Våbenhvile.

Vi er trætte med træt ovenpå. Det har været en hård weekend, med masser af stress over vores manglende bolig, rod og oprydning – samt en dreng der er så vild med at gå, at han ikke ser sig for. Han er nærmest frygtløs, hvilket er en kraftig kontrast til hvordan han er normalt.

Han har taget nogle styrt, og antallet af gange han er faldet på rumpen, nærmer sig en million!

Jeg har ikke rigtig været aktiv på bloggen over weekenden. Jeg har ikke orket at læse kommentarer, svare på dem eller lave nye indlæg. Jeg føler mig i den grad misforstået og stemplet. Nogle mennesker har fået mig til at fremstå som en dårlig mor, der mishandler mit barn. Og den gode karma, som før var stor i kommentarfeltet er nærmest blevet til en krig, hvor ingen har forståelse for hinanden.

For fanden altså.

Men en eller anden dag skulle det jo ske, ikke?

Men jeg vil nok bare gerne pointere, at når jeg kalder min søn for ‘dumme baby’ – så er det jo sagt i en kærlig tone, fordi han netop gør så utrolig mange dumme ting på en dag. Og når jeg har ladet ham græde sig selv i søvn 3 gange i hans liv, så har jeg jo faktisk også haft cirka 500 andre nætter hvor han ikke har.

Og han ER altså en idiot, når han flitsbuer på puslebordet med røven fuld af lort, så det ryger ud over det hele. Men jeg råber ham ikke ind i hovedet, at han er djævlens yngel og at han er en idiot. Jeg hvisker det nænsomt, mens jeg tæller til 10, for ikke at koge over. Sorry.

Jeg prøver ikke at overgå nogen i at være en dårlig mor. Jeg ønsker bare at lukke lidt op for, at det er ok at sucke til det en gang i mellem. At den polerede verden  vi læser om og ser kort på billeder, ikke er hele sandheden. Men når jeg kalder mit barn for ‘dum’ en gang om dagen, så kalder jeg ham jo også for ‘verdens sødeste Bøf’ og for ‘skat’ omkring 200 andre gange. Og når jeg har givet min søn honning, så har jeg da inden tjekket op på, hvorfor de IKKE må få det, og konkluderet, at fordi han ikke blev ernæret 100 % af mælk, så var det ganske ufarligt.

Utilstrækkelighed kommer snigende i sejhedens skygge. Og jeg er sej, cirka 23,5 time i døgnet. Men jeg vælger desværre bare at skrive om den lille halve time. Hvis jeg gjorde andet, så ville min blog blot været en nål i den kæmpe høstak af andre blogs man finder i familie-kategorien, og det er ikke det ønske jeg har.

Jeg tror på, at der er en plads til mig i denne kategori, og jeg burde også have forberedt mig selv bedre, på at der en dag ville komme kritik eller som nu, en heftig debat i kommentarfeltet. Det gør mig ikke så ked af det, egentlig. Men jeg bliver ked af, at et indlæg, der egentlig skulle have været sjovt, kan sætte så meget i gang. Det er så min fejl, da jeg ikke har fået lagt det synligt nok i ‘skal læses med et gran salt’ kategorien. Ikke at jeg har sådan en kategori endnu, men jeg overvejer det da på det kraftigste.

Jeg har fået mange kærlige kommentarer og søde mails i hovedet denne weekend (af hjertet TAK) over at man skal lade det prelle af, når folk er slemme ved én. Men vi ved alle sammen godt, at hvis 100 smiler til én, men en enkelt overfalder én verbalt, så er det jo det man husker. Og det er den følelse jeg har fået på det sidste.

Alle de beretninger der er skrevet i kommentarfeltet kan jeg ikke stå til ansvar over for, og jeg gør det egentlig heller ikke. Men det går ud over mig og mine intentioner med bloggen, når debatten tager en uheldig drejning. Og det gælder alle kommentarer! Både dem der er enige og dem der er uenige.

Kan vi holde våbenhvile nu?