Vi sov helt til klokken otte i morges. Super dejligt, tænker I sikkert. Men "vi" var til geng&
Se næste indlæg >
Forventninger vs. realitet.
LORTEMOR
Kan I huske tiden som førstegangs-gravid? Forventningens glæde, sommerfuglene i maven?
Man gik og købte tøj i bitte små størrelser, synes at det var en god ide også at købe sko i helt små størrelser, og man gjorde sig tanker om det lille liv man gik og groede indeni og som var resultatet af den kærlighed man havde til hinanden?
Ok, nok violin – men kan I huske det?
Kan I så også huske, hvordan intet blev som man havde tænkt det ville?
Selvfølgelig er der masser af kærlighed og ømme øjeblikke, men der var også en masse andet.
Smerter, kæmpe store bryster, enormt lange og ensomme nætter, kilo der aldrig forsvandt igen, små sko, der aldrig kom på, fordi små bitte fødder bare ikke er lavet til den slags?
Jeg har aldrig hørt om nogen der kunne matche forventningerne med realiteten, og jeg forstår jo godt hvorfor. Ingen kan forberede sig på den slags.
Jeg har i dag glemt de fleste forventninger jeg havde. Jeg kan nærmest ikke huske de første uger af Alfreds liv. Det hele gik op i hat og briller AKA amning, bleer og en masse søvnløse nætter.
Men jeg kan huske det meste efter de første to måneder. For det var der mine bryster meldte sig ud af amme-konceptet. Og derefter fik jeg rent faktisk sammenhængende søvn. Og selvom Alfred aldrig, ALDRIG har været typen der var vild med søvn. På den måde ligner han ikke sine forældre.
Så ting der kom bag på mig, var, hvad manglende søvn gør ved dig som menneske – it aint pretty – dernæst hvor pisse fucking ondt det gør at amme det første stykke tid. Man kunne have savet min arm af, uden jeg havde fortrukket en mine. Brystvorter uden hud på, er som at få sat ild til en, uden at man kan gøre ret meget ved det. Noget andet var også, hvor meget, og ikke mindst hvor hurtigt man kan begynde at koldsvede. Lyden af babygråd når man er ude at handle eller andet – ren svedoverskæg, oversvømmede armhuler og kolde dråber nedad ryggen. Eller vægten af en lift med barn, der skal bæres opad trapper. Kronisk sveden, det havde jeg ikke taget med i overvejelserne.
Listen er lang, men måske er de fleste ting individuelle – fælles er dog, at disse ting har man ikke en chance for at forberede sig på. Heldigvis. Ellers kunne man næppe kalde det for den søde ventetid.
Hvilke ting kom mest bag på jer?
Jeg oplevede ikke den første tid som slem overhovedet, også selvom vi ikke sov nok. Faktisk synes jeg, at jeg er blevet positivt overrasket over at få ham, for man han hører snart ikke andet, end at det er kanon hårdt og ens liv stopper osv., og jeg føler ikke mit liv er stoppet. Men der er mange ting, der senere er kommet bag på mig. Det er kommet bag på mig, hvor gal jeg kan blive på ham. Det der med fuldstændig at miste jordforbindelsen af raseri, det er virkelig ubehageligt. Det er kommet bag på mig, at man får en lille afstand til de veninder, der først senere får børn, fordi man slet ikke er samme sted. Og mange andre ting efterhånden.