Svar på et af de fleste spørgsmål nogensinde.

Det faktisk min mors skyld, at jeg overhovedet fandt frem til ham her. Jeg havde en periode, hvor jeg læste mange af hendes bøger – det var især biografier der havde min interesse. Har altid interesseret mig for mennesker. Så jeg er efterhånden en ret god wing-man når det kommer til quizzer om gamle kendisser. Jeg ved alt for meget om Kennedy-Klanen, Jackie O og Marilyn Monroe. Men jeg er virkelig også stærk når det kommer til musik og diverse kunstnere. Men én tiltrak mig især.

Elvis.

Hele sommeperioden får jeg ofte det absurd dumme spørgsmål fra fremmede, om jeg godt kan lide Elvis? Spørgsmålet er enormt dumt i sig selv, fordi at man næppe ville lade sig tatovere med et ansigt eller portræt, hvis det var nogen man virkelig hadede. Måske havde jeg en rebelsk periode i mit tidligere liv, hvor jeg mente at blæk under min hud var vildt fedt. Min krop bærer i hvert fald flere af slagsen. Nogle kan jeg stadig stå inde for, andre ikke så meget. Men jeg bærer Elvis på begge mine bærende lemmer.

I dag er det d. 16/8-2018 – det er dermed 41 år siden at Elvis Presley døde i sit eget hjem. 42 år gammel.

Jeg ved ikke hvad der ramte mig, da jeg som helt ung læste en biografi om ham. Måske ramte det noget i mig selv. Måske fandt jeg bare en sympati for en mand, der gjorde det bedste han kunne, men alligevel var en kæmpe egoistisk nar, der forventede at alt skulle foregå efter hans ideer. Måske, da jeg dykkede ned i det musikalske, så jeg, at der var tale om et meget følsomt menneske, der aldrig helt følte han kunne gøre noget godt nok.

Men jeg så også, og læste også, ordene fra hans kone. Som i min optik er noget af det smukkeste jeg har set længe. Dengang, altså. Før botox og alt det der.

Og når man så får foræret hele verden på et sølvfad, og stadig ikke føler man fortjener det – hvad gør man så lige?

Gennem det sidste lange stykke tid, der har jeg erfaret, at mennesker der er skide dygtige, unikke og one of a kind – de ikke tør udleve deres drømme. Fordi de ikke tror på at de er gode nok. Jeg er bestemt én af dem. Folk der får serveret unikke tilbud på et fad af sølv, men ikke tør udleve. Fordi de er bange for, at forblive dén fiasko de føler sig som lige nu. Jeg har fået så mange tilbud fra diverse forlag, men jeg tør ikke.

Elvis følte sig som en fiasko hele sit liv. Naturligvis ligger den helt masse ting bag fiasko-følelsen. Vidste I, for eksempel, at Elvis havde en tvillingebror der døde under fødslen? At han skulle leve op til, ikke bare sig selv, men en ekstra person? Fordi hans mor var så knust over tabet, at hun pretty much gjorde alt hvad hun kunne for at skærme sin eneste søn. At han hele sit liv, prøvede at leve op til det tabte, i stedet for at være en vinder?

Hans egen mor døde i en alder af 42 – den eksakte alder som ham selv. Og han kom sig aldrig over det tab. Han voksede op i en lille bitte bolig i Tupelo, og da han fik succes under vingerne, der købte han Graceland til sin mor. Hun døde kort tid efter.

Han kom sig aldrig over tabet, men han fortsatte og han forblev et af de største ikoner indenfor musikkens verden. Jeg bliver så pissed off, når folk siger, at han ikke var dygtig. At han bare var en tyk, udmattet parodi af sig selv. Som døde af overmedicinering og alt for mange fedtstoffer.

Forstå mig ret – jeg sammenligner mig overhovedet ikke med Elvis. Hah, så meget selvtillid har jeg ikke. Men jeg ville dog gerne skrive lidt om, at intet er så perfekt på overfladen, og at man kan få alt til at se glimrende ud. Og langt de fleste af os kan lide at dele det hele – vi ER faktisk ret rummelige. Især med havd vi deler. Så tag godt i mod det hele <3

Vi kan så godt lide at pege fingre ad andre. Det handler ikke kun om Elvis, men især også om alle andre. Jeg har holdt en kæmpe lang pause fra de sociale medier – fordi der (på vægtskålen) virkelig ikke er ligevægt. Ingen må rigtigt dumme sig, men ingen må heller have succes med noget. Hvis du er tyk, og skriver om at du fandeme gerne vil have plads at være det, så er det forkert. Hvis du er tynd, så er det også forkert. Og så er der alle de der er midt i – kæft hvor jeg bare savner mangfoldighed og filter. Og plads. Til at vi alle kan være dem vi er. Synes at vi alle sammen fortjener det <3

R.I.P Elvis. Ps: Hvis I vil høre et skide godt nummer, så hør hans udgave af You’ll never walk alone’.

For det, turns out, gør man ikke. Altså går alene.

• Bidrag til bloggen altid kan ske på MP. 26818286