The Gary Barlow Sprain

Nok den mest absurde oversrift længe, men hæng på!

1000 mange tak for beskederne til mit seneste indlæg 

I er godt nok nogen af sødeste virtuelle venner man kunne ønske sig! Og nu hvor skrivelysten så småt er vendt tilbage, så tænkte jeg at jeg ville skrive lidt om dagen i går. Jeg ved det godt. To indlæg på ÉN dag, det er sjældent set i blogland. Men så er der mere læsestof, til når I skal på toilettet og sådan noget.

Nu ved jeg ikke hvor mange af jer der er inkarnerede Take That fans, men jeg havde den vidunderlige, uvurderlige oplevelse af at opleve dem live i KB Hallen i går aftes. Biletterne kom i hus tilbage i september. Jeg husker stadig, hvordan min storebror skød huller i mine Take That plakater for knapt 25 år siden. Dengang havde jeg også det noget varmt i skrævet for Peter Schmeichel (det hjælper ikke at hans søn er mindst lige så pæn). Men Take That gik jo i opløsning d. 13. februar anno et år jeg ikke kan huske, men jeg kan dog erindre, at der ikke var en ende på tårerne og at livet ikke ville gå videre derfra. Så kom Spice Girls. Og Backstreet Boys. Og Westlife – og så kunne man på en måde komme videre i livet. Og plateau-støvlerne. Dem kunne jeg godt have brugt i går.

Spice up your life, som man siger.

I forhold til min overskrift, så er det nok bare diagnosen de næste par dage. Hold i nakken, fra dét sekund Gary smed sin blazer og bare stod i kortærmet sort trøje. Det var mere end hvad jeg kunne holde til. Og Howard overraskede positivt, og da Mark Owen sang “Babe”, efterfulgt af mit ultimative yndlingsnummer “A million lovesongs” så var hverken kvinderne i midt 30érne (mig) eller de fantastiske mænd til stede, i stand til at holde tårerne tilbage..

Den mand bliver bare mere og mere lækker som årene går. Heldigvis havde jeg en wing-man med, der kunne løfte mig op ind i mellem. Og som også kunne agere en velkommen brystkasse, da Take That var så frække at spille flere ballader i træk. Så meget ikke fair. Ét af numrene var, og ER mit yndlingsnummer, og jeg er så glad og SÅ – jamen glad igen, over at jeg fik lov til at høre det helt live. Men to timer, med løftet hoved til venstre? AV. Fair? Måske ikke. Worth it, bestemt.

Det er The Gary Barlow Sprain værd. Men AV!

Og husk, at bidrag til bloggen kan gives lige her via Mobilepay – alt indberettes 52241565