Ting vi tager for givet

For lidt over et år siden, der satte jeg mig ombord på et fly med en håndfuld fremmede mennesker.

I dagene op til var jeg flere gange ved at melde afbud. Både fordi jeg følte mig enormt utryg ved tanken om at rejse med folk jeg ikke kendte – men især fordi turen gik mod en destination jeg aldrig selv ville have valgt frivilligt.

Jeg tilbragte 4 dage i Jordan med journalister fra diverse medier og kommunikations-typer fra UNICEF. Og så var der lille mig. Mig med bloggen. Mediet mange elsker at hade.

De selvdestruktive tanker om hvad i alverden jeg skulle lave dér – og kunne jeg i virkeligheden formidle noget som helst brugbart ud til jer? Jeg er jo ikke journalist. Jeg kunne blot fortælle hvad jeg så – og havde set. Og mine tanker blev hurtigt gjort til skamme. For I tog pisse godt i mod de ting jeg sendte jeres vej. Både under turen, og også efter jeg vendte hjem igen.

Så vidt jeg husker, så var der udelukkende positiv respons på min tur. Enkelte af jer satte dog spørgsmålstegn ved, hvorfor i alverden UNICEF brugte dyrebare midler på at sende en dum blogger afsted.

Men det seje var, at denne her dumme blogger samlede en pæn portion penge ind til det videre arbejde med syriske flygtninge i Jordan. Penge, der skulle gå til bl.a elektricitet i Azraq – en flygtningelejr en spytklat fra syriens grænse. El kan vi jo f.eks alle godt lide. For vi er vant til at vi bare tænder for en kontakt, og så er der lys. Det var bestemt ikke tilfældet dernede.

På Instagram og på bloggen samlede I godt 14.000 kr ind på få dage. Hvilket tjente min tur ind x 3.

UNICEF havde sat fokus på ‘5-års jubilæet’ for krigen i Syrien. Og det var derfor vi var afsted.

I år er det så 6 år siden krigen startede, og hvor mange af os havde håbet på at situationen dernede var blevet bedre, så er det kun blevet værre. Faktisk melder stort set alle nødhjælpsorganisationer ud, at de aldrig har oplevet krigsføring på denne her måde før. Nogensinde. Måden civilbefolkningen bliver presset på selv de mest basale nødvendigheder som vand og mad, er grufuld.

Vandforsyningen er blevet blokeret eller bombet, og status pt er, at over 8,2 millioner mennesker i Syrien pt akut mangler rent vand og ordentlige toiletforhold. Og man regner med, at 3 ud af 4 syrere står op hver morgen, uden at vide om de har adgang til rent vand.

Derudover er familier i Syrien tvunget til at bruge 25 % af alle deres penge på vand.

Mange af os tænker garanteret, hvorfor i alverden man ikke bare flygter fra det hele. Men atter vil jeg bruge et citat fra Julie, som jeg også rejste med i Jordan. Hun kan altid sætte ord på situationer, så alle forstår den:

“For det første er der mange, der slet ikke TØR flygte pga. af frygt for at blive slået ihjel under flugten.
Samtidig er en længere flugt meget ressourcekrævende både menneskeligt og økonomisk, og har man intet tilbage, kan en flugt være uoverskuelig, – hvis ikke umulig.

Nogle vælger også at blive tilbage for at passe på slægtninge, der af forskellige årsager ikke kan flygte. Andre vælger at blive tilbage, fordi de har en stærk tro på og håb om, at situationen kan og vil blive bedre i den nærmeste fremtid, og at de måske selv kan bidrage med at tage kampen op mod de ubeskrivelige overgreb, de og deres nære udsættes for. Som vi også hørte alle sige til os i Jordan, så er syrernes største drøm at blive boende i eller vende tilbage til Syrien – deres hjemland.”

Jeg kontaktede UNICEF i sidste uge, for at høre om ikke vi lige kunne sparke en indsamling i gang på mine platforme. Jeg kan nemlig godt lide at bruge min blog til andet end mine egne kriblerier eller anmeldelser af produkter. Det giver mig en stor, stor glæde at gøre noget godt. Især når man har været vidne til både det massive stykke arbejde UNICEF laver rundt omkring i verden. For en hjertesag som børn. Derudover, så gør det også et enormt indtryk på mig, at have hørt alle de beretninger fra helt, helt almindelige familier der pludselig blev fanget i en krig der er så umenneskelig som den var og stadig er.

At rejse fra sin trygge base, og selv have børn – river det ens hjerte ud. At være vidne til de rædsler de blev kastet ud i. Især børnene. Heldigvis har jeg, her et år senere, fået en lille håndfuld succeshistorier fra nogle af de børn jeg mødte på min tur. Og det er helt fantastisk at høre. Men årsagen til det, den skal også findes hos mange af de mennesker der brænder for at hjælpe mennesker i nød.

Denne gang har jeg haft fokus på vand – og jeg tog en udfordring op!

Kan jeg undvære mere end en liter vand et helt døgn?

Og guess what – det kunne jeg. I skrivende stund har jeg stadig hvad der svarer til et helt glas vand. Efter tandbørstning, en kop kaffe, drikkevand og andre småting. Godt nok stinker jeg lidt, men det kan man leve med, så længe man ikke er tørstig og kan vaske sine hænder. Eller skal på date.

Hvad ville I prioritere hvis I KUN havde én liter?

Jeg har f.eks pisset i en kop og hældt det ud i haven – og jeg har takket de højere magter for, at jeg ikke skulle lave stort i et helt døgn. For lige dét ville have været en udfordring jeg ikke ville kunne overskue. Og sikke noget fjol.

Mit mål for indsamlingen denne her gang hedder 6.000 kr – hvilket svarer til en halv million liter rent drikkevand. I morges havde jeg nået 2.800 kr på Instagram alene!

Hvis I vil være med til at sparke seriøs røv endnu engang, så har jeg fået lavet følgende personlige indsamling – naturligvis på eget initiativ:

En sms til 1900 med teksten LORTEMOR – den bidrager med 24 kr. Ikke alene får man en personlig hilsen tilbage – man får også seriøse points ind på sin karmakonto. Til dem der ikke kan sms’e, så kan man sende sit bidrag via Mobilepay. Telefonnummeret hedder 20114600 – husk at skrive LORTEMOR i beskeden! Og her kan man naturligvis også smide mere end 24 kr <3

Lad os samle en halv million liter RENT drikkevand ind i fællesskab – der er så meget brug for det <3