KOM MED JERES FØDSELSBERETNING!

12. april 2013 LORTEMOR

Noget jeg er en sucker for, er at tale om fødsler. Og her taler vi ikke om ‘og så kom presseveerne og det var bare helt fantastisk’. Nej. Mere sådan ‘og så kom presseveerne og det føltes som om, at nogen sprang mit røvhul i luften hvert 2. minut.

I kan læse min egen beretning her og min kærestes beretning her

Og ovre på Instagram blev et lille billede af Rigets frontparti, til en tråd af små beretninger;

Så damer, hvad siger I til at fortsætte i kommentarfeltet? Det ville være SÅ fedt, at høre lidt flere beretninger fra helvede!

19 kommentarer

LORTEMOR

19 kommentarer

Majbrit

Prøv at føde tvillinger! Jeg blev sat igang tirsdag d.20/11 kl 11 ude på hvidovre da jeg var 38+0 henne. Mit vand blev taget kl 11 og hooold nu op hvor gjorde det naller at have jordemoderens “hæklenål” helt deroppe!
I starten tænkte jeg “pfffs! Er det sådan veer føles?” Og jeg nåede endda højtlydt at ligge og være kæk og sige ting som “hvad er det folk snakker om? Det gør da ikke så ondt!” Men men men.. Det blev aften og jeg havde stadig ikke de store veer så de skruede da lige op for det der vedrop og der skete stadig ikke det store.. Kl 23 ca skruede de en del op for nu skulle de altså ud.. Kl 23.30 ca startede -HELVEDE! Fuck nu af hvor gjorde det ondt! Jeg råbte og skreg og selvom jeg helt fra starten nægtede nogen form for smertestillende, SKREG jeg nu på en epidural! Jordemoderen der lige var kommet pga vagtskifte sendte bud efter narkoselægen og 2 sek efter hun havde gjort det råbte jeg “åh nej! Jeg skal skide!!” Hun undrede sig lidt og valgte at undersøge mig, hvorefter hun sagde “Majbrit, jeg aflyser lige den epidural, fordi du er ved at føde.” På 1 time havde jeg udvidet mig 6cm!! -AV!
Og kl lidt over 1 om natten kom min lille datter ud, jeg var så overvældet og lykkelig at jeg ikke kunne mærke presseveerne for min søn så jordemoderen der stod og holdte på min mave, så han ikke kunne vende sig pga al den pludselige plads, råbte til mig “Du har altså en presseve! preeeees!!!” og 18 min efter kom min lille søn ud. Begge helt perfekte!

Lige efter sagde jeg at det gjorde jeg aldrig igen! Men nu kan jeg af mystiske årsager ikke så godt huske smerten og tvillingerne må da gerne få en lillebror eller søster om… 10år…

Siden · Svar på kommentar
Lisa Sandra Hansen

Nu har jeg ikke født, så kan ikke bidrage med en fødselsberetning – ikke før efter juli i hvert fald. Vil bare lige sige at det dog var er en fantastisk snak der er gang i på Instagram og nu også her. Jeg sluger det hele og sidder både med smil på læben og mystiske grimasser når jeg læser med.

Fedt emne altså!

Lisa // Lille Lisas Univers

Siden · Svar på kommentar
N

argh, jeg bliver sgu’da træt af den slags kvindejante.. hvorfor er det nu lige at ‘rædselshistorierne’ er mere legale end historier om/fra kvinder, der har historier om fødsler, der var en god oplevelse? Det er da diskrimination, at de gode historier ikke også må fortælles.. for de findes.. i tusindtal.. kommer aldrig til at fatte det..den der søben rundt i kummefrysere..

Siden · Svar på kommentar

trinemarialarsen

Det er dælme heller ikke fordi jeg ikke vil læse om de vidunderlige historier også..

Du er mere end velkommen til at skrive om din fødsel (hvis du har lyst) nu var indlægget her bare en forlængelse af tråden et andet sted, og tonen var lissom lagt.

Siden · Svar på kommentar
Mette

God fødselshistorie coming right up:
Mit vand gik om morgenen – jeg troede jeg var blevet for slap til at holde på tisset, men nej et styk fødsel var sat i gang.
Efter en hel dag uden skyggen af en ve fik jeg en vestimulerende pille(heldigvis skulle den bare sluges lucky me) den virkede som den skulle, jeg udvidede mig 10 cm i løbet af ingen tid og pressede verdens 8. Vidunder ud på ca 35 minutter. Jeg fødte uden nogen form for smertestillende(druuuugs), sked ikke jordemoderen i hovedet, sprang ikke min endetarm i luften og fik kun lige to sting! So there you go happy happy fødselsberetning.
Jeg tror ikke det handler så meget om gode/dårlige fødselshistorier men derimod hvilke delelementer man lige vælger at fokusere på.
Som du kan læse i tråden fra Insta så er det også mig med “Fåååårk mig i røven” og bjørnebrøl – for en ting er sikkert, det kilder sku ikke at føde!!!!

Siden · Svar på kommentar
Louiseboh

Jeg tror du har misforstået ideen, det er mere “lad os få den ÆRLIGE udgave” på godt og ondt. 🙂

Siden · Svar på kommentar
Louiseboh

Hmmm denne kommentar skulle være til “N”, ved ikke hvorfor den endte her!?!

Siden · Svar på kommentar
trinemarialarsen

@louise Ved ikke lige hvorfor man ikke kan svare på den konkrete kommentar, men i stedet automatisk kommer ned i bunden.. Men adresser, som du har gjort, for så er det nemt at se, hvis kommentar man svarer på 🙂

Siden · Svar på kommentar

eskyum

Jeg elsker også fødselsberetninger 🙂 Her kommer min fra første fødsel (i romanform – sorry 😉 )

Søndag d. 8.februar 2009 var jeg gået 14 dage over termin. Fredagen inden var jeg til igangsættelsessamtale og –undersøgelse, hvor jeg fik besked på at ringe til fødegangen søndag morgen kl. 8, hvis jeg ikke var gået i gang af mig selv inden. Og efter en meget lang lørdag med håb om spontane veer, ringede vækkeuret kl. 7.55 søndag morgen. Klokken 08.00 præcis ringede jeg til fødegangen og fik en jordemoder i røret. Jeg forklarede hende situationen, selvom hun selvfølgelig godt vidste, at jeg ville ringe. Og så smider hun en bombe, som slår mig helt ud! ”Vi har lidt travlt i dag…” Nej nej nej, tænker jeg, så bliver det ikke i dag!! Men så fortsætter hun: ”…så kan du komme ind omkring klokken 10?” Så på ca. 15 sekunder ryger jeg helt ned i kælderen og op under skyerne igen. NU er det nu! I dag skal jeg være mor, Jonas skal være far, vi skal være forældre!
Morgenen går stille og roligt, jeg går i bad, og spiser lidt morgenmad, mens jeg hyggesnakker med min mor. Det er som om, det ikke helt er gået op for mig, hvad det er, der skal ske om lidt. Jeg er i hvert fald helt rolig. Men da jeg skal sige farvel til min mor, og vi skal afsted rammer det mig og jeg begynder at tude – næste gang vi ses er hun mormor!
Vi ankommer til fødegangen og efter en urinprøve og en tur på vægten (som sagde 5 kilo mere, end min egen gjorde, da jeg stod op! WTF??) bliver vi vist ind på en fødestue. Her får jeg først kørt en strimmel, som ser helt fin ud. Herefter bliver jeg undersøgt indvendigt, så vi kan få afgjort, hvilken metode der skal bruges for at sætte fødslen i gang. Jeg er heldigvis et par fingre åben, og vandet kan tages. Jordemoderen roder en del rundt dernede, og har ikke helt held til at få prikket hul. Men efter hvad der føles som meget længe går der endelig hul, og vandet går – fint og klart. Klokken er nu 11.07
Så er det bare at vente… Jeg sender Jonas i 7-eleven efter noget læsestof, og da han er tilbage har jeg allerede veer, og det blad, han har købt til mig kommer aldrig videre end vindueskarmen!
Veerne bliver hurtigt kraftige og kommer med meget kort mellemrum. Og efter kort tid, er det decideret vestorm! Jeg bliver ved med at spørge Jonas hvor pauserne er, for der skal da være pauser mellem veerne! Men nej, den ene ve tager den næste og efter en time er jeg klar til at kaste håndklædet i ringen.
Jeg havde inden fødslen en meget klar forestilling om, at jeg ville føde så naturligt som muligt, og smertelindring var ikke noget jeg skulle have – så skulle det i hvert fald være den helt milde og naturlige slags! Efter en time med vestorm har jeg kraftigt revurderet den tanke. Men vi beslutter alligevel at begynde i den lette ende – akupunktur. Det får jeg anlagt kl. 13.10 og det hjælper ikke en motherf*cking skid. Så jeg beder om mere smertelindring og JM foreslår steriltvandspapler. Og jeg har simpelthen så ondt, at havde hun foreslået en sværm af afrikanske dræberbier, havde jeg sagt ja tak! Så kl 13.30 anlægges bistik over skambenet og av for satan da! De gør mega nas at få lagt, og mens de lægges glemmer jeg næsten at jeg har en ve… I ca. 3 sekunder, for så flytter smerten fra veen, der før sad i skambenet bare om i lænden! Og JM konstaterer helt tørt, at ”ja, sådan er det ofte” Så tak for ingenting!
Vi aftaler at holde status igen kl. 15 og de næste halvanden time føles som en million milliard år, hvor jeg skiftevis kaster op og er fuldstændig væk i smerte.
Kl. ca. 15 bliver jeg undersøgt igen, og nu er livmoderhalsen udslettet, men jeg er kun lige knap 3 cm åben! JM siger, at der skal anlægges vedrop. Og jeg panikker. FLERE og STÆRKERE veer?!?! Det kan jeg slet ikke overskue! Så jeg siger epi, og helst for en time siden. Vedroppet bliver lagt og de starter det på 30 ml. Der bliver kaldt en narkoselæge, som heldigvis kommer rimelig hurtigt og kl. 15.55 er epi anlagt. Og så skal jeg have lidt ro… Eller, det troede jeg i hvert fald! For virker den der epi mon? NEJ! Den virker overhovedet ikke, og jeg er fuldstændig grædefærdig. Epiduralen virker ikke smertestillende, til gengæld får jeg nogle voldsomme rysteture, hvor hele kroppen bare hamrer afsted og Jonas er nødt til at holde mig fast i sengen.
Der har været vagtskifte kl. 15.30, og det er en ny JM jeg snakker med, da vi kalder for at fortælle at der ikke er effekt af min epi. Det tager mig et godt stykke tid at få dem overbevist om, at lortet ikke virker og de er nødt til at gøre noget! Så først kl. 17.10 kalder de narkoselægen til vurdering og kl. 17.45 kan han da egentlig godt se, at den ikke ligger helt rigtigt! Så endnu en epi anlægges og aaaaaahh…. Den virker! Jeg gik fra fuldstændig ulideligt smertehelvede til en fornemmelse af, at noget pressede på mit haleben. Vedroppet er nu på 120 og jeg er 5 cm åben.
Kl. 18.10 skal jeg tisse og bliver hjulpet over på en bækkenstol. Men så snart jeg kommer derover falder babys hjertelyd og jeg bliver nærmest kastet over i sengen igen og får iltmaske på! Herefter stiger hjertelyden igen og bliver fin. Vedrop på 150 og 7 cm åben.
Herefter er der en periode hvor jeg slapper af og falder lidt hen, af og til afbrudt af flere af de fornøjelige rysteture! Kl. 19.22 er jeg 8 cm åben og begynder at slappe af. Rysteturene forsvinder og jeg falder hen igen.
Men det blev en kort fornøjelse, for kl. 20 begynder jeg at mærke veerne igen og kl. ca. 20.30 får jeg pressetrang. Vidste I, at når en bjørn går i vinterhi, skider den ikke i 6 måneder? Jeg havde fornemmelsen af, at jeg skulle skide 6 måneders opsparet. NU! Kl. 21.10 bliver jeg undersøgt og er helt åben, men baby er stadig 5-7 cm. fra bækkenbunden. Epi bliver slukket kl. 21.15 og jeg bliver flyttet rundt i den ene stilling efter den anden, for at få ham i rette position. Selv om epiduralen er blevet slukket, synes jeg ikke veerne er nær så slemme mere – nu kan jeg arbejde med! På et tidspunkt ligger jeg på alle fire, og JM siger ”pres som om baby skal ud gennem numsehullet!” Jeg kan huske, at jeg tænker, at det er da noget af det dummeste jeg har hørt i dag – for hvor tit er det lige man ligger på alle fire og skider!?!? Jeg har dog ikke overskud til at spørge hende på det tidspunkt, men jeg tror, jeg vil gøre det til efterfødselssamtalen!
Kl. er nu 22.50 og presseveerne begynder at aftage – de bliver kortere og der bliver længere imellem dem. Vedroppet skrues op på 180.
Kl. 23.15 er der ingen ændring i veerne, og baby er stadig ikke på bækkenbunden. De kalder den vagthavende fødselslæge, som vurderer at vedroppet kan skrues op på 210!
Kl. 23.45 er veerne nærmest gået i stå. Jeg bliver undersøgt igen, og hovedet står nu en finger over bækkenbunden. Ved nærmere undersøgelse vurderer de, at han kan mærkes OVER bækkenindgangen og beslutter derfor at forsøge med sugekop. De forsøger tre gange, hvor jeg presser på kommando, for nu er veerne mere eller mindre væk. Det lykkes ikke, og der bliver sagt kejsersnit. Jeg har aldrig i mit liv været så lettet. Jeg har nu haft presseveer i over 3 timer og presset aktivt i en time og 42 minutter, til sidst uden presseveer. Jeg var fuldstændig udmattet.
Jonas bliver sendt afsted for at skifte til operationstøj, imens jeg når at torpedobrække mig på en SOSUer og få en ve der gør så ondt at jeg RÅÅÅÅÅÅBER for første gang i hele forløbet. Så kommer narkoselægen igen, og jeg får lagt en spinalbedøvelse og bliver fuldstændig lam fra brystet og ned.
På operationsstuen siger de ”Hej Mie”. Jeg registrerer det godt, men er for træt og koncentreret om det, der skal til at ske, til at reagere på det. Først da de skal til at skære og siger ”kan du lige sige dit CPR.-nummer, MIE?”, kan jeg orientere dem om, at jeg faktisk hedder Eva og ikke Mie! Men de får heldigvis fundet den rigtige journal og mandag d. 9. februar kl. 00.22 hører jeg min søn skrige for første gang! Så kommer de stormende forbi med ham, Jonas løber med og jeg bliver tilbage for at blive syet. Jeg kan høre, at han skriger i undersøgelsesrummet og sygeplejersken forsikrer mig, at han har det godt. Han får 10 i apgarscore.
Kort efter kommer Jonas ind med ham, og jeg ser min helt fantastiske unge for første gang. Vi bliver kørt på opvågningen og jeg får ham op til mig – og så er 13 timers smerte glemt.

Fødsel nr to var ved PKS – det vidste sig nemlig, at grundentil, at han aldrig kom på bækkenbunden var mit smalle, uegnede-til-fødsel bækken. PKS’et var noget nemmere 😉

Siden · Svar på kommentar
Sebrina

Fantastisk tråd 😀

Dagen før jeg havde termin med Aya fik jeg så småt veer om natten. Havde i en uge op til haft meget regelmæssige og kraftigere plukkeveer, men regnede med, at jeg nok gik over tid. Men kunne mærke at dette ikke var plukkeveer, men kunne sagtens håndtere dem, og lagde mig ind i stuen og tog lidt tid på dem. En god cocktail af regelmæssighed og uregelmæssighed – temmelig forvirrende! Besluttede mig dog for (kl. 4 om natten) at tage mig et bad og lige ordne den noget utæmmede dame for neden for “tænk nu hvis..:”. Kl. 6 vækkede jeg Nicolai og fortalte, at der altså skete noget, og synes at vi skulle gå til bageren for at få godt gang i de veer. Men efter at min krop havde nappet en frøsnapper og snegl stod veerne af. Jeg havde tid hos min jordemoder kl. 9 (39+6), og på vej derhen fik jeg veer igen, og en god slimet blødning i trussen. Min JM tjekkede mig, og jeg var 2 cm åben, og fik at vide, at vi skulle tage hjem og hvile, da der nok ikke ville gå så lang tid… Veerne derefter var næsten ikke eksisterende, men kl. 17 går der lidt grumset vand, og vi måtte afsted til fødemodtagelsen. Her ventede vi tre timer, og veerne begyndte at tage en smule til og jeg tænkte, at det ville da være piece of cake, hvis det var sådan veer føltes 😉 Rimelig nedslående når JM stikker hånden op og fortæller at jeg stadig kun er de 2 cm, og at vandet er gået højt oppe, og de lige skal køre en kurve. Pga. travlhed ligger jeg med det skide bælte på i en time, og det bliver besluttet, at vi skal på fødegangen pga. grønt fostervand og “sovekurve” hos baby, og at de så kan tage resten af vandet. Jeg får klyx, et bad og kl. 23.45 er vi på en fødestue og tænker “fuck, nu er det nu!”. Ingen JM på stuen før tre kvarter efter, og hun synes det er en god idé at tage vandet. And so she did. Herefter vestorm, opkast, “bistik” og til sidst min redning- lattergas, og tre timer efter var Aya ude med navlesnoren to gange stramt om halsen. Hun kom lige præcis 40+0 🙂 Jeg har egentlig tænkt om min fødsel, at den var lang, men den går under kategorien “lynfødsel” åbenbart, så må ikke vente længe hjemme (medmindre vi skal have en hjemmefødsel) denne gang, og det er jeg blevet lidt nervøs over. Men mon ikke det nok skal gå godt uanset hvad.

Siden · Svar på kommentar
Mikie Cecilie Chloe Andersen

Okay, okay, når nu du insisterer, Lortemor 🙂

Jam, jeg troppede op en meget tidlig morgen d. 06 februar på Hvidovre, til et planlagt spræt-mave-op-og-vupti-en-baby.
Aldrig, ALDRIG! har jeg været så angst i hele mit liv (udover den gang jeg fik en bid sandwich galt i halsen..)
Iført det GRIMMESTE hospitals outfit ever, blev jeg ført mod operationsstuen kl 08 – klamrende til min mors hånd. Jeg husker hvordan jeg stod i døråbningen og kiggede ind på en masse ansigter på stuen der surprise, surprise, stirrede tilbage på mig, og med et galoperende hjerte og en hjerne der var ved at brænde sammen i forsøget på at diske op med en mulighed for et lynexit! Nåmen, hjernen stod jo selvklart af, så jeg stak i en hylende gråd i stedet, mens jeg tårevæddet og med snot ud af næsen gik rundt og gav hånd til personalet, hikstende “om vi ikke lige kunne skyde det..bare en halv times tid mere?”
Og så gik klappen ned, mindes kun lidt i tåger, hvordan der blev stukket en hulens masse nåle i mig, som gjorde megafucking nillernaller – specielt den i ryggen, som liiiige skulle gøres om igen-igen – AV! Nårhja, og så oss lige, at de ikke skulle blive bange hvis det var en lille sort Samborina der mødte dem, når de sprættede min mave op, da faderen er mulat!
Og pludselig 42 min senere var hun her! Min lille monkey-chunkey-but-but-but-tøs <3

Så gik turen op til opvågningen hvor et hav af personale havde frit udsyn til mine blottede patter, og forgreb sig ligeså frit på dem, mens jeg semi-lam fik en lynlektion i amning.. og en stikpille i røven som smertestillende (får seriøse angstneuroser ved udsigten til at sluge piller) i øvrigt givet af en ret nervøs, engelsktalende og fumlende praktikant! Sweet….

Barselsafsnittet!!
Her kan man eddermugme snakke om at jeg havde trukket nitten!
Mig som troede, at NU startede aaaalt det hyggelige – det væmmelige var jo overstået?!, og man blev nurset og puslet om, i dejlige omgivelser – not fucking so!!
Jeg blev installeret i barselsafsnittets "kosteskab"!. Jæsjæs, helt nede for enden af barselsgangen, i stue 28, skulle jeg "residere"! Ret frækt, at de rent faktisk kalder det for en stue, for det vidner mere om et depotrum man i huje møj og hast, har lavet om til et ekstra værelse. 10m2 med en halvrusten hospitalsseng, et nasty puslebord stillet op af noget der engang fungerede som en dør (hvor ind til, gad jeg godt at vide..måske endnu et kosteskab i et kosteskab?) samt et 60-70´er levn af en hård, grim og decideret ulækker skibsbriks, – den fik min kære mutter i øvrigt lov at sove på i 2 nætter, så magtede hun det ikke mere og fik os begge udskrevet! – samt et tv der slet ikke virkede, og aldrig har, ifølge min teknisk nørdede bror, som ved alt om den slags!
Anywho…de næste 48 timer (talt fra jeg havde fået min baby i armene, til jeg vinkede " Adios, Lortehospital") var mildest talt HØJST kritisable.
Min kære mutter måtte forlade mig et par timer efter fødslen, for så at vende retur hen ad aftenen. Men frisk i min erindring var jo hele hendes historie omkring min egen ankomst dengang i ´79, så umiddelbart var min velfærd ikke der en bekymring; en rullevogn kom ind på stuen kort efter fødslen (Riget), med flag, ristet brød, smør, marmelade, saftevand, og desuden et kort hvor min mor kunne krydse af hvad hun ydermere ønskede/havde brug for: en lt. juice, saft, sveskejuice (adr!) eller sågar en fl. rødvin!?!
Må siges at være ganske anderledes her i 2013, for da min mor vendte retur sent på aftenen (fødte altså 08:42 om morgenen), da ventede jeg stadig tålmodigt og naivt på både et sygeplejersketjek, men så sandeligt oss et måltid mad..naive mig! Min mor var rødglødende af raseri!! Og da vi derefter fandt ud af, at grunden var, at der var tale om selvbetjening und alles, så hamstrede vi sgu hele butikken!..eller, min mor gjorde, for jeg kunne jo ikke rigtig en skid fra sengen.
Så var der lige smertedækningen…og praktikanten…for ikke at nævne den selvbestaltede, autoritære jordemoder af en kost, der var mindst 10 år yngre end jeg, og højest sandsynligt uden eget yngel! Fyforhelvede en kombi!
Fik min første smertestillende (morfin) – udover røv-pillen, omkring midnat, dvs over 14 timer efter at blive flænset åben i maveskindet!, og næste morgen havde jeg ovenstående lede jordemoder + praktikant stående foran min seng, ganske ret meget og ret vildt uforstående overfor de lede smerter jeg havde, og som gjorde, at jeg var ret så immobil! Sidstnævnte skulle mærke min livmoder(og derved mit smertefulde sår!) og jorderede bare fingrene i bund på bedste novice-stil – så hårdt at jeg brød ud i gråd! Mind you, jeg var så hamrende dårligt smertedækket til at begynde med, og hende den selvbestaltede autoritet af en jordemoder i uniform konstaterede blot, at jeg skulle tage mig sammen og at jeg i øvrigt skulle se at komme ud af sengen og i bad! WTF!!
Jeg argumenterede for min sag; at jeg ikke havde været ordentligt smertedækket fra start og derfor nu var pænt meget bagud i forhold til hendes "kurver" , men hun var kold!; "Jeg skulle på benene og i bad, selvom det gjorde ondt..og det skulle være NU"
Det hele kom jeg da oss, og i en allerhelvedes fart. Faktisk så hurtigt, at jeg lignede en mønster-sag og kunne forlade Hvidovres deprimerende bygning meget tidligt fredag morgen – til trods for, at de faktisk gerne lige ville ha beholdt mig lidt endnu, pga mit underliv blødte forbløffende lidt efter indgrebet!??? OMG, hvor skulle jeg bare ud af det helvedes hul asap! Og det kom jeg!

Nå, det var min dejlige fødsel og efterspillet…bør jeg tilføje, at jeg ikke skal ha flere end hende her- er sgudda stigmatiseret for livet! Sikke en rædselsfuld omgang på det skod-lorte-pisse-hospital!
..og "stue" *tsktsk*…28!

Siden · Svar på kommentar
Cille

Okay – meget kort beretning og meget kort fødsel. Min første. Klokken lidt i 9 søndag morgen gik min kæreste til bageren. Og ringede hjem for at spørge om et eller andet. Jeg tog ikke telefonen for ud af ingenting havde jeg fået kraftige veer her 39+6. Da han så kommer hjem er der ingen der får morgenbrød. Min kæreste ringer til riget som siger vi hellere må komme. Bagefter fortæller hun os at hun kunne høre på det hele (?) at det her, det ville gå stærkt. Jeg ved ikke hvordan vi kommer til rigeted taxien men det tager 5 min der søndag morgen! Jeg kravler ind på fødegangen og kam decideret ikke gå. Sjovt som man holder op med at være forfængelig. De sender mig direkte på fødestue i stedet for undersøgelsesrum. Og så skal jeg op på en briks…, fuldstændig umulig opgave. Men det lykkes. Og jeg er 10 cm åben. Klokken er nu 11.15 og første ve kom kl 9.10. Så jeg havde udvidet mig fuldt på 2 timer. Jeg nåede lige over på dem anden briks (fødebriksen) og så kom hun ud 11.52. Egentlig ret nemt og fik efterfølgende et sting. Anden gang, da lillesøster kom… Need I say, HIK det endnu hurtigere, men der var vi OG personalet forberedte på det!

Siden · Svar på kommentar
SaraJ

Mit vand gik fire dage før min termin, så var på ingen måde forberedt på at føde. Da vandet gik med et smæld, nåede jeg at tænke “hvad fanden var det – knækkede hun?!” Men vi kom afsted ud af døren om natten og havde åbnet mig da vi ankom. Fik foreslået at komme i badekar, hvor jeg lå resten af natten. Indtil der var vagtskifte om morgen – hvor de opdagede – halvanden time før hun blev født – at hun lå med røven først!! Så væltede det ind med folk og jeg fik at vide, at nu skulle det gå lidt hurtigt og at jeg godt kunne føde hende naturligt, selvom jeg var førstegangs-fødende. Så det gjorde jeg self! Mens jeg brølede lidt – på en måde jeg ikke vidste jeg kunne!
Ud kom hun – heldigvis helt som hun skulle være.

Siden · Svar på kommentar
Laura

Endnu en lynfødsel:
Jeg begyndte at bløde 4 dage før termin, og ringede til Hvidovre. De mente jeg overdrev, når jeg sagde det løb ned af benet (men det gjorde det! Måtte ha’ bind på så kraftigt blødte det), men ville alligevel gerne se mig til tjek, På vej i bilen fik jeg veer, kl 12, og min mand tog tid. 1 minuts varighed af 3 min. intervaller, akkurat som de skulle være. Da vi ankommer på hospitalet bliver jeg tjekket, og får lagt en strimmel på maven der skal måle hjertelyd, alt er fint, og det var bare en kraftig tegnblødning. Kl 13 målte de mig, og jeg var 9 cm (!) udvidet. Den sidste cm tog en halv time, og så tog de vandet på mig og presseveerne startede. Fik lattergas, men det mest effektive middel for mig, var at råbe min mand ind i skulderen under veerne og sutte (?) på hans skjorte mellem. 50 min presseveer senere kunne jeg tydeligt mærke min søns hoved komme ud, og det gjorde SÅ vanvittig ondt! Han kom ud i en presseve med hoved og skuldre, og løvemor her tog fat i ham og hev(!) ham resten af vejen. Jeg hev så kraftigt, at jeg helt glemte navlestrengen, men den kunne jeg mærke mellem benene, av av…
Fantastisk fødsel 🙂 Og om 3 måneder er jeg på den igen – denne gang på Riget, da vi ikke tror vi kan nå helt ud til Hvidovre 🙂

Siden · Svar på kommentar
Laura

Det fremgår vist ikke helt tydeligt, men altså 2 ½ time fra første ve, til han var i mine arme 🙂

Siden · Svar på kommentar
TudsenAlex

Jeg husker min sådan her:

Anæstasilægen kigger på mig og spørger hvad jeg vejer! “Åh.. skal jeg virkelig fortælle det?”Hvis jeg lyver og svarer for lav en vægt, kan jeg risikere at stofferne ikke virker – og hvis jeg overdriver, ja så enten flyver jeg lidt mere end planlagt eller risikerer overdosis.. hmm overvejer kraftigt om ikke, jeg gerne vil tage chancen. Ok jeg fortæller den sande vægt, jeg var oppe på efter ni måneder og 13 dage!! 82 kg græder jeg nærmest (havde ikke grædt af smerterne, men at skulle erkende min vægt var for meget)…han kigger selvfølgelig på mig, som om jeg er idiot – hvilket jeg så også føler mig som, efter at have gået forbi køkkenet på fødegangen, hvor jeg ser en masse flag, morgenbrød og hygge og spørger “nej, hvem har fødselsdag?”Indrømmet, det var virkelig dumt spurgt. (Total Palle) Men til mit forsvar havde jeg haft veer i 17 timer uden smertestillende. Indtil nu. Kl. 8 d. 18.februar 2011 kapitulerede jeg og måtte sande, jeg ikke kunne gennemføre uden drugs. “Ok sandheden på bordet doktor, kan jeg dø af det her? “Han svarer: “ja teknisk set kan du godt, men du har vel fået oplysninger om risici? “Studser lidt over det han spørger mig om og siger “hit me!”

Siden · Svar på kommentar
Lærke

Min rimelig lange fødselsberetning. Skrevet kort tid efter at min datter kom til verden. Hun er nu næsten 2 år, og skal være storesøster til november 🙂

Min fødselsberetning…

Jeg har haft en hel ukompliceret graviditet, og for ca. 2½ uge siden blev jeg student uden det store besvær.

Under eksamensperioden havde jeg kløet en del, især under fødderne og i håndfladerne, jeg var dog ret overbevist om, at det var en blanding af varmen og af stress. Da eksamenerne varoverstået og kløen fortsatte besluttede jeg mig for liiige at sende en sms til min jordemoder, bare for at få bekræftet, at den slags da var helt normalt i slutningen af graviditeten. Hun bad mig dog i stedet om at tage kontakt til Roskilde sygehus, og lige blive undersøgt for forhøjede levertal. Jeg fik taget nogle blodprøver, og senere samme dag blev jeg ringet op med beskeden om, at jeg havde forhøjet levertal, og at det bl.a. gjorde, at vi ikke måtte føde hjemme, og at fødslen skulle sættes i gang.

Halvanden uge efter, om onsdagen, fik jeg første stikpille, som skulle modne min livmoderhals til at hun kunne komme til verden. Efter pillen skulle jeg ligge i en time og få kørt strimmel, og så blev jeg sendt hjem igen. Torsdag kom jeg igen, samme tur igennem en gang til, torsdag eftermiddag en tur igen. Der skete ikke rigtig noget… Eller… Det gik rigtig langsomt. Når min livmoderhals var væk ville de tage vandet, men det skete bare ikke. Fredag morgen kom vi igen, denne gang fik jeg 2 stikpiller, for at se om ikke det kunne fremskynde et eller andet. Vi skulle så komme igen klokken 16, men vi havde ret svært ved at tro på, at der ville ske noget.

Klokken 15.30 skulle vi til at køre op på hospitalet, Kim gik ud og startede bilen, og jeg skulle lige på toilettet, troede jeg. Jeg nåede lige at sætte mig på kummen, så gik vandet. Jeg fik fat i min mobiltelefon med vandet løbende ned af benene, og fik ringet til Kim, og sagt at han skulle komme ind igen.

Da jeg var dryppet lidt af kørte vi op på sygehuset, for lige at få bekræftet, at det nu også var vandet der gik. Den var god nok. Vi ringede til jordemoder Mie, og aftalte med hende, at når vi havde brug for at hun var der, eller der kom regelmæssige veer af 1 minuts varighed og med 5 minutters interval skulle vi ringe til hende.

På hospitalet rådede de os til at få sovet lidt, og en af jordemødrene blev ved med at ævle om, at give mig morfin at sove på. Jeg syntes dog bestemt ikke, at jeg havde lyst til at blive dopet, og vi fik dem overtalt til, at vi gerne måtte tage hjem at sove, og så komme igen senere.

Vi fik også sovet et par timer. Da veerne begyndte at blive kraftigere ringede vi efter min mor, som skulle komme og tage tid. Kim var ved at falde omkuld af træthed, og vi blev enige om, at hvis han skulle holde til fødslen om natten, så ville det nok være godt, at han fik sovet lidt mere.

Min mor nåede kun lige at komme og begynde at tage tid på veerne, da vi måtte konstatere, at de kom med 5 minutters interval og havde en varighed af 1 minut.

Vi ringede til jordemoder Mie, og aftalte at hun skulle komme hjem til os, og så ville vi sammen køre op på hospitalet. Hun undersøgte mig da hun kom, og måtte konstatere, at jeg kun var ca. 3 cm åben (man skal være 10 før barnet kan komme ud) og at jeg stadig havde noget livmoderhals.

Vi kørte op på hospitalet og fik tildelt en fødestue. Jeg fik lov at komme i vand som smertelindring, så længe jeg var ”indforstået med, at det ikke normalt var en tilladt procedure ved igangsatte fødsler på Roskilde Sygehus”. Jeg fik lov, fordi jeg havde egen jordemoder med, og derfor ikke behøvede at blive puttet ind i deres kasser. Yay! Mens jeg var i vand tog Kim sig en lille lur på sengen, og under veerne kunne jeg høre ham snorke. Det var så hyggeligt og afslappende.

Da jeg kom op af vandet undersøgte Mie mig igen, min livmoderhals var væk, men jeg havde stadig ikke åbnet mig mere og Fionas hoved stod alt for højt i bækkenet. Jeg fik lagt ve-drop, for at se om ikke det kunne hjælpe lidt. Til at starte med var det helt fint, jeg kunne godt mærke, at veerne bed lidt mere, men jeg kunne ligge over en sækkestol og slappe af. Jeg skulle have kørt en ctg scanning imens, men apparatet ville ikke registrer Fionas hjertelyd ordenligt når jeg lå sådan, derfor ville de gerne have mig ned at ligge i sengen. Dét var noget LORT! Samtidig skruede det op for droppet. Jeg kunne ikke ligge ned uden at få kvalme, så jeg begyndte at kaste op, og som om det ikke var nok, så fik jeg krampe i mine ben, så selv når veen var overstået, så fik jeg ikke en pause fra smerterne, men det gjorde bare ekstremt ondt andre steder.

Jeg syntes det blev sværere at håndtere veerne, men da jeg havde meget kvalme og kastede meget op ville de ikke give mig lattergas. Mie foreslog, at jeg kunne få en rygmarvsbedøvelse. Jeg havde egentlig sat næsen op efter ikke at få noget smertestillende, men fordi jeg var nød til at få kørt ctg scanning hele tiden, og kunne derfor ikke få lov til, at gøre de ting min krop krævede (gå, læne mig over ting osv.) for at jeg kunne håndtere veerne. Da de så lokkede med, at jeg om 20 minutter ville kunne få sovet lidt, kunne grine og endda måske spise lidt morgenmad sagde jeg pænt ja tak. På det tidspunkt havde jeg nemlig haft veer i 12 timer.

Jeg fik lagt bedøvelsen af den mest fantastiske læge. Min mor havde hørt hende ude på gangen da hun skulle ind til mig spørge personalet: ”Hende jeg skal ind til, Lærke, skal hun informeres på et højt, mellem eller lavt niveau?”. Både Kim og jeg havde faktisk direkte bedt om et højt informationsniveau, og det er bare fantastisk når en læge forholder sig til den patient hun skal ind til og man ikke bare er et nummer i rækken. Hun stak kun en enkel gang, og bedøvelsen virkede efter 5 minutter. Pludselig kunne jeg mærke, at min mave spændte, men det gjorde ikke ondt, og jeg kunne bare snakke videre.

Efter jeg havde fået lagt bedøvelsen blev Mie nød til at køre videre til en hjemmefødsel, og vi fik en jordemoder ind ved navn Signe. Endnu et fantastisk menneske. Vi fik morgenmad og hun sad og snakkede med os om løst og fast et stykke tid. Min mor gik en tur og Kim fik en briks ind, og så tog vi en lur på nogle timer. Det var bare dejligt.

Efter 5 timer med vedrop på det højeste, hvile og rygmarvsbedøvelse mærkede Signe på mig, for at se om ikke der var sket noget. Da Mie mærkede på mig inden hun tog videre var jeg 3 cm. Åben, da Signe mærkede på mig nu var jeg 4 cm. Åben og Fionas hoved stod stadig for højt. Fødslen havde været i gang i næsten et døgn. På det tidspunkt var jeg udmærket klar over hvor det hele bar hen af. Signe sagde, at vi godt kunne prøve at fortsætte lidt endnu, og se om ikke der skete noget, men at vi skulle vide, at chancen var lille for at jeg ville kommetil at føde selv. Kim og jeg blev ladt alene, og vi blev ret hurtigt enige om, at selv om det på ingen måde var det vi havde ville, så var det bedste på det her tidspunkt at sige ja tak til kejsersnit.

Vi var enige om, at Kim ikke skulle med ned på operationsstuen, så min mor gik med i stedet. Fra da vi havde besluttet os til, at det var kejsersnit og havde snakket med lægen til de havde tid til at foretage indgrebet gik der 20 minutter, hvilket var så dejligt.

En time efter blev jeg kørt til opvågning. Selve indgrebet var ikke slemt, jeg var nervøs, men det var okay. Det som var værst ved hele forløbet var det, at jeg fik at vide, at fra hun var ude til jeg kunne få lov at få hende i armene ville der gå en halv time. Og hun skulle undersøges med det samme, så jeg ville ikke se hende tæt på før det var overstået. DER tudede jeg.

Min mor sad ved mit hoved og holdt mig i hånden, og de lavede snittet. Fiona nåede kun lige at få hovedet ud af maven før hun stak i et vræl… og det samme gjorde hendes mor :). Signe bar hende hen på undersøgelsesbordet, og gik meget langsomt forbi mig, så jeg kunne få lov at se hende. Fiona tissede på gulvet 2 sekunder efter hun var kommet til verden. En sund og stærk lille skabning. Min mor skyndte sig hen og tage billeder af hende og så løb hun tilbage til mig og viste mig dem. Længe leve den digitale tidsalder. De var så søde at vente med at måle og veje hende, men kun lave de absolut nødvendige undersøgelser, så blev hun lagt i min mors arme, og min mor førte hende helt hen til min ansigt, så jeg kunne mærke hende med næsen mens jeg blev lappet sammen. Jeg sang ”regnormesangen” for hende, en sang jeg har sunget mens hun lå i maven, og hun blev helt rolig.

Da vi kom ud fra operationsstuen var Kim der, og så hende for første gang. Min store, stærke kæreste græd som pisket og rystede over det hele da han holdt hende i sine arme for første gang.

Selv jordemoder Signe blev helt forelsket i Fiona. Det er en standard ting at sige: ”hvor er hun fin” osv., men Signe hoppede af glæde og var helt euforisk. 🙂

Jeg kom op til opvågning, og hun blev lagt til brystet og suttede på livet løs med det samme. Da hun havde suttet et stykke tid blev hun målt og vejet. 51 cm. Lang og vejede 3800 g.. Mens jeg lå til opvågning kom min lillebror og så hende.

Det hele var bare så dejligt.

Jeg var nervøs for at føde på sygehuset, men jeg har KUN ros tilovers for de mennesker som deltog i fødslen. De var rigtig gode til at lytte til Kims og mine ønsker, og behandle os med respekt og tage meget hensyn til vores behov så vidt det var muligt. Selv om det ikke gik som vi havde håbet på, så var det den smukkeste og mest fantastiske fødsel, og det lille fantastiske og smukke væsen som kom ud af det, jamen hun er bare det hele værd. Jeg elsker hende SÅ højt!!!!!
.

Siden · Svar på kommentar
kaffeogt

Jeg er sådan ret konsekvent, når jeg føder. Åbenbart. Jeg går over tid. 8 dage første gang, 11 dage anden gang. Så går vandet som det første med et ordentligt splask.
Jeg har ve-storm fra starten af. Uregelmæssigt som bare pokker, ikke særligt effektive men hamrende smertefulde, fordi jeg aldrig får en reel pause. Og så går jeg i stå, når jeg er åbnet 5 cm. (Seriøst, begge gange!)

Første gang var klart den værste. Baby var kommet skævt ned i bækkenet, da vandet gik, og hun kunne ikke drejes. Desuden var de i tvivl om, hvordan hun lå, fordi hun fik en stor fødselsbyld på hovedet, så de havde svært ved at mærke hendes retning. Nå, men sygehuset var virkelig en fest. Jeg blev dopet i lattergas, blev så taget fra lattergas for at komme i badekar. Det var lille og klaustrofobisk og jeg havde latterligt ondt. Op igen. Efter 12 timer fik jeg epidural. Som blev lagt forkert. Der gik en time, før der blev reageret på mine hysteriske råb om, at mine patter var bedøvede, men at resten fanme ikke var. Sorry, på det tidspunkt talte jeg ikke helt så pænt. Jeg blev også koblet til ve-drop, der ikke virkede. Fordi de glemte at tænde!! Da de fik tændt, fik den fuld hammer, AV!! Nå men pigen kunne ikke komme ud. Min skedevæg var hævet pga babys langvarige pres derpå, og jeg kom ingen vegne. De prøvede med den alm. cup. Tre gange, og den svuppede bare af. Så til sidst stod der en hær af mennesker for min fodende, jeg var væk i lattergas og snakkede om øremærkning af grise samt kabaler (weird!)… De fik en hård cup på, en Jm satte en fod på briksen, hev baby ud som en kalv ud af en ko, og jeg bristede hele vejen, selv ringmusklen måtte sys sammen. Det blev kommenteret, det var heldigt, jeg havde sådan et stort og robust bækken, der kunne holde til det!

Anden gang forsøgte vi hjemmefødsel. Men måtte til sidst erkende, det blev nødvendigt med vedrop og antibiotika (når det er 18 timer siden vandet er gået)
Til gengæld gik det pænt hurtigt, da først jeg fik hjælp, og jeg var selv den første, der havde hænderne på lillebror, for manden var gået efter fritter og jm var ved at få handsker på. Jeg havde min mands søster ved min side, så hun holdt mit ben.

Jeg er klar på at gøre det igen! Det bliver jo bedre og bedre.:-)

Siden · Svar på kommentar
Lone Sole

Hele dagen havde jeg siddet i Vejle og spist uforskammede store mængder kage og kaffe i større doser end sundhedsstyrelsen ville syntes godt om. Jeg kører hjem til Silkeborg med P3 for fuld udblæsning og skråler ‘Det bli’ en go’ da-age…’ i fin duet med Ankertjerne. Får de grummeste plukkeveer og beslutter at sove en time inden aftensmad. Min Svigerfar er hos os og har nusset rundt i haven hele dagen og skal efter planen spille golf med Morten hele den efterfølgende dag. De har booket plads på lækker bane med frokost og goflvogn…
Morten har været på arbejde hele dagen og er taget direkte til golfturnering med de andre Ejendomsmæglere bagefter. Han kommer helt smadret hjem kl. 21.30
Kl. 23.30 ligger vi i sengen, pludselig mærker jeg et smæld i bækkenet og joker hurtigt med at ‘det føltes godt nok lige som om vandet gik..! I det jeg har sagt det, får jeg både kuldegysninger og koldsved og når at tænke ‘shit..!’ Skynder mig ud på toilettet for at afkræfte mistanken, så vi kan få sovet. I det jeg rejser mig, kan jeg godt mærke at det er galt. Når lige at sætte mig på WC’et da vandet fosset ud. Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at jeg for lidt siden fyrede mit livs dårligste joke af, og at det her fødsel er NU og ikke om 23 dage, hvor min termin er. Får kaldt på Morten, der kommer utroligt hurtigt ud af sengen og spørger som kun mænd kan ‘Er du sikker?!’ imens vandet plasker ned i kummen. Jeg er RET sikkert! Og også ret sikker på at jeg har fortrudt og gerne vil stoppe det her graviditet/fødsels halløj lige nu! Sætter mig derfor til at ryste og melder mig ude afstand til at foretage ordentligt opkald til fødegangen. Morten ringer. De tilbyder at vi kan komme ind og blive undersøgt, eller vi kan vente til der kommer gang i veerne. Vi beslutter at se tiden lidt an. Fødegangen anbefaler at vi får sovet og spist. Begge dele virker lige uoverskueligt. Morten sikrer seng med plastikpose og håndklæder, så jeg kan få slappet af. Imens pakker han taske, som jeg ikke har fået taget mig sammen til at færdiggøre (der er jo lang tid til!). Takket være mit behov for at skrive lister, får vi det hele med og undgår mande-panik-pakke- psykose. I mellem tiden er Mortens far vågnet og har vovet sig ud fra børne/gæsteværelset, dog vælger han at vende om, klæde sig på og sætte sig ind i stuen og løse kryds og tværs, da han får beskeden ‘vandet er gået’. Alle reagerer forskellige i pressede situationer…
Klokken 03.20 bliver vi modtaget på fødegangen, jeg undersøges og til min lettelse (og skræk) er jeg allerede 4 cm åben. Alt er perfekt, både hjertelyd, puls og mine veer. Morten når at nævne at jeg gerne vil i vand. Det kæmpe badekar bliver fyldt af sød SOSU assistent, der også henter obligatorisk, stærk rød saftevand.
Kl. 04.00 kommer jeg i vand, og da mine veer gør virkelig ondt, har jeg tårnhøje forventninger til vandets magiske virkning. Vandet skuffer dog ret fælt, og da min hjerne ikke magter at udføre ‘luft ind i gennem næsen’ manøvre, så jeg ser både prikker og stjerner, da jeg hyperventilerer mig igennem 7 veer på 10 minutter. Hele vejen igennem fødslen tager Morten tid på mine veer, og kan hver gang give beskeden ’30 sekunder’, som pejlemærke på, at jeg er halvvejs igennem. Det er en kæmpe hjælp, som gør at jeg langt bedre kan håndterer mine smerter, da det altid, for mig i hvert fald, er nemmere at holde noget ud, hvis man ved hvor lang tid det vare!
Da min jordmoder bliver usikker på hjertelyd, kommer jeg op af vandet efter 50 minutter. Da jeg er på vej op af karret, får jeg så stor pressetrang at jeg, ja undskyld til SOSU, tisser på gulvet. Ret meget. Heldigvis går det først op for mig meget senere, og er vist heller ikke første gang i Fødslens Historie det er sket. Jeg tackler bedst veerne stående, helst helt oprejst, og slet ikke bøjet ind over sengen, som JM ellers forsøger at anbefale.
Jeg får helt vildt meget pressetrang og kan på ingen måde overskue ikke at måtte presse med! Hyperventilere og skriger mig igennem de næste veer, og forsøger virkelig VIRKELIG at gispe og holde igen. Min store skræk er, at det hele pludselig går i stå og at mine heftige veer ikke virker. Det sker dog ikke.
Kl. 05.50. Da der bliver ved med at være en kant forsøger JM at fjerne den. Det gør hun over de næste 2-3 veer, ved helt simpelt, men dog virkelig smertefuldt, at stikke 3 fingre helt op til babys hoved og holde dem i spænd mellem veerne. Morten gentager uendeligt mange gange noget med at trække vejret, og jeg forsøger naivt at undgå fingrene ved at stille mig på tæer og løfte mig væk…lykkedes selvfølgelig ret dårligt.
Kl. 06.15 må jeg endelig presse med og det føles helt fantastisk! Først da det går op for mig, at det er NU, jeg er i gang med at skulle presse et lille menneske ud og at det helt sikkert kommer til at gøre endnu mere nas, end det gør i forvejen, panikker jeg. JM er heldigvis helt cool og får hurtigt talt mig til ro. Der er jo heller ikke så meget at gøre, ud skal han jo.
Kl. 06.45 føder jeg hovedet. Og indrømmet – det gør nas. Men vil mene at selve tanken og skrækken for det, var værre end det faktisk at gøre det. SOSU og JM forsikre mig om at det værste er overstået nu og jeg bliver helt paf. Morten hvisker til mig, at jeg er det sejeste menneske han kender. Kl. 06.47 føder jeg vores lille bitte baby, der helt slimet og blå bliver lagt på min mave. Han skriger straks og fægter rundt med små tynde arme og ben. Jeg registrerer, at han har fine, mørke krøller og store, mørke øjne, der forskrækket blinker til mig. Er sindssygt stolt og føler mig ubeskrivelig sej. Har fandme lige født et menneske! Uden narko eller andet gejl. Det er sgu fedt!

Siden · Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar Annuller svar

Næste indlæg

NÅR MAN FÅR ET BARN, FÅR MAN OGSÅ ET SÆT VIRKELIG STORE KLUNKER.

Jamen det passer! Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er mit job at passe på Alfred. At tage mig af ham, og …

Læs mere

KOM MED JERES FØDSELSBERETNING!

Andre indlæg i samme dur!

19 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar Annuller svar

Næste indlæg

NÅR MAN FÅR ET BARN, FÅR MAN OGSÅ ET SÆT VIRKELIG STORE KLUNKER.