Heads up på Alfred.

Det er virkelig længe siden jeg har skrevet om Alfred – om hvordan det går osv… 🙂

Så tænkte at en update er på sin plads!

Lige pt ligger han på gulvet og kører ræs med alle sine firhjulede venner, på den bilbane vi har lavet af en pæn stak bøger. Han er egentlig okay god til at lege selv, men foretrækker at have mig med det meste af tiden. Lige det, er noget vi slås med for tiden. Jeg vil nemlig enormt gerne have at han leger selv – at det i hvert fald er en mulighed.

Det kan godt være det lyder lidt sært og lortemor-agtigt, men når man er alene med sin unge, så er det ikke lige muligt at sige ‘Hey, jeg går lige i bad’ – eller ‘jeg går lige ned og handler in’. Alt skal times og tilrettelægges.

Heldigvis er vi nået til et sted, hvor jeg godt kan sige: ‘Alfred, mor tager lige et bad!’ Og de fleste gange siger han bare ‘Okay’ og så leger han videre. Andre gange kræver det bestikkelse med is og tegnefilm. Whatever – jeg er sådan set ligeglad. Det handler mest om, at trække sig tilbage i 5-10 minutter, alt efter hvor meget hår der skal barberes af under bruseren. Og for det, der ofrer jeg gerne en filur-is og en tegnefilm.

Vi går ind i den fase nu, en fase vi har ventet på – det rigtige tidspunkt at skaffe os af med den udgift der hedder bleer – og både vi, og heldigvis også børnehaven, er enige om, at Alfred bare er en af de unger der er lidt langsom til visse ting. Så først er det af med bleerne, og dernæst sutterne.

Alfred er nu cirka 103 cm lang og vejer nok omkring 16 kilo – jeg stoppede med at veje ham da han var et år, for han har altid haft en BMI der er imponerende. Så vægt har altid mest været noget jeg har tænkt over, da han skulle bæres. Og det er jeg stoppet med for længst.

Alt i alt er han en sød og kærlig dreng, med et kæmpe ordforråd. Han er glad for voksne – et typisk tegn på at han snart trænger til at få nogle søskende han kan hate på, men eftersom det på ingen måde ligger i kortene, så er det også noget vi tager seriøst: at han skal blive bedre til at lege med andre børn. Igen, så er det ikke et reelt problem – og det er efterhånden tit jeg oplever, at han leger rigtig godt med andre børn.

I kan måske læse mellem linjerne, at jeg er lidt overvældet over at jeg har et velfungerende barn, ikke? Who the fuck would have thought that, right? Er hver eneste dag overrasket over at han stadig er i live – og at han så endda er nice og glad, det er sgu da bare et plus.

Men det viser sig, at han har to gode forældre – plus f.eks et sæt fantastisk farmor/mormor – som alle elsker ham højt. Og hvad kan man mere gøre? Udover at elske dem?

Jeg er nok lidt hård ved ham – konsekvent og med en kort lunte – hvor hans far er mere pædagogisk og tålmodig. Det synes jeg er en god balance. Trods alt det han og vi har været igennem de sidste par år, så kan vi klappe os selv gevaldigt på alle skuldre og dele seriøse highfives ud. For Alfred trives – og det gør vi sådan set også.

Bring on the violines – det er fryd og gammen i Alfred-land.

Og ja…. Han sover stadig i min seng for det meste. Men eftersom ingen har claimet den plads endnu, så………..