Om at hyle i bussen, selvom folk kan se det.

For en måneds tid siden gik jeg rundt, og kunne ikke rigtigt finde ud af, hvorfor jeg var i så dårligt humør.

Har ærligt talt ikke så forfærdeligt meget at være ked af. Mit liv er godt, og jeg burde være tilfreds. Alligevel var jeg af uforklarlige årsager trist. Ikke sådan momentvis – men sådan helt grundlæggende. Ikke så meget, at jeg ikke var glad, men der hang bare en tristhed over mig konstant, der hele tiden lå og ulmede.

Selvfølgelig havde – og har jeg bekymringer. Også flere end de fleste, men jeg har virkelig arbejdet med det, og det ser ud til, at ting er ved at lykkes. Især dem der handler om praktik og økonomi.

Så jeg forstod ikke hvorfor jeg var trist, når nu jeg troede jeg vidste at det var naturligt at være bekymret, når pengesager og andet kedeligt voksen-halløj er lidt svært. Troede at den der ked af det-hed hang sammen med det.

En eftermiddag sætter jeg mig i bussen på vej ud til Amager for at besøge min veninde. Satte mig ned på forreste sæde – dem der er forbeholdt pensionister og folk med børn, men den plads er virkelig min favorit, så er den ledig, så hapser jeg den gerne.

Havde musik i ørerne og netop som en af mine favoritsange kom på, begyndte tårerne bare at trille ned ad mine kinder. Sådan helt ukontrolleret. Pludselig mærkede jeg hvad det handlede om. Havde nemlig sagt farvel til Alfred samme morgen, og det er altid svært. At se frem til en hel uge med savn, og det endda hver anden uge. Det er længe, og ofte jeg går rundt og savner. Og jeg indså også, at jeg bruger rigtig meget tid på at savne. Ikke bare Alfred, men også en anden person. Så i virkeligheden går jeg rundt og savner konstant.

Pludselig faldt brikkerne på plads – og det har været enormt lettende lige siden. Måske fordi jeg pludselig indså, at man skal være specielt indrettet, hvis ikke man bliver påvirket af hele tiden at mangle noget eller nogen.

Det tog de 4.37 minutter nummeret tog, og så hylede jeg ikke mere. Men jeg stod af bussen, mere lettet end før. For jeg finder en fantastisk lethed nu, ved at vide at jeg er så privilegeret, at jeg har mennesker i mit liv som jeg savner. Så savnet bliver opvejet af glæden, for savn er jo et levende bevis på, at man bare gerne vil have sine yndlingsmennesker omkring sig.