Jeg synes at moderskabet koster dyrt.
Især på veninde-fronten. Det skyldes ikke engang at jeg kun har venner uden børn. Faktisk er 90 % af mine venskaber nogen, som alle hænger på eget afkom.
Jeg har aldrig været hende som havde en kæmpe omgangskreds. Faktisk kan det tælles på en enkelt hånd eller to, hvor mange søde damer der er mine venner-venner. Og jeg har ikke 10. Men måske mere end 5.
Mine venskaber har i dén grad lidt under mit moderskab. Under min depression. Under min træthed og under min ugidelighed.
Jeg har fået fantastiske bekendtskaber de sidste 2 år – gennem bloggen, gennem moderskab, gennem arbejde og gennem andet.
Og så er der dem, som stadig hænger ved, trods manglende respons på Sms’er, opkald og mails. Dem som jeg har kendt siden jeg havde pindsvine-hår og gik i Buffalos. Dem som jeg røg de første smøger med, og dem, hvis forældre kørte os hjem efter hal-bal og dem jeg delte hemmeligheder med, når vi havde stiftet bekendtskab med drenge, tissemænd og kunsten at gå i folkeskole. Oh, the horror.
Jeg har ikke været en god veninde længe. Faktisk har hver dag handlet om ren og skær overlevelse. Jeg kan skrive under på, at jeg er en dårlig kammerat, og at jeg på ingen måde lever op til at være nogens veninde. Men nu har jeg det engang sådan, at venner og veninder er den familie man selv vælger. Og familie forsvinder ikke bare sådan lige. Derfor ved jeg også, at dem jeg har – de er der. F.eks håber jeg at de er der, når vi snart flytter og får os det hjem vi har manglet de sidste 2 år.
Jeg håber at de er der, nu hvor hver dag ikke længere er en kamp.
Jeg håber, at f.eks Mette og Vera stadig gider at mødes – selvom jeg ikke har været skide nærværende længe. Og jeg håber at Nanna, min eks-punker veninde stadig gider tage telefonen, selvom der kan gå 2 måneder mellem vi taler sammen.
Jeg håber at alle mine fantastiske blogger-moms gider at lege, selvom jeg ikke deltager i det ene event efter det andet. Jeg håber, jeg håber, jeg håber.
At Bedste stadig gider drikke kaffe, selvom der går 3 måneder i mellem..
Jeg synes det er mega svært at holde venskaber ved lige. Især når alt ens overskud går til børnene. Jeg kan godt mærke at alt bliver lettere. Tro mig. En to-årig er væsentlig mindre belastende end en et-årig. Men stadigvæk.
Jeg håber. Jeg håber.
Hvordan har I det? Hvordan går det med jeres venskaber? Er det bare mig der synes det er svært at vedligeholde?
Åhh du kan tro, jeg kender følelsen. Jeg er begyndt at mødes med mine veninder på halvvejen – altså dem der bor 1,5-2 timers kørsel væk. Så kan vi nyde tre gode timer på en restaurant en hverdags aften, hvor mændene tager sig af børnene. Det giver så meget nærvær. (Men det er stadig kun hver 2.-3. måned…
Mvh Marie fra http://www.krøllerier.dk