Folk, der stikker til ens usikkerhed, dem har fanden sgu skabt!

Er her til morgen blevet blæst helt omkuld over alle de søde kommentarer jeg fik i går.

For der var nemlig en enkelt kommentar som ramte mig, som på ingen måde skulle have haft lov til at fylde så meget.

For jeg udgav dette indlæg i går, og i mine øjne er det jo et helt uskyldigt indlæg, og det kommer røv meget bag på mig, at nogen kunne læse det på sådan en måde at det var nødvendigt at sende denne kommentar i min retning:

Jeg skal lige være helt med her… Brokker du dig efter fire timer med din søn…? Fordi han ikke er faldet i søvn!!? Og måske fordi han ikke har set dig hele ugen, eller måske fordi han har savnet dig..? Eller måske fordi han bare gerne vil tilbage til sin far… Hvor det måske føles trygt??? Jeg spørger bare…? Tror ikke det dig der har det sværest her!!! Prøv lige at give din søn DIN tid!!!

Det er altid lidt nervepirrende at læse de kommentarer der kommer ind – langt størstedelen er jo søde og konstruktive tilkendegivelser, men nu og da så tikker der også nogle ind som den jeg har kopieret ind her over. Og jeg er udemærket klar over, at det er noget man må tage med, når man vælger at skrive om sit liv, på den måde jeg gør. Men der må et eller andet sted også være en grænse. Jeg har dog fundet ud af, at grænser er mega forskellige fra en person til person – og det er også helt okay.

Normalt ville jeg slette en kommentar som denne – slet, bloker – færdig slut. Men hende her, hun valgte at lægge den en dag, hvor Lortemor var helt og aldeles kampklar. Mine nosser er blevet så store som fucking kampesten, når det kommer til sådan noget her. Og i stedet for at tie dem ihjel ved at slette – så valgte jeg i stedet for at udnytte situationen. Både for at vise jer, hvad det sommetider betyder at have en blog. At det betyder at man nogle gange skal høre på rigtig meget lort fra folk der ikke aner hvad de udtaler sig om. Jeg har før hen været enormt dårlig til at tage kritik til mig – det indrømmer jeg gerne. Der er sågar flere af jer der har påpeget det. Derfor har jeg også ofte tyet til at slette, for ikke at ende i en diskussion der aldrig ender et særlig godt sted.

Jeg er stadig ikke sikker på hvad hun ville have ud af det, men hun ville sikkert gerne ramme mig på et personligt plan. Hvilket hun også gjorde. Men sagen er den, at de ting hun skriver – det er allerede nogle af de helt basale tanker man har om sig selv når man har børn.

Er jeg nu god nok? Og fra dele-forældres side: Har han det bedre når han er hos sin far? Haha, det er da allerede noget jeg tænker over. Så på den måde, så fik hun egentlig ikke ram på mig på noget jeg ikke allerede bakser med i forvejen. Det som hun til gengæld gav mig, det var en unik mulighed for at bruge hendes kommentar til at statuere et eksempel. At det IKKE er okay at skrive sådan noget til andre mennesker. Og måske havde hun håbet på, at jeg ville sætte mig ned og græde snot – men der skrev hun til den forkerte, på den helt forkerte dag.

For det jeg gjorde, det var egentlig at poste det her på Instagram:

Så ikke nok med at hun ikke fik det ud af det der var intentionen – så gav hun mig brænde på bålet – og det bål resulterede i masser af trafik til bloggen, dejligt mange kliks på mit indlæg – hvilket jo er indtægt til mig i fremtiden. Og endnu, endnu vigtigere:

Hun sørgede for, at jeg lige blev mindet om HVOR FUCKING MANGE FANTASTISKE LÆSERE JEG HAR!

Noget som ikke blot jeg kunne konstatere, men også min veninde. Vågnede i hvert fald op til denne her i morges:

Så vil egentlig bare gerne takke hende – men tvivler på at hun er til at få fat på.

I stedet vil jeg takke jer – kunne jeg troppe op på jeres dørtrin og dele krammere ud, så ville jeg gøre det!

Kærlighed til jer – og tak fordi I støtter gennem alt <3