I mangel på en genial overskrift…

Så skriver jeg alligevel et indlæg. Sad egentlig og funderede over en god overskrift, men i virkeligheden så er det totalt underordnet hvad den siger. Dagene flyver afsted, og hver eneste dag, der er der ting jeg ikke kan, ikke må eller ikke nødvendigvis skal. Men jeg er indrettet sådan, at alle skal have det godt. Ikke nødvendigvis mig selv, men alle andre. Og det gør mig til det egoistiske menneske jeg aldrig har haft intentionen om at være.

Der har været så gode stunder, hvor jeg har været lige på nippet til at aflyse, fordi at jeg i mit eget dumme sind tænkte, at ingen havde lyst til at være i selskab med en type som mig. At jeg ikke havde noget godt at komme med. Tror ikke, at Schweizeren vidste, at situationen ville være så slem da han ankom. Og jeg ville så gerne agere welcome-wagon. Men i stedet var jeg en skygge af mig selv. Mit hoved og krop var totalt udmattet, på en måde jeg slet ikke kan beskrive. Og efter et par dages spa-ophold på Hvidovre, så burde alt jo bare være skide fint og i orden. Men det er det ikke. For jeg vendte jo hjem til selv samme elendighed som jeg flygtede fra. Og nu står jeg – og skal, på mere eller mindre, egen hånd tage hånd om mig selv. Har givet ham al min medicin. Ikke fordi jeg snitter håndleddene eller tager alle mine sovepiller på én gang. Nope. For jeg har ikke lyst til at dø. Jeg har lyst til at leve. Jeg har bare ikke lyst til at leve sådan her.

Jeg fik nogle fantastiske sovepiller med fra min indlæggelse. De var som en gave fra himmelen. Men de er vanedannende, og der findes få andre mennesker, der er mere bange for medicin end mig. Men jeg sov. Sov i 8 timer straight. Uden horrible drømme og uden sporadiske opvågninger. Jeg sov bare. Men selv dét, det skræmmer livet af mig.

Fra Schweizeren flyttede ind, til denne weekend, hvor de blå og lilla mærker på mine arme efter blodprøver er forsvundet, føler jeg mig tabt. Jeg er så ensom. For der var en årsag til at jeg blev indlagt. Udmattelse, vitaminmangel, væskemangel og en mild afrusning. For jeg har levet i helvede i så lang tid, at jeg til sidst ikke så en anden udvej end at dulme den fucking store smerte jeg levede med hver dag. Der var ikke et sekund om dagen, hvor jeg ikke fortrød den situation jeg sad i.

Der er ikke en time om dagen, hvor jeg ikke har lyst til at smadre en dør eller sparke til noget hårdt. Og der findes ikke et sekund om dagen, hvor jeg ikke ville ønske jeg kunne gøre ting om. At jeg ikke havde overskuddet til at tænke mig om. Til at tænke fremad. At kigge ind i en fucking spå-kugle og vide, at dét her var hvad fremtiden havde at bringe. At de venner jeg troede jeg havde, de ikke var interesseret i at hjælpe mig. At jeg ikke var god nok til at bede om hjælp. Og selvom jeg var, så kom det ikke hverken mig eller Alfred til gode. Til gengæld har det gjort alting værre.

Om de stadig er mine venner, det ved jeg ikke. Så det er ekstra smerte oveni alt andet. Folk tror, at når jeg skriver eller ringer, så er det fordi de tror at jeg vil hælde ren armod ud over dem. Men jeg prøver egentlig bare på at leve. Og være oprigtigt interesseret i, at høre hvordan deres ferie er gået. Hvordan det går hos dem. Men de har været vant til. at jeg kun kommer med smerte. Og det er for meget for dem. Og jeg forstår det godt. For jeg ville heller ikke være venner med mig selv lige nu. Jeg er alles værste mareridt. Ingen vil tale i telefon med mareridtet fra helvede. I get it.

Men for et par dage siden, der fik jeg lov til at være mig. Bare mig. Jeg fik lov til at læse en godnathistorie for et barn, og jeg nød det 100 %. Skulle flere gange koncentere mig om ikke at lægge mig i fosterstilling og hyle. Især, da han lagde sit lille korpus ind til mig og puttede. Og jeg nød hvert et sekund af de timer jeg brugte med hans mor på en altan i Sydhavnen bagefter. Jeg følte mig helt menneskelig igen.

Tror ikke at der er nogen der ved hvor ked af det jeg er for tiden. Jeg fik en sms om, at mit barn var med i Sommer Ramasjang denne uge. Jeg kunne først se det i går. Fordi det gør alt, alt for ondt. Tror at langt de fleste af jer ved, hvor ondt det gør, når kærestesorger gør ondt. Det her er en million gange værre. Og jeg topper den med kærestesorger oveni. Der er er så mange smerter og sorger, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre med dem. Jeg spiller klaver, jeg tegner, jeg har et seriøst overforbrug af Netflix – men jeg er stadig bange for hver en ny dag. For lortet starter forfra hver eneste fucking dag.

Men forleden var jeg på Refshaleøen for at nyde det sociale – spise og se det der med månen. Eller solen. Who cares. Og jeg havde en hånd at holde i, mest fordi jeg havde bedt om det på forhånd. Og det gik godt. Jeg kan godt. Jeg ville ønske at jeg havde vidst det på forhånd. Havde taget min pæneste kjole på, og det var rigtig hyggeligt. Jeg mærkede en lille procentdel af mig selv. Men dagen efter er der ingen der forstår, hvorfor jeg kunne være glad den ene aften, og totalt nede dagen efter. Men man bliver så udmattet af at forklare. At undskylde og lave løfter man ikke kan holde. Hvorfor er det ikke bare okay at sige, at man er ked af det? At man er i sorg?

I dag er det søndag. Og det er søndag nummer 1000 siden jeg sidst ventede et opkald fra min-min. Og tilsyneladende, så bliver det ikke bare lige nemmere med tiden. Og jeg får ham aldrig tilbage. Guess der er en mening med alt. Går stærkt ud fra, at han ved, at tingene piner mig. Og at jeg savner alt ved ham. Selv de der underlige OCD træk og hans heftige temperament. Hans snorken og den evige brokken over, at jeg ikke vidste hvor ting hørte til i køkkenet. Men jeg savner dansen i køkkenet. Snakken på altanen og følelsen af at køre mine hænder gennem hans hår. Jeg savner hans børn. Savner at han altid lavede min kaffe lidt forkert. Savner at være sammen med én, der ved, at jeg kunne rumme alle de særheder han ikke længere mærker, men som er stemplet ind i hans sjæl. Én som anerkender hans svagheder, selvom han har prøvet på at skjule dem, præcis som jeg har gjort med mine.

Han sagde engang, at han han var træt af, af at han altid fandt kvinder, der var mere fucked up end ham selv. Jeg ved godt hvad jeg svarede tilbage. Men det holder jeg for mig selv. For jeg er ikke fucked up. Jeg er bare rummelig as fucked. Og det er noget jeg forsøger at holde så absurd så meget fast i, om jeg så skal give afkald på alt andet. Min rummelighed er så stor. Og det er både rummelighed og det modsatte. Men det er der. Og jeg vil ikke være et kynisk menneske. Jeg elsker det omfavnende menneske jeg er, når jeg får lov. Problemet er, at jeg ikke giver mig selv lov. Men jeg gav ham lov til at komme ind, hvor ingen andre har været. Og det var desværre for meget. Og det forstår jeg godt. Det er en alt, alt for stor byrde at bære.

Folk har spurgt, hvorfor samværet mellem A og jeg er så kompliceret. Jeg kan kun svare, at vi blev “ordineret” med det der hedder overværet samvær. Og at alle dem, der skulle godkendes til overværet samvær var efter Alfreds fars godkendelse. Og det var ikke mange. For Statsforvaltningen havde ikke resurser nok til at gøre det. Ergo lå det på mit netværk – så hvis de ikke kunne, så overholdt jeg ikke samværet. Men det er en absurd måde at gøre tingene på. At den part, der har bekymringen skal bestemme hvem, hvad eller hvornår det skal finde sted. So, there you go. I Danmark lever vi efter det amerkanske restssystem. Guilty unless charged. Så jeg er skyldig. Fordi mit netværk ikke kunne smide alt hvad de havde i hænderne.

Så på 3 måneder har jeg mistet alt. Mit job, mit, barn, venner og min værdighed. Men jeg står stadig op hver dag. Selvom jeg ikke har lyst. Hver eneste dag er en kamp. Og jeg føler, at jeg er alene i den. Trods positive kommentarerer, så er jeg stadig ked af det. fordi dem jeg troede ville være der, de ignorerer mig og dem jeg har, de ikke forstår smerten. Det betyder ikke at jeg ikke holder af dem. Det betyder bare, at jeg skal lægge mit liv om. Og det er en pænt stor røvfuld at få, når tingene er svære nok i forvejen.