om ikke der var en times søvn eller to at indhente, efter stormen i nat. Det lynede og tordnede, og de åbne vinduer, der før har været en befriende luft i trope-land, de var pludselig i fare for at blive smadret i en storm, og min seng var i fare for at blive vådere end en teenager til en Justin Bieber koncert. Anno 2010.

Jeg har med vilje holdt min telefon på afstand de sidste par uger. Lydløs, med overfladen ned og har i det hele taget taget afstand til alt med sociale medier, sms’er og opkald. Det er faktisk ok befriende.

Men fordi jeg ikke bare kan lægge den helt fra mig, så så jeg, at hun var kørt hele vejen til Sydhavnen, og ville sætte sig på den lokale café og drikke en kop te. En time senere skrev hun, at hun sad i min have og slikkede sol. Og jeg var klar til at stå op. Jeg fik lavet nogle vigtige praktiske opgaver, lavet et vigtigt opkald alt i mens hun kreerede en madpakke og så indviede vi hendes nye ladcykel og kørte en tur på Tippen. Tippen er et fantastisk sted. Med bådhuse og små boliger, der minder en hel del om Christiania. Bare uden alle stofferne.

Det blæste som ind i helvede, og jeg fik “De eneste to’s” “Hjertestarter” på hjernen. Tippens voldsomme vind fik udsat min krop og sjæl for en sand omgang CPR og de mørke skyer, blandet med en isblå himmel satte dagen i relief. Nogle gange blæste det så meget, at vi ikke kunne høre hinanden tale. Men man er så sandelig i godt selskab, når den pinlige tavshed erstattes med en hardcore vind, som kun folk langs Vesterhavet kender til. Og det ikke gør spor. Altså at man ikke taler ret meget.

De fleste mennesker har det ret stramt med pinlig tavshed, jeg har det lige omvendt. For det er i dén tavshed man kan mærke andre mennesker rigtig meget. Jeg behøvede ikke ord, for at beskrive den bid af basal lykkefølelse, da vi begge stod og modtog den barske vind frontalt. Tror vi begge havde brug for at blive godt og grundigt blæst i gennem.

Hendes og mit liv har været vanvittigt parallelt siden vi lærte hinanden at kende. På både godt og ondt. Og jeg holder så utroligt meget af denne her sære skabning, og det venskab der blev skabt på et rimeligt skrøbeligt fundament. Hendes vilje og styrke, den er helt utrolig og jeg ville ønske at jeg kunne knipse med fingrene, og så var alt bare godt i begge vores lejre. Men det er naturligvis umuligt. Så hvorfor ikke bare tage ud og omfavne den der storm, med en blå sommerfugle-drage og føle vinden?

I virkeligheden så har jeg fundet ud af, at jeg trives bedst med vand og vind. Ved vand og vind. Men København er stadig mit hjem, og indtil jeg kan mærke ordentlig efter, så forbliver det også sådan. Hverdagen har lagt sig i den lille hybel i Sydhavnen. I morgen kommer Alfred – og selvom jeg allerede i aften ved, at det bliver hårdt at sige farvel igen, så har jeg planlagt en god dag for os oppe i mit hoved. Og hvis jeg kender ham ret, så har han bare brug for at se mig og hygge sig. Så vi skal male, spise is og måske over og klappe nogle geder. Og kramme.

Der er blevet sat ekstraordinært mange hak-tegn på tyngende sager den seneste uge, hvilket også er årsagen til at jeg ikke har skrevet på bloggen. Overskuddet ligger et meget lavt sted, når der går praktik i den. Kontanthjælps-tingen viste sig at være mindre nem, og startede ugen med at få afslag. Ergo starter jeg på ny, for jeg har ikke overholdt den frist (som jeg havde overset) så det er et ansvar jeg lige må tage på egne skuldre, og i stedet bare indse, at jeg skal være mere opmærksom for eftertiden.

Ergo vil jeg igen opfordre til, at støtte op om bloggen, og det er naturligvis ganske frivilligt. Og nej, jeg skriver ikke kun for at bede om noget fra jer. Jeg skriver fordi jeg har lyst. Men har et håb om, at bloggen en dag blive helt reklame-fri og indtil videre har der med vilje ikke været spons i meget, meget lang tid. Og det er ikke en økonomisk beslutning. Jeg vil bare langt hellere skrive om hverdagen og mig. Fremfor reklamer for andet. Bidrag kan sendes via MobilePay på 26818286 – om som altid skrevet – så indberettes alt. Og alt går stadig ind på “Alfred-kontoen”. Dvs. transport, oplevelser and so on.

PS. Kan anbefale drager til ALLE med børn. Det er helt vildt sjovt!