Sandheder fra en ‘løgner’.

Beklager overskriften, men de seneste kommentarer har lidt lagt op til det. Der er godt nok delte meninger om, hvor meget man skal dele på en blog, og hvor meget man har lov at holde for sig selv. MÉN:

Havde sådan semi-lovet at skrive på bloggen i går, men jeg var simpelthen for træt. Og jeg skal ikke skrive når jeg er træt. Det bliver noget usammenhængende vrøvl. Og virker bare ikke så godt på skrift. Bloggen skal bruges til fornuftige ord – og sommetider også til verbale udbrud. Men gerne helst sammenhængende.

Flere har spurgt ind til min situation – bedt om uddybelse og historik. Jeg skal gøre det bedste jeg kan.

Mange har udtrykt, at de slet ikke kan læse sig frem til, hvordan og hvorledes situationen er. Det gælder både Alfred, Schweizeren og skriverier om eks-kærester.

Først og fremmest: Schweizeren og jeg er ikke kærester. Vi er venner. Og vi er bofæller. Det er længe siden vi havde et fysisk forhold til hinanden. Men vi er forblevet venner, og nu lever vi dermed under samme tag. Hvorfor? Fordi han er en af mine bedste venner, og fordi jeg stoler 100 % på ham. Hvis der er nogen der har lært mig lidt om livet, så er det ham. Og han har hjulpet mig så meget gennem det seneste stykke tid. Der er nærmest ingen andre jeg stoler på, som jeg gør med ham. Og nu står vores navne på postkassen, på andelsbeviset og på dørtelefonen.

Så kom spørgsmålet også, omkring det faktum at jeg havde haft en anden kæreste indenfor det seneste år. Ja, det har jeg.

Jeg mødte ham tilbage i april ’17 – og det var på et tidspunkt, hvor jeg var meget opmærksom på min fremtid. Han var slet ikke min type dengang – men jeg fandt hurtigt ud af, at det der med typer ikke er væsentligt. Han fik mig til at grine og han fik brudt alle mine mure ned. Jeg havde svoret, at jeg aldrig skulle date, eller være kæreste, med folk der havde børn. For jeg er sådan én der knytter sig til andre mennesker.

Vi havde et godt forår, en god sommer og pludselig endte det hele, fordi mine omstændigheder ændrede sig. Jeg tog en uge i fosterstilling, og så gik jeg ellers amok på mande-all-you-kan-eat-app’en.

En aften i november ’17 tog jeg mig sammen til at slette samtlige datingprofiler og tænkte, at det nok var bedst at fokusere lidt på mig selv på en langt sundere måde. Men der lå også en spændende type derinde, der på en eller anden måde virkede til at være en god fyr. (Nørden) Og vi mødtes, og havde en ret hyggelig date. Han var klog, sjov og meget, meget rar. Derefter sås vi ret meget.

Fortællingen hedder, at i december ’17, der skulle jeg passe eks’ens unger. Det ville jeg virkelig gerne. For én ting er voksne. En anden ting er børn. Og han havde spurgt om jeg havde mulighed for at passe dem, mens han tog til julefrokost. Vi havde så småt genoptaget kontakten. Og selvfølgelig ville jeg det. Jeg tog direkte fra Nørden og hjem til (lad os kalde ham for rulleskøjtemanden) ham, og så brugte vi ellers aftenen på at male, tegne og hygge. Og da ungerne sov trygt, så endte jeg med at hyperventilere i hans køkken. Fordi jeg ikke vidste om jeg var babysitter eller en del af en form for genforening. Turns out, at det var en genforening. Jeg gik i seng, med meldingen om, at alle sov og han kunne bare feste, der var styr på tingene. Han kom hjem en time efter. Og så startede det hele forfra.

Hvordan skulle vi indrette det her set-up? Vi havde børn i forskellige uger – vi havde begge logerende på hver vores bopæl.

I virkeligheden var det dømt til at dø på forhånd. Og jeg havde også én jeg skulle ringe til. Og det gjorde jeg dagen efter. Til Nørden, og sagde at jeg virkelig var ked af det, men at jeg ikke kunne fortsætte på samme måde.

Rulleskøjtemanden drog på ferie i Asien i starten af 2018, så han var væk i nogle uger. Så jeg levede bare mit liv. Der var ikke nogen aftale om, at vi skulle være kærester eller noget. Men jeg kendte ham ret. Og jeg husker, at jeg på Valentines Day kom hjem, og udenfor min dør lå der en buket blomster. Og en besked om, at afstand fik sat ting i perspektiv. Og at han savnede mig og sagde dér tre gyldne ord.

Eller skrev.. Der gik lidt længere tid før han verbalt udmeldte at han rent faktisk elskede mig.

Men han elskede mig ikke. For det er så unfair hvordan livet hænger sammen. Jeg blev for meget for ham. Vi havde alt for mange konflikter. Uenigheder omkring opdragelse, uenighed omkring hvad der er vigtigt.

Vi har danset i køkkenet, vi har grint og sunget grimt højt og jeg elsker ham stadig for alt det jeg har lært. Men han kunne ikke rumme mine problemer, og han kunne ikke se eller mærke den fremtid jeg håbede på lå ude i horisonten. Jeg fik ikke fortalt ham det.

Jeg elskede, at han var både hård og blød.

Det gav mig lynhurtigt nys om, at han reagerede på tanker og følelser. Jeg har altid været vant til tavshed. Jeg er langt bedre til det direkte. Dét kan jeg forholde mig til. Fordi jeg har været vant til at være i forhold, hvor tavshed fyldte så meget. Han lærte mig noget grundlæggende vigtigt. At man godt må være pissed off og bede om ro. Jeg troede at det kun var mig der havde det behov.

Jeg har ikke engang haft tid til at sørge over det her tab.

Der opstår få timer i løbet af uger, hvor jeg godt kan mærke den. Men jeg ved også, at han er en hård skal, og at han dealer med ting på sin egen måde. Og jeg ved ikke om jeg fortryder den dag vi mødte hinanden på Vejby Strand. Det gør jeg nok ikke. For sikke et eventyr. Men der er også et kæmpe sår, fordi han er den første og eneste jeg ikke har mødt på en dum dating-app.

Det var ude i virkeligheden. Og jeg vidste ikke at det var et set-up af en fælles ven. Og nu har jeg mistet dem alle sammen. For ingen kan holde ud at se, opleve, mærke eller tage del i det stupide mareridt jeg sidder i.

Nogle dage, så fortryder jeg at jeg har fået et barn. De fleste andre dage elsker jeg det faktum. Så tænker jeg på, hvordan jeg kunne være fri og rejse jorden rundt. Men ville alligevel ikke gøre det anderledes.

Men sandheden er, at jeg i hele mareridtet har forsøgt at få stablet et ordentligt liv op. Og det fortsætter jeg med. Så længe det giver mening. Jeg er ikke en del af fællesskabet lige pt. Og det er fordi jeg skal bruge tid på at finde, elske og erkende mig selv.

Jeg er ikke perfekt. Jeg opsøgte ting jeg gerne ville. Ergo: Jeg knaldede ham der skulle lære mig at spille klaver. “Let it be” bliver aldrig den samme sang igen Der er ingen fortrydelse dér, det var bare ikke meningen i første omgang. Men jeg fandt ud af, at jeg ikke kan knalde mig fra de ting der gør ondt. De er sket, de sker og jeg tager hånd om dem. Én efter én.

Én instans har lukket sagen ned ifht. Alfred. Nu mangler vi bare at Statsforvaltningen sætter et møde op. Min advokat er rustet. Jeg er rustet. Jeg så mit barn i lørdags, og han er så ked af det. Men heldigvis havde vi nogle gode timer sammen, inden klokken blev 18.

Jeg ser stadig meget Netflix. Men jeg tager også hånd om meget andet. Måske kan jeg en dag være én der elsker mig selv. Måske kan andre elske mig. Uden at jeg prøver alt for meget.

Jeg savner mange. Nogle mere end andre. Nogle dage skal folk holde mig tilbage, for at jeg ikke udøver vold mod en væg af sten. Fordi alt gør ondt. Andre dage tegner jeg, skriver og indspiller sange, der ikke bliver gjort offentlige. Alle mine dage bliver brugt på savn og tanker om dét der kunne have været. Men hver dag gør jeg mig også tanker om fremtiden. Ét skridt ad gangen.