Ting jeg ville ønske jeg var bedre til.

Jeg har primært haft rollen som den her fysiske ting i Alfreds liv. Det har altid været sådan. Alfred er et rigtig puttemenneske, i hvert fald når han er hos mig. Hans far, derimod, han er simpelthen den bedste til at lege. Finde på, have fantasien og skabe nogle sindssygt gode rammer når det kommer til leg.

Men efter jeg er blevet alene, der kan jeg godt mærke at jeg halter en del bagefter. Det er ikke fordi Alfred ikke gider lege med mig, det vil han egentlig gerne. Men der kommer altid et punkt, hvor han mere eller mindre indirekte fortæller mig at han synes jeg er herre kedelig. Hvorefter han egentlig bare fortsætter legen selv. Det gør lidt ondt på mor-selvtilliden. For selvom jeg synes det er enormt hyggeligt at være den han putter opad (og sover på om natten) så vil jeg da OGSÅ gerne være pisse god til det der med at lege.

Jeg har nu accepteret, at jeg har været nødt til at sætte mig lidt mere ind i, hvad det er for et lille slags menneske jeg har rendende i hælene hver anden uge. For det skylder jeg ham. Og mig selv. Og jeg har aldrig været fan af at læse bøger om udvikling og opdragelse. Det havde måske set anderledes ud, hvis vuggestue og børnehave havde givet udtryk for, at der var nogle helt specifikke steder vi skulle sætte fokus på. Men drengen fejler intet. Det eneste de har ytret er, at han har tendens til at være enormt doven, ikke gider rydde op efter sig selv og at hans ben ofte ikke virker når de er ude på tur, og trætheden sætter sig i hans små skanker.

Det eneste punkt, hvor jeg har haft lyst til at læse op, det har været for at lære lidt mere om hvordan han kan skabe relationer til andre børn. Alfred har altid været glad for voksne. Og langt størstedelen af hans tid i institutioner, dem har han brugt på at knytte tætte bånd til de pædagoger der har været på hans stue.

Det skete også da vi flyttede til Sydhavnen, men der er dog sket en vild forvandling siden han rykkede op i børnehaven. Det hænger nok sammen med, at nomeringen er som den er – han kan ikke længere bare hægte sig fast på en voksen,for der er også cirka 1000 andre børn der ligger i konkurrence om dem. Det har gjort en stor forskel. På den positive måde.

Det har også været en stor hjælp, at han er på en stue, hvor en af hans primære pædagoger er en mand. Sådan en af de der ‘no bullshit’ typer. Han er naturligvis glad for Alfred, men er heller ikke bange for at sige til ham, at NU gør det simpelthen ondt i ørerne at høre mere på Alfreds bla, bla, bla – for hans spørgsmål og historier stopper jo aldrig. Det kan jeg skrive under på. Men han er god til at bede ham om at NU er det vist tid til at joine nogle af de andre børn. Og det har hjulpet. Og det viser sig, at Alfred er vellidt og god til at sætte gang i lege, og også indgå i de lege der allerede er i gang.

Der hvor jeg mangler hjælp, det er til at forstå hvilken udvikling min unge har gang i. Hvad sker der i ham lige nu? Og hvad er det for en udvikling jeg kan se frem til – og vigtigst af alt: hvordan hjælper jeg ham? Motiverer ham?

Jeg har heldigvis fået læst lidt på det, og jeg vil egentlig gerne dele det med jer, men tænker at jeg lige vil læse lidt mere og sætte mig dybere ind i det. Men jeg skriver egentlig det her, i håb om at jeg måske ikke er den eneste der føler mig en smule på bar bund. Èn ting er, at mit barn ikke længere er så lille, at det bare er de mest basale behov der skal dækkes. En anden ting er jo, at det fandeme trækker tænder ud at være alene. Man har jo ikke en sparringspartner på samme måde. For selvom kommunikationen er helt ok mellem Alfreds far og jeg – så er det bare ikke helt det samme 🙂

Mon andre kan genkende de tanker?