Throwback til ’15 og ønsker for ’16…

Jeg fik lige verdens sødeste kommentar. Dejlige kommentarer er jeg rig på 🙂 Kæft det er fedt! Der er efterhånden langt mellem de negative, men jeg tror også det har noget at gøre med, at jeg ikke længere er nær så debatterende som jeg har været.

Jeg kan ikke beskrive følelsen af at modtage en negativ kommentar… Det er SÅ grænseoverskridende for mig. Og jeg har været så skide dårlig til at omfavne dem. Især hvis det har handlet om mig som person. Der har været perioder hvor jeg jeg bare har slettet dem, andre gange har jeg svaret på dem, på en eller anden febrilsk måde. Fordi man ofte kan føle sig misforstået, og bare gerne vil forklare… Og på den måde bliver man hurtigt sat i bås – at man ikke kan tåle kritik.

Et godt eksempel på det, er, da artiklen fra Alt for damerne røg online. Der var nemlig et enkelt kvindemenneske, der besluttede sig for at mene, at jeg var en sølle blogger, der havde besluttet sig for at slæbe en kæmpe kuffert fuld af penge med hjem fra banken efter at have lavet den (artiklen). Som om man nogensinde tjener penge på at lade sig interviewe? At jeg nu hev penge hjem på at udtale mig om skilsmisse og sorg.

Kæft den gjorde nas….

Men det er jo et eller andet sted prisen man må betale, når man færdes, udtaler sig eller ytrer sig på de sociale medier eller online generelt. Men kæft det gør ondt de helt forkerte steder, når man blotter sig og derefter bliver rakket ned og stemplet som en grisk kælling der kun tænker på at skumme fløden på sin egen sorg. Hun trumfede endda lige med at sige, at hvis jeg nu havde brugt mindre tid på at blogge og mere tid på mit forhold, så havde det nok set anderledes ud.

Lige den dag tror jeg at hun skulle være overordentligt glad for at hun ikke boede i mit nærområde. For jeg var klar til at dele tæsk og verbale ubehageligheder udover hele hendes grimme væsen.

Et af mine faste mantraer har altid heddet ‘Karma klarer den’ – forstået på den måde, at hvis man opfører sig som en decideret idiot, så skal der nok ske en eller anden form for retfærdighed et sted ude i fremtiden. Det betyder blandt andet, at jeg på den ene eller anden måde forsøger at være et godt menneske. Hvilket ikke altid lykkes mig, men jeg prøver 🙂 Jeg gør et reelt forsøg.

Jeg skrev dette indlæg for et års tid siden – og det er sjovt at læse tilbage… Og se tilbage. Og så alligevel ikke en skid. Der var jo absolut intet der gik som jeg havde regnet med, vel? Den eneste grund til at jeg kom i tanke om indlægget var den førnævnte kommentar:

‘Trine, sad lige og læste nogle af dine gamle skriverier. Og synes det var på tide at kommentere.
TAK, for en møg-ærlig blog. Og hold nu kæft hvor er du sej.
Elsker at du siger højt, du keder dig på legepladsen.
Det gør ondt indeni, når du har beskrevet følelserne omkring bruddet m S (A’s far).
Det er sjovt at følge dine dates og man sidder herhjemme og hepper på ALT det bedste må komme til dig.
Du er så ægte og ærlig. Tak for det. Du er, hvad JEG har brug for i den her polerede, selviscenesættende verden. En dejlig kontrast. Tak ❤️ Og alt det bedste til Alfred og dig.

Og jeg bliver så varm og lykkelig indeni – for det er derfor jeg åbnede denne her skide blog in the first place. Jeg havde da ikke forestillet mig at jeg skulle gøre det i så mange år! Men det har været en fucking fed rejse – og jeg elsker – ELSKER at jeg har skabt et rum, hvor man har lov til at råbe PIK efter alting. Jeg elskede de 100 læsere jeg havde det første stykke tid. Og jeg elsker de mange tusinder der er der nu. Sagt helt inde fra hjertet. Tror slet ikke I begriber hvor stor en hjælp I har været for mig.

Når jeg læser tilbage, så er det lige dele sjovt og hjerteskærende læsning. At man sidste år kunne sidde og håbe på én ting – og så sidde her et år efter…. Med noget helt, helt andet.

Der er ret mange af jer der har smidt kommentarer omkring indlæg der har været udgivet, og som senere er blevet slettet igen. De er ikke blevet slettet. I bliver skide irriterede over den slags – og det forstår jeg godt. Og jeg forstår sgu også godt at I undrer jer. Mange har sat spørgsmålstegn ved, om jeg nu også er ved mine fulde fem, når jeg udgiver disse (virkelig grænseoverskridende) indlæg.

Men sandheden er, at jeg godt kan finde på at trække ting tilbage. Og i denne omgang handler det om, at jeg pt er ved at skrive en bog. Og hvis jeg kan mærke, at der ligger noget indhold på bloggen, som rører folk – og som er virkelig velskrevet – så vil jeg langt hellere udgive det i bogform. Så forbered jer på, at det KAN forekomme, at indlæg ikke ligger her for evigt. For når jeg kan se, at jeg har skrevet noget der rammer og rører folk – så er det præcis det jeg vil med den der bog. Og jeg kan jo ikke udgive noget der allerede ligger online. Det gider ingen jo læse igen.

Andre gange trækker jeg indhold tilbage, hvis jeg kan mærke at jeg har overskredet mine egne grænser. Og det synes jeg også er okay. Det gør mig hverken til en forstyrret eller forvirret person. Nok nærmere det omvendte. Man skal mærke efter. Og i virkeligheden findes der jo ingen regler omkring hvordan man driver en blog. Udover de regler bloggeren selv sætter. Tilgiv mig, men jeg gør bare hvad der føles rigtigt i øjeblikket. Og sommetider står man op dagen efter, og så føles det helt forkert.

I forhold til ønsker for 2016, så skal jeg udfordre mig selv endnu mere. Gribe flere bolde. Lukke kærligheden ind, hvis den viser sig. Lukke færre dårlige ting ind. Jeg er allerede godt på vej, selvom vejen er lang – og at det er et virkelig utrygt område at bevæge sig ind på. Helt mudret og usikkert. Men jeg tør godt. Måske.