Hjertesorg kommer i mange former.

Så sent som i dag, var jeg så tæt på at opgive hele samværssagen med Alfred. Fordi jeg havde følelsen af, at jeg ikke lavede andet end at give og give. Uddele godkendelser, så mine egne private og mørke kroge kunne blive allemands-eje. Lægejournaler, så Statsforvaltningen kunne se, at jeg ikke har været kuk-kuk og passiv i årevis. Men hvor fedt er det lige, at fremmede – og for guds skyld også andre mennesker kunne se præcis hvornår jeg har haft klamydia eller et slemt udbrud af herpes. Eller læse en udtalelse fra min terapeut, som i virkeligheden burde være et af de mest “safe” steder man kan hælde sin armod ud. Jeg vil råde alle til, hvis de nogensinde så meget som bare dufter til stanken af Statsforvaltningen, så find en anden udvej. Løb for livet. Hvis det er muligt, da.

I går og i dag blev jeg ramt af en helt særlig sorg, som ikke kan beskrives som andet end rendyrket smerte. Fordi jeg ved at det er rigtig svært for alle voksne. Men jeg blev vred, ked af det og frustreret over at mit barn har forældre der ikke kan samarbejde. Og at den ene part flytter midt i en igangværende sag om selv samme. Jeg kan gøre mit bedste, for at glæde mig over at han er i gode hænder. Men det flækker mit hjerte, at han skal undvære sin mor, fordi han har forældre der ikke kan stole på hinanden, Og min pyt-knap i forhold til hvor langsomt systemet virker, den er ikke-eksisterende. Der er ingen tvivl om, at jeg hver eneste dag får det bedre og bedre. Men jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, at jeg ikke havde ramt bunden så hårdt, hvis ikke det var fordi jeg er blevet beskyldt for nogle rigtig grimme ting. Tænk at angst og psykisk sårbarhed kan betyde, at jeg er til fare for mit eget barn. Hvis jeg i det mindste bare have tævet ham og efterladt ham i dagevis alene. Så kunne jeg forstå det. Så ville jeg lægge mig fladt ned og sige “Ja, det er sandt at jeg er en horribel mor, der ikke kan tage vare på hverken mig selv eller andre”. Men det er så langt fra sandheden som det kan komme.

Jeg har været lettere tøvende omkring den sag vi har haft kørende – men det har til dels været fordi det er for privat – men nu begynder jeg at lukke op. Jeg er sindssygt glad for, at jeg skaffede mig en advokat i sin tid. Godt nok koster han en mindre charterferie i timen, man i det mindste ved han mere om jura end jeg gør. Og han ved hvordan systemet arbejder og hvordan hele cirkusset hænger sammen. Men indtil videre, så er der ikke sket en skid. Jeg laver ikke andet end at gå til møder og forklare en ny sagsbehandler hele historien konstant. Jeg begynder at forstå hvorfor jeg blev så nedbrudt.

Jeg kan holde til meget, men én ting jeg ikke accepterer, er, når folk de lyver. Og der er blevet sagt så mange løgne i denne her sag at jeg snart kapitulerer og beder folk om at holde deres fucking kæft og lader mig være i fred. Og lader mit barn have begge sine forældre. For når man sidder i Statsforvaltningen og siger, at der absolut ingen planer er om at flytte til en anden landsdel, men samtidig søger jobs i Jylland, så havde jeg nok ikke frasagt mig Alfreds bopæl hos mig. Aldrig i livet. Kald mig dum eller naiv, men min tiltro til mennesker er stor, indtil modsatte er bevist. Det er det så nu, og bagklogskab er en kælling man ikke kan bruge til ret meget udover ikke at begå samme fejl igen. Der er intet i det her der har gjort mig stærkere. Tværtimod. Faktisk har jeg mistet alt hvad jeg har holdt af. Og det gør ondt på en måde jeg ikke troede fandtes.

Heldigvis er jeg ikke så stupid, at jeg bare læner mig tilbage og accepterer situationen. For jeg har et barn, der bare ønsker at kunne være sammen med sin mor. Få læst godnathistorier og sunget sange. Hjælpe med at lave mad og irritere mig på daglig basis. Og det kommer til at ske, om jeg så skal sælge alt hvad jeg ejer og har. For Alfred er ikke 2 år længere. Han er 5,5 år gammel, og han kommer til at huske det her for evigt. Og det er så urimeligt, at man kan nå til det punkt hvor vi er nu. Bedst som jeg troede, at nu var vi nået til en fælles beslutning om, hvad vi skulle stille op med den mis-kommunikation vi havde gang i, så overtrumfes jeg og kan ikke gøre andet end at føle mig mere og mere amputeret for hver dag der går.

Jeg er flere gange blevet bedt om ikke at skrive om det her på bloggen, men jeg begynder sådan set at være rimelig ligeglad med om hvad andre mener jeg må eller ikke må. Sandheden skal ud, og så længe jeg stadig har fingre der kan danse over et tastatur, så bestemmer jeg hvad jeg skriver. Og tro mig, ALT hvad jeg skriver bliver læst og lavet om til vedhæftede filer – for det er jo en gave i sig selv, hvis man har et ønske om at skabe den perfekte kernefamilie, når den svage part skriver, at selvmedicinering, angst og andre former for psykisk sårbarhed har været en del af ens hverdag. Men ingen kan sige til mig, at jeg har ladet stå til og ikke opsøgt den rette hjælp. Jeg sidder midt i det, og jeg vasker alt mit beskidte undertøj offentligt. For så kan der i det mindste ikke komme flere overraskelser næste gang jeg skal sidde og forsvare ting der er skrevet ned i en blå mappe, hvor mit liv ud ad til fremgår pr. klokkeslet, dato og med skrevne beviser. Og jeg gider ikke mere. Det eneste jeg ønsker er, at læse en bog for mit barn, se ham vågne om morgenen og være lige præcis så træt som alle andre mødre. På den der “jeg skal lige have kaffe” og så kan dagen begynde.

Men nu går de fleste myndigheder på ferie, ergo så er alt lidt mere langsommeligt end før. Og i stedet for at skulle møde op i Statsforvaltningen i Sydhavnen, så er det nu Aarhus der er tilfældet. Så der er over 300 kilometer mellem  Alfreds mor og far. Og det er ubegribeligt for et så lille barn at skulle leve med det indtil han er stor nok til at vælge selv.

Jeg har misset hans første dag hvor han kørt på cykel uden støttehjul. Jeg kommer nok også til at misse en masse andet. Se, DÈT er hjertesorg. På en anden måde end den jeg kender. Intet break-up nærmer sig dette. Og det sutter massivt meget røv.

Så tak for de bidrag der er kommet ind i går. Det føles dejligt, at jeg har styr på de første to-tre ture. Og ønsket om at oprette en konto til præcis Alfred, har længe været et ønske. Langt større end nye sko, tøj eller en tur til frisøren.