Vuggestue-blues.

Jeg er ked af det. Og det er en helt ny følelse, som jeg lige skal vænne mig til at have.

Flere kan måske huske, at jeg udtrykkede en enorm ærgelse for et par uger siden, over at en af Alfred’s favoritter blandt pædagoger, stoppede. Selvom vi godt vidste den dag ville komme, så gjorde det alligevel ondt i dét dér moderhjerte.

Nu er Alfreds elskede YNDLINGS person også stoppet. I fredags fik vi afvide, at hun havde sidste dag. Og indeni mig skete der en form for følelsesmæssig eksplosion, der nok bunder i ren og skær kærlighed til mit barn og hans velbefindende.

Jeg troede aldrig at jeg skulle føle så meget på hans vegne. Glæde, over de mennesker der dagligt passer så godt på ham. Sorg, over at de smutter ud af hans liv igen. Jeg ved godt at han bare er et barn, og at han højest sandsynligt slipper helskindet igennem alle disse forandringer institutionslivet fører med sig, men jeg kan godt nok mærke – at den indflydelse de mennesker har på vores hverdag, er enorm.

Det at man kan tage på arbejde og udføre sit arbejde, efter at have afleveret en glad og tilfreds dreng, skal ikke undervurderes. Det er en enorm vigtig faktor i hele hamster-hjulet der skal køre rundt til dagligt. Og i dag, der synes jeg godt nok ikke det var sjovt at aflevere ham.

Børnene er endnu ikke så store at de rigtigt har knyttet sig til hinanden, men det har været så tydeligt, hvordan de har knyttet sig til de voksne på stuerne. Og vi har haft en lang periode, hvor der bare har været ro på dernede og dagligdagen har været tryg og velkendt – og det har jeg fandme nydt BIG time.

Mit største ønske er, at de hiver den omtalte pædagog ind, som afsluttede sit barselsvikariat. Vi ved, at han elskede stedet og børnene – rigtig meget. Alle forældrene var glad for ham, og børnene? Det knus-elskede ham og de fulgte ham i tykt og tyndt.

Kan man, som forældre, have indflydelse på hvem de ansætter? Er det drømmetænkning at tro, at en opringning til lederen kunne gøre en forskel i deres beslutning om at ansætte ham fast?

Jeg er jo ny i hele den her verden. Og helt ny i disse følelser. Men det betyder noget for mig, at der er nogen der har mit barns ryg – på mere end bare pædagog-måden. At se en voksen, knytte sig til mit barn – og omvendt, det har været helt fantastisk. Og jeg er ked af, at de forsvinder ud af hans liv så brat.

Av.