Ensomhed, katte mellem benene og fremskridt.

Følelsen af at blive behandlet pænt og ordentligt, den kan jeg næsten ikke rumme.

Av, den er grim og dum. Følelsen.

Så kan det godt være, at jeg personligt hader læderjakker til mænd, hurtige solbriller og at folk er påståelige og altid vil have ret. Og jeg behøver slet ikke nævne noget om, at jeg på ingen måde finder det frækt at folk dyrker både bræt og rollespil (dog minus kostumer) men hvad kan man stille op, når man på en eller anden måde bare kommer godt ud af det med hinanden på flere planer?

Det var ellers lige ved at gå galt, for jeg var nemlig ikke til at tale med på det tidspunkt – jeg har kørt en anseelig mængde af mænd ind på enormt kort tid, og selvom de alle startede ud med at virke som om de ikke var idioter, så var vægtskålen alligevel altid ujævn. Til den negative side. Jeg siger ikke at jeg har fortrudt at jeg har swipet mig gennem 2017 i håb om at finde noget der bare lugtede en smule af det modsatte af idiot. Lige indtil jeg mødte én ude i den virkelige verden. Som er lidt sød. Og som jeg ikke lige havde regnet med at møde på nuværende tidspunkt.

Har dog været lagt ned de sidste par uger. Uden at gå i detaljer, så ligger man vel som man har redet – har i hvert fald haft lidt forskellige infektioner, der har givet både feber og kløe som aldrig før. Ville ønske at folk bare var ærlige når man spurgte dem om de fejlede ting og sager. Især når man selv er typen der udemærket godt ved at man ikke bare kan tillade sig at knalde løs uden at blive testet for ting. Har sjældent haft sværere ved at gå. For ikke at nævne, hvor dårligt man sover når ens skræv bare klør, som var man blevet til en fucking voksen-udgave af en myretue.

Emilie er i LA, så jeg hygger mig med at se på billeder der ser alt andet end ubehagelige ud, alt imens jeg styrer slagets gang i hytten med unge og kat, der skiftevis råber moaaaaaar. Sværger at katten har det ord i sit ordforråd.

Alfred og jeg tester atter ‘sov i egen seng’ konceptet. Han blev simpelthen for dominerende på sengefronten. Og når man har et barn der ligger på tværs og en kat der elsker at ligge mellem ens ben, så er kvalitets nattesøvn ikke det jeg får mest af. Nærvær, ja. Men søvn nej. Og søvn er vigtig.

Derudover så kæmper jeg lidt (meget) med forskellige typer der gerne vil have mine penge. Problemet er bare at jeg ikke har nogen, så jeg søger jobs indenfor stort set alt – men det er godt nok op ad bakke.

Ellers har jeg brugt tid sammen med gode venner, og så har jeg været i gang med at ordne haven. Har tålmodigt ventet på at nattefrosten forsvandt, så vi kunne få forspiringen ud fra køkkenet. Ikke fordi det ikke er hyggeligt at kigge på, men mere fordi det kunne være rart at høste noget om et par måneder.

Schweizeren kiggede forbi for et par uger siden, og det var rigtig dejligt at have besøg – især når der lige er en lampe der skal sættes op, tekniske problemer og man ligger med feber. Så er det godt at have nogen på hånden der kan lege med Alfred og tage en opvask. Mange har spurgt mig om det ikke er underligt at vi stadig ses når det er muligt, og om det ikke er dumt at bruge tid sammen. Men jeg har erfaret, at der er en særlig årsag til, at jeg så godt kunne lide ham. Og det er fordi jeg fra første sekund har holdt af hans selskab. At tingene så ikke gik i længden i forhold til et reelt forhold, det er en anden snak. I vores tilfælde handler det nok om, at bare fordi man ikke kunne få enderne til at mødes, så behøver man ikke at cutte al kontakt og opgive alt. Sådan fungerer det bare ikke, når man har det som vi har. Venskab.

I weekenden tog Alfred og jeg turen til Nørrebro. Og armeret med iPad og madpakke, så glædede vi os til at have folk at lege med. Alfred leger med børn, jeg leger med de voksne. Det var SÅ godt. Og solen skinnede noget af tiden. Ergo var det opskriften på en helt rar weekend!

I dag er det mandag, og en ny uge er startet. Sov helt selv i min egen seng i nat, og Alfred dukkede først op lidt over seks, så projektet går jo egentlig ret godt!

Jeg er dog ramt af en enorm ensomhed. Men der er jeg nok også anderledes end flertallet. Jeg har altid følt mig mest ensom i de uger hvor Alfred er under mine vinger. Stilheden er enorm, når man er fanget i sit hjem hver eneste aften. Jeg ved godt, at det også handler om at Emilie er ude at rejse. Men faktisk har det altid været sådan. Og alle punker mig, og siger at jeg skal være bedre til at invitere folk over når Alfred er puttet. Men sandheden er, at jeg er så fucking træt når klokken er over otte om aftenen. Og jeg nyder ikke rigtig selskabet, fordi jeg så stresser over at jeg skal op kl. 6 dagen efter.

Så i virkeligheden er det en dårlig cirkel, jeg ikke ved hvordan man bryder. Måske skal den slet ikke brydes. Måske skal jeg bare lære at acceptere, at når det er Alfred-uge, så er det sådan det er. Så kan jeg lege løs resten af tiden.

Gode råd modtages med kyshånd. Det kan f.eks være madaftaler, et lille glas vin i aftensolen i haven. Det kan være meget. I hvert fald har jeg masser af tilbud. Det er bare at tage imod dem. Men tænker at jeg næppe kan være den eneste der har lyst til at kapitulere efter afhentning, madlavning, underholdning, tisning, tandbørstning, læsning og godnatsang. Veeeeel?

Måske handler det også om, at der står en opvask, en tøjvask og alt muligt andet og venter når man går ud og ligner (og føler sig som) en zombie. Der kunne det nu engang være rart at have en reel arbejdsfordeling. Men nu har det nu engang set sådan ud i et par år. Men det er irriterende at jeg stadig ikke har vænnet mig til det. Det er svært at være den primære. Til alt.

Nu må Emilie godt snart komme hjem. Ikke fordi hun vasker mit tøj, laver min mad eller rydder op efter os – men glæder mig til, ikke at være den eneste med uglet hår i køkkenet om morgenen. Og så er det rart at have én at kramme, som ikke har 4 ben og kløer. Og som fælder i ens seng. Én ting er at have fået Alfred ud af min seng – katten er en anden sag. Og sådan én er ikke skide nem at opdrage på. De har lissom deres egen mening om hvordan alt skal være. Og de giver ikke en skide for hvad vi andre synes.

I mit næste liv skal jeg være en kat.