Terapi?

Det der terapi er en personlig ting – men ikke desto mindre, så vil jeg rigtig gerne dele mine oplevelser med jer. Det gælder både udvikling og resultater. Tilbagegang og fremskridt.

Jeg har taget turen til Charlottenlund tre gange nu. Oftest varer det en times tid, andre gange lidt mindre. Det kommer lidt an på, hvordan jeg har haft det – og hvilke ting vi har beskæftiget os med i løbet af sessionen.

Lad mig først fortælle lidt om hvilke erfaringer jeg har haft med terapi tidligere.

Første gang jeg gik i terapi, det var da Alfred var omkring et år. Jeg husker at vi holdt hans fødselsdag. Jeg havde en pæn kjole på og vi havde gæster. Vi fik lagkage, havde gæster og alt forløb skide fint. I dagene op til, eller efter (jeg husker det ikke helt korrekt) dér havde jeg haft mit livs første angstanfald.

Jeg kan huske at jeg stod i Føtex ude på Nørrebro – og pludselig begynder mit hjerte bare at hamre derud af – bliver chokeret, og tænker hurtigt ‘nu dør jeg’. Dernæst kommer koldsveden og med den kommer panikken. Jeg anede ikke hvor jeg var, eller hvorfor jeg var der. Har ingen ide om hvor lang tid anfaldet varer – måske er det kun et par minutter, men når det står på, der mister man fornemmelsen af tid og sted. Heldigvis havde jeg ikke Alfred med.

Anden gang jeg prøver det, der står jeg nede ved Alfreds vuggestue og skal hente ham. Og udenfor sker det hele igen. Kan ikke gå ind, kan ikke gå hjem. Det eneste jeg kan gøre, er at ringe efter én der kan komme.

Hele perioden omkring den tid er meget sløret. Men jeg husker at jeg tager til lægen kort tid efter. Fordi jeg ved der er et eller andet helt galt. Hos lægen får jeg taget en test, der ender ud i at jeg får af vide at jeg har en depression og har rigtig meget stress i min krop. Jeg går derfra med en recept på Sertralin, som er et antidepressiv – samt Melatonin, et middel der bruges til mennesker med søvnforstyrrelser. For Sertralin har den bivirkning, at den kan gøre en søvnløs. Og det var præcis dét der skete med mig. Fra jeg poppede den første pille kunne jeg ikke sove. Hele min krop var i konstant uro – kan næsten ikke beskrive det. Men der var en konstant summen, var uklar i hovedet og mine tanker stak bare helt af.

Man siger jo, at man får det endnu værre når man starter på den slags. At der går et stykke tid før det virker. Men efter 5 dage, hvor jeg ikke havde sovet overhovedet, og egentlig havde tilbragt det meste af tiden under bruseren, smed jeg håndklædet i ringen. Jeg stoppede med at tage dem og så kontaktede jeg en terapeut med speciale inden for kognitiv terapi.

Efter 5-6 gange hos ham var jeg 3000 kr fattigere, men på ingen måde rigere på hverken redskaber eller udsigt til bedring. Men jeg vidste også godt, at meget af min stress kom af, at vi ikke kunne betale vores regninger og at vi boede alt, alt for dyrt. Og så handlede det også om, at jeg sgu synes at det var ret hårdt det der med at være mor – Alfred sov ikke skide godt om natten, jeg sad heller ikke i et særlig stabilt forhold, og generelt var stabilitet og tryghed bare en mangelvare. Ganske enkelt var alt kaos. Og så hjalp det mig heller ikke, at ham terapeuten og jeg, slet ikke havde kemi. Han forstod mig ganske enkelt ikke. Hverken menneskeligt eller på andre planer.

Der gik lidt tid før jeg igen sad i en blød sofa og skulle smide penge efter en person der kunne hjælpe med noget. Denne gang var det par-terapi. Tiden var booket inden det endelige brud, men endte med at blive brugt efter bruddet. Men lige dét, handlede ikke om mig alene. Og heldigvis var det en positiv (omend svær) oplevelse.

Der skulle så gå flere år før jeg atter satte mig i noget blødt, og lukkede et fremmed menneske ind i mit inderste. Og det er der Lisbeth kommer ind i billedet. Lige pt ligger Lisbeth i toppen over yndlingsmennesker. For siden første gang jeg trådte ind ad hendes dør – der har jeg følt mig tryg og i gode hænder. Og det vil jeg gerne fortælle jer mere om i løbet af weekenden.

Stay tuned 🙂