GAMLE SKRIBLERIER.

Har, i mangel af bedre, indsat lidt skribleri, fra da jeg var ca. halvvejs i graviditeten med Alfred.

Here goes:

Nå, men så tager vi da lige nogle af de dér dage. Helvedes dagene, that is. Hormonerne kører på højtryk pt. Heldigvis ikke på kælling.røvhul.jeg.vil.bestemme.ALT-måden. Mere på jeg.tuder.når.jeg.læser.en.random.artikel-måden.

Første gang jeg oplevede svanse hormonerne var allerede i uge 8. Jeg havde en ting med Kinder Mælkesnitte (jo flere, jo bedre) og jeg sidder fredeligt i sofaen og spiser sådan en. Uheldigvis spørger kæresten om jeg giver en bid, og mit gavmilde jeg siger ja.

Han tager en bid, der i hormonernes optik åbenbart er for meget og jeg mærker min krop, mit sind, min sjæl blive udsat for et større overgreb. Så jeg begynder simpelthen og tude som et lille barn. Og tuderiet slår også over i et grineflip. Så sidder dér, med en halv snitte i hånden og tuder og griner på samme tid – med en måbende kæreste der bare kigger på mig og siger: GRÆDER DU?? Ja, siger jeg. Men ved sgu ikke rigtig hvorfor… DET er helvedes hormoner. Og det er dem der har ramt mig igen.

Der er ingen kontrol over dem. De kommer bare. F.eks var jeg flere gange ved at græde her til morgen, da jeg læste en kronik om en nyrepatient i Politiken. Det er måske forståeligt nok. Det må ikke være sjovt at være nyrepatient. Men der er jo ingen grund til at græde, når man læser om klimamodeller der bygger på forkert fakta om indlandsisen. Eller hvad?

Eller hvad med tuderi/grineflip i en sen nattetime, under noget ægteskabelig samvær, fordi jeg ikke lige kunne rumme at være tre om et samleje. Fåååååååååååårk.

Min ferie står for døren. Og jeg glæææææææææder mig. Kl. 16.00 i dag er jeg done. D.O.N.E. Min tur nu. Tør slet ikke tænke på min hormonbalance og min flyskræk. Kan næppe være en god blanding? Må man godt drikke scotch on the rocks når man er gravid, hormonel og flyskræk? Nærmer vi os ikke et lovligt smuthul dér?