En hård uge, synes jeg!

Nå, så sidder jeg her søndag aften og er HELT smadret. Gad sgu godt det var i morgen nogens far landede, ikke ikke først på tirsdag. Men jeg har trods alt overlevet de første 7 dage, så mon ikke jeg kan klare de sidste to? Man bliver bare mere utålmodig når man nærmer sig, ikke?

Ved godt, at det ikke er så unormalt at have fædre der rejser og er væk i længere perioder. Men jeg synes altså det er hårdt. Uanset antal dage, årsager eller situation. En af mine alle bedste veninder har en mand, som har været udstationeret af flere omgange. I et halvt år ad gangen. OMG. Jeg var hoppet ud foran et eller andet tungt på hjul, havde det været mig. Og så alligevel ikke. Der er så meget girl-power i, at være den der bliver tilbage med hus, hjem, unger og job.

Har ikke været alene på noget tidspunkt i 8 dage. FÅÅÅÅÅÅÅrk, det er det der går mig på. Så jeg glæder mig helt enormt til at aflevere Alfred i vuggestuen i morgen, og have næsten 2 timer for mig selv inden arbejde. Hele min krop skriger efter det.

Men alt i at har det også været dejligt at have selskab. Alt andet havde været hårdere i længden. Så på trods af konstant selskab og en Alfred, der har været enormt mor-syg, så er jeg tilfreds med, hvordan dagene er gået. Det er først i dag min krop melder blankt ud: NU må farmand godt komme hjem!

Tror også det har været det med, at vuggestuen har holdt lukket både torsdag og fredag. Hej, laaaaaaaange lorte forlængede weekend!

Nå, ikke mere brok. For det har også været så dejligt at være sammen med Alfred. Trods MØB og pyller, så har vi haft nogle ornli dejlige dage sammen. Og i min indbakke lå disse fine billeder fra i torsdags, hvor vi var til et sjov arrangement, som jeg gerne vil fortælle om på et senere tidspunkt.

Se lige min store dreng! Han er SLET ikke nogen lille baby længere.