Omstændigheder!

Vi kender det jo alle sammen! Ofte har man bare behov (lyst) til at grave sig ned og ikke have så meget med andre mennesker at gøre. Måske er det ikke et behov I har, men min tavshed herinde handler om præcis dét!

Som en type, der nu og da ynder at lave skriverier der sendes ud til x antal mennesker, så kan det nogle gange være sundt at lægge computeren fra sig og bare leve livet. Især når livet bare forventer et stop når det kommer til alt det virtuelle. Jeg befinder mig lidt i en zone, hvor det virkelige liv trækker tænder ud. Og hvor det virkelige liv kræver at jeg er max meget til stede. Og i virkeligheden er det en sund ting.

Der er sket meget siden sidst. Motivationen i forhold til at få alle ender til at mødes er i top – motivationen i forhold til bloggen har bare været på nulpunktet. Har været i en symbiose af gode oplevelser og gode venner – mine venner er rimeligt meget dem der holder mig oppe lige pt. For når man står i en krise, hvor man føler at man bare er en fiasko og burde have opnået langt mere end hvad man har nået, så er det dejligt at høre at man er elsket, anerkendt og værdsat. Især når man har det på samme måde. Jeg har ikke mange kræfter for tiden, men dem jeg har, de skal gå til de rigtige formål.

Den seneste uge er gået med at være en pisse god mor – hvilket går pisse godt. Alfred gør det nemt at være en mega god mor. Vi leger – bygger nyt værelse og krammer i de fleste minutter af døgnets timer. Han er kærlig og glad for tiden, og det ser jeg som et sundhedstegn. Han sover godt – jeg ikke nær så godt, men det er ikke hans skyld.

Jeg dealer meget med savn for tiden. Jeg savner Schweizeren – mest fordi vi taler sammen flere gange om ugen over telefonen eller over sms. Jeg savner ham virkelig meget. For selvom jeg ved, at det har været en positiv ting, at vi er langt fra hinanden i forhold til det der break up –  og at det sagtens sagtens kunne have endt værre hvis man havde været i samme by. Men venskabet værdsætter jeg – og pt er han en af de eneste der kender mig bedst. Så kunne det være rart at mødes til en kop kaffe og snakke. Men den mulighed er der bare ikke. Det trækker tænder ud. Det kunne være fedt på det venskabelige plan. For naturligvis er det slut mellem os, men han har vist sig at være en fantastisk ven.

I det hele taget så dealer jeg ret meget med konceptet ‘venskaber’ for tiden. For jeg har så rigeligt at se til i mit eget liv. Jeg smider gerne alt hvad jeg har i hænderne for at hjælpe andre, især hvis det er folk jeg holder af. Men jeg er også ved at være tappet for kræfter. Jeg gør mit aller bedste når det kommer til mennesker i mit liv – men har på det seneste også bare oplevet af mennesker har skuffet mig så meget. (you know who you fucking are, dumme cykelmand) og det sætter sig i mig, og det kommer nok til at kræve endnu mere terapi og endnu flere kræfter fremadrettet.

Desværre går det også bare udover andre mennesker. Man har kun så og så meget på ens konti. Og når folk bare hæver og hæver, så ender man i totalt overtræk. Og så er jeg dårlig til at sige fra. Men det slutter også nu.

For jeg har gode venner. Der siger til mig, at jeg skal huske fortsat at behandle mig selv som jeg behandler andre. Det vil jeg prøve på.

Og så vil jeg forsøge at samle op på alt det der ikke er blevet samlet op på de sidste par uger i næste uge. Er så meget bagud. Fordi jeg er for sød. Er alt for god. Typen der smider alt hvad jeg har i hænderne, hvis lokummet brænder. Men hvad hvis hele hytten brænder hos én selv?

Har sagt det før: man skal give sig selv iltmasken på, før man hjælper andre. Men i visse omstændigeder må man også lægge egne ting til side og så være der når lokummet brænder. There, I said it. Og man kan især godt undlade dårlige undskyldninger undervejs. Det gør kun alting værre.

Note to self. Note to others!

ELLERS er det sgu gået ok. Selvom visse personer har præget min indstilling til det modsatte køn, f.eks – så er der også andre der har bidraget til det præcis modsatte. Min gode ven Arkitekten, f.eks. Typen man kan besøge lige pludselig – eller som kommer forbi med en flaske rødvin fordi der var behov for det. Som er manden der taler i telefon med én i timer, om alt og intet. Det samme med Schweizeren. Snakke, snakke, snakke. Eller nye bekendtskaber, der ringer op og taler om dagen og alt muligt. Bare fordi. Og Emilie i mit køkken. I mit hjem. I mit hjerte.

Jeg elsker mit liv – jeg har bare brug for ro til at nyde det <3