Måske han skulle ta’ og få sig en blog

Arhmen, altså. Hvor I dog elskede Nørden! (Læs indlægget HER) Og jeg kan godt forstå det. Og den stående joke var så, at så skulle jeg skrive et tilsvarende indlæg, om mine tanker i dén forbindelse. Altså daten med Nørden. Jeg kan vist umuligt toppe populariteten, men det gør heller ikke spor. Tror bare at det var virkelig fedt at kunne bidrage med datinghistorier der IKKE handlede om åndssvage mænd, der udelukkende tænker i, hvordan og hvornår de kan få lov til at penetrere én på alle tænkelige måder – hurtigst muligt. For de findes jo. Men så findes der også andre.

Jep, mængden af dårlige dating-historier er mange. Og det er lidt ærgerligt – for jeg tror det skræmmer ret mange væk, allerede inden de hopper på den forbistrede app – og det var lidt derfor jeg tænkte, at der måtte komme andre nosser i suppen.

Han havde helt ret i det, da han berettede om, at han på magisk vis var sluppet gennem nåleøjet. For jeg var virkelig nået til det punkt, hvor jeg ikke længere orkede at chatte med liderlige, grænseoverskridende mænd – som liiiiige akkurat kunne være romantiske og normale indtil 3. linje – hvor man så bliver spurgt om man vil sende et billede af ens fødder eller evt kunne have lyst til at piske dem i testiklerne med et gammeldags piskeris. Kort sagt: Jeg var træt. Og færdig.

Men igen, det har jeg oplevet før – for faktisk var det akkurat det samme der skete med Schweizeren. Slap lige akkurat gennem nåleøjet, fordi der nu alligevel var et eller andet over ham.

Det jeg godt kunne lide ved Nørden var, at han var ganske, ganske ærlig i sin beskrivelse af sig selv. Ting som: Jeg spærrer folk inde i et mørkt rum, mens jeg filmer dem i deres forsøg på at slippe ud. OK – det lyder måske lidt creepy, men hans beskæftigelse til dagligt er netop lige præcis dét. Og så skrev han at han røg og bed negle. Ergo havde vi ikke med en gut at gøre, der forsøgte at ophøje sig selv til noget han ikke var. And I like that. Give it to me straight – så kan jeg forholde mig til det.

Lynhurtigt efter vi havde matchet, så gik snakken på chatten. Og pludselig var der gået en hel dag. Overskudshandling FTW! Vi tog den sågar også videre til gode gamle Wordfeud. Ja, det eksisterer stadig. Hvis man vil udfordre mig, så kan man finde mig under navnet: sydhavnenyes. Og jeg tog gladeligt kampen op. For jeg kunne mærke, at det her var en mand der virkelig troede på sine egne evner. Og han var ikke til at pille ned, når det kom til stavning og alt det der. Men inden længe måtte han sande, at han havde tabt stort. Gennem mange spil. Men han tog det vist i stiv arm, for der kom jo en date ud af det. Hvor vi så faktisk over et par øller, sad og spillede WF mod hinanden. Overfor hinanden. Der kunne jeg så se, hvordan den stive arm blev slappere og slappere. For én ting er at sidde hver for sig og have det okay med at tabe. Men her kunne han rent faktisk risikere at tabe både ansigt og ære.

Som han skrev i det lange indlæg, så havde vi os jo en rigtig hyggelig date. Jeg har i hvert fald aldrig været på en date, der både indeholdt en bunker, en burger, øller, en teenager der falder hårdt, hårdt, hårdt på cykel mens vi kommer gående. Men på ironisk vis var det jo meget fint, at vi kunne følge den stakkels teenager med de forslåede nosser hjem – og så kunne jeg kastrere min date langsomt i Wordfeud på en bar lige rundt om hjørnet.

Jeg levede højt på mine sejre. Og jeg tænkte at han måske havde trukket sit Mensa-kort i en automat. For hvorfor kunne en simpel jyde som mig – vinde så stort over et sprogligt geni? Guess what. Der findes ikke et svar på alt.

Det samme gælder følelser.

Mange af de tilbagemeldinger I har givet på hans indlæg er så søde og fine. Den der ‘så bliv dog bare kærester‘ ish. Men man bestemmer ikke selv. Man kan ikke bare sige: Okay, så gør jeg det her, selvom det føles forkert for mig. For sandheden er jo egentlig, at der skal mange ting i spil, før man bare lige smider alt hvad man har i hænderne og springer ud i det. Og ergo måtte jeg være ærlig og sige, at jeg ikke havde det sådan som jeg ville have det.

Nørden mødte også mig på et tidspunkt, hvor min himmel og min jord stod i bevægelse. Jeg havde ingen følelser. Jeg var blevet NUMB. Hvilket i sig selv er en ganske belastende ting. Og man er vildt flov over det. Men for mig handlede det om, at jeg havde brugt alt mit overskud op. Og jeg stod foran en kæmpe udfordring: at få mit liv op at køre igen.

I det lå der også, at jeg virkelig, virkelig ikke har hverken lyst til, eller behov for at gøre nogen ondt. Ergo skal man også melde ud, når man mærker en ubalance. Nok er det mine egne issues der spiller ind. Det kan heller ikke være nemt at støde ind i en single-mor, med angst og depression, som er på nedtrapning på medicin og kommer ind med både daddy-issues og en snert af PTSD og slet ikke har styr på, om det er mandag eller fredag. Kort sagt, så tænkte jeg, at han nok ville være better off.

Yes, jeg er god på den måde. Hvis der var et verdensmesterskab i at tale sig selv ned, så havde jeg stået øverst på podiet i samtlige discipliner. Hvilket er ironisk og grænseoverskridende, når nu Nørden var præcist modsat indrettet. Manden lader sig IKKE pille ned. Og hans storhedsvanvid omkring sig selv og egne evner er enorme. Det lyder måske enormt belastende. Men i virkeligheden er det en kæmpe befrielse at møde nogen der besidder så stor selvtillid, når ens eget for længst er forsvundet som dug for solen. Så det er lidt som jeg har det med kvinder med store bryster: Helt ærligt! Så del dog ud til nogle af os andre.

Hvis man kunne købe selvværd og selvtillid i håndkøb, så havde jeg været den første til at løbe ned på nærmeste apotek.

Men jeg skulle så også hurtigt lære, at selvom vi havde mange af de samme værdier, så havde vi også ret mange ting der irriterede mig i sådan en grad, at jeg vidste at hvis jeg en dag skulle dele adresse og vægge med Nørden, så ville der være evige diskussioner og jeg ville ofte være den der ville hyle af arrigskab, fordi Nørden er så stædig og sikker i sin sag – at han vil gøre alt for at få ret og overvinde mig i sidste ende. Igen, det lyder negativt. Men han har nok egentlig mest brug for en dame, der ikke er så letpåvirkelig som mig. Og jeg hader at diskutere. Eller… jeg hader det ikke. Men jeg får lange løg, når den ene part bare mener at de har sindssygt meget ret. At DERES måde er – ikke bare den mest rigtige, men også i samme omgang kan sable enhver form for tro på noget som helst. Mega turn off. For mig. Så ergo må Nørden ud og lede efter ligesindede, som stadig kan tæve ham i WF – for trust me – det har han brug for. Ikke at blive pillet ned – men mere bare så han stadig står med begge fødder på jorden, i en verden hvor han ellers har ret i alt.

Men udover at have et stærkt selvværd, så bidrog Nørden også med rigtig meget positivt. Social intelligens er noget jeg virkelig værdsætter. For man kan være nok så klog og nok så meget Mensa – men hvis man ikke ved hvordan man begår sig omkring og med andre mennesker, så er alt ligegyldigt. I min optik. Så faktum er, at man kan nævne så og så mange ting der gør, at man ikke er det rette match når det kommer til hele pakken. Men man kan stadig have et godt venskab. Og så er det altså nemmere at bede folk om at lukke røven, når de er belastende, hvis man er venner. Og kort sagt, så er det bare rigtig vigtigt at man mærker efter om der er de der obligatoriske sommerfugle i maven. Om man faktisk føler den der forelskelse. Jeg er mester i at elske folk. Men det er noget andet. Jeg havde brug for at mærke forelskelsen. Og den var der ikke.

Min lille rejse gennem Tinder-land har været lang og sej. Men jeg ville ikke have været foruden. Jeg har lært meget om mig selv og andre mennesker. Og så er det faktisk rart, at jeg sluttede af med at møde et gennem-rart menneske, der ikke alene bare kunne rumme mig og mine ting. På en måde er det som at ånde lettet op – at kunne sætte et foreløbigt punktum når det kommer til dating-livet. I am done. Nu handler det om at få styr på, samt tage ansvar for mig selv og mit liv. Og ikke bare leve halvt og drukne sorger i penisser og piller.

Næh, jeg skal sgu leve. Livet er for kort og for langt til ikke at gøre et ihærdigt forsøg på, at få strikket alt sammen til noget der minder om et solidt fundament.

I skrivende stund, der sidder jeg stadig under dynen. Med Alfred ved min side. Vi stod op ved 9-tiden og så lød den på morgenmad og hygge – også under dynen. Nu skal jeg ud og udføre en mindre eksorcisme ude i mit køkken. Ikke at jeg som sådan gider, men mere fordi det trænger. Og måske også fordi, at jeg godt gad at lave aftensmad derude sammen med Alfred i aften. Og så er det bare nemmere, at der ikke står gamle pizzabakker i stakke – og at der faktisk er rent service. Romantisk lørdags-date med min opvaskemaskine.