Hvor ville jeg dog ønske ….

… At mit mørklægningsgardin ikke lavede en solid pive-lyd når det blæser.

Jeg mener bare, der er en reel årsag til at jeg har det. Og det er fordi mørket fremtryller fantastisk melatonin. Men pive-lyden får det alligevel til at modarbejde sit rigtige arbejde.

– At jeg forstod hvad min bankrådgiver siger. (Jeg forstår intet, efterhånden)

– At jeg ikke behøvede at skrive, at der ligger et reklamelink i dette indlæg. (men det gør der – helt automatisk – så er det sagt!!)

– At jeg forstår hvor meget Schweizeren gør for mig. Hvor meget det betyder for mig og min fremtid. (Jeg forstår det, men får bare ikke sagt tak uden at piske en stemning op)

Tak til dig, S. For alt hvad du gør.

Og tak til dig, C. Du gør mindst lige så meget.

Ville også skrive en tak til min mor, men på en eller anden måde, så tror jeg godt at hun ved det. (Fordi hun er den mor, jeg selv har intentioner om at være)

-At jeg kunne blive mere social end jeg er – men jeg har bare ikke lysten. Kun frygten. (Hvad nu hvis de synes jeg er helt fucked?)

– At jeg, uden forbehold, kan sige ja til, at en instans bare kan læse hele min journal på sundhed.dk. (Jeg kan ikke dele ting med alt og alle, uden bare at have en liiiiiiille bitte kontrol med indover)

– At jeg kunne sige undskyld til rigtig mange mennesker, selvom jeg ikke ved hvor jeg skal starte. (Ville klart starte bestemte steder, men ved ikke om det er en tabt sag)

– At jeg kan nyde, at jeg endelig har fundet det medicinske svar på noget, og som rent faktisk hjælper mig. (Halle-fucking-luja)

– At jeg ikke bare kan kaste mig ud i sådan noget her, for det ville være så mega fedt. Og sundt for mig. (Jeg tør ikke engang at tænde for et gas-blus, så who am I kidding)

– At jeg glæder mig til i morgen. (Jeg skal se mit barn. YAY!!)

–  At jeg havde en god undskyldning for ikke at have blogget i ret mange dage. (Har ikke betalt min regning hos Telia, så det gi’r lidt sig selv. Har til gengæld læst mange bøger)

– At Frank finder hjem.

(Ikke reklame-link) ^

– At jeg kunne ringe og fortælle enhver mand, at jeg er stabiliseret, og at det ene og alene var mit ansvar at nå dertil. (Ville ønske at min eks var en del af heppe-koret. Ikke fordi jeg regnede med en genforening, men mere bare fordi… fordi.

– At jeg stolt kan sige, at det er helt sandt: At man skal ned og æde jord, før noget virker. (det virker fandeme)

–  At jeg havde omfavnet ovenstående noget før. Hvis ikke for alles skyld, så for min egen. (bagklogskab i sin reneste form)

4 uger er intet, når man taler om årevis af semi-depri-anti-awesome-ness. Jeg er stadig ked, nedtrykt og uvidende. Men jeg er stabil og mærker glæden hver eneste dag. Intet har gjort mig mere vis eller styrket mig, men det er historie, at jeg har lyst til at smadre noget i afmagt.

Mine drømme er til gengæld virkelig virkelige. Nogle gange har jeg svært ved at kende forskel. Mine drømme er så detaljerede og virkelige, og jeg kan have svært ved at filtrere dem fra det virkelige liv. Naturligvis ved jeg godt, at jeg ikke er blevet brændt af et hav af brandmænd, og jeg ved også godt, at der ikke findes mennesker med 4 hoveder. Men nogle gange drømmer jeg om helt almindelige samtaler. Og så har jeg svært ved at huske/se forskel på drøm og virkelighed.

Måske I tænker, at det er helt volapyk, og at jeg bestemt må være på nogle seriøse drugs – men i virkeligheden har jeg brugt de sidste par uger på at stabilisere alt. Intet der forstyrrer mine hormoner. Intet der fucker med min døgnrytme, intet der influerer på planer, hvor jeg ikke kan følge med.

Ingen stimulanser, udover koffein – og det har naturligvis været svært. Især dét med at følge ens naturlige cyklus. At lære verden at kende, uden medicin mod angst. Mod verden og alt det jeg synes der er ondt. Livet kommer ikke i massevis af pille-former. Jeg føler mig som mig. Endelig. Og grunden til at jeg gør, det er fordi jeg lod mig selv indlægge. Og opsøgte hjælp på det rigtige tidspunkt. Stillede spørgsmål og lagde mig fladt ned.

Jeg havde brug for hjælp, og jeg fik den. Og nu, nogle uger senere, der har jeg fundet roen. Jeg er stadig ked af det og trist, men trøst kan man ikke få på recept – men roen i, at bede om hjælp og få den, dét hjælper. Dermed kommer roen og trygheden i utryghed.

Og det hjælper at komme ud – så jeg tager en solid cykeltur hver aften, og jeg tager imod de ting der kommer.

Schweizeren og jeg var på æble-rov forleden. I eftermiddagssol og med tasker på ryggen.

Nu har vi så mange æbler, at vi ikke helt ved hvor vi skal gøre af dem. Eller hvad vi skal gøre ved dem. Indtil videre, der har vi brygget en væske, der mere eller mindre ligner en solid omgang morgen-urin. Men det smager fantastisk! Og én ting er sikkert, det er, at han slet ikke ved, hvor rart det er at have ham her. Jeg vågner hver morgen ved lyden af nogen der står op. Nogen der tænder kaffemaskinen og trækker ud i toilettet. Og der er ikke engang det sædvanlige issue med, at brættet ikke er slået ned. Og selvom der var, så er det virkelig first world problems.

Især fordi han rummer ting ingen andre kunne. Og nu, hvor han ikke kan rumme det mere, så er det dejligt at han mærker at jeg er ved at blive helt menneskelig igen. Måske han pludselig møder et menneske, som ikke var den han engang mødte. Men et endnu’ere nice’ere ét af slagsen!

Han punker mig dagligt, så jeg gang på gang indsér, at der er et menneske bag al min frygt, mine usle tanker og mit selvopbyggede mindreværd. God knows, hvordan jeg nogensinde kan gengælde den gestus. Måske kan jeg gøre det ved at blive et helt menneske igen. Måske. I hope so.

Schweizeren for president!