Et brev til dig, der står lige midt i det.

Det seneste års tid har jeg løbende modtaget mails fra folk, som sidder i situationer der gør enormt ondt. Det er langt fra altid jeg har svaret tilbage. Måske har jeg været bange for at svare, fordi jeg på ingen måde føler mig som en ekspert på området.

Jeg har vidst, at ord og sætninger som ‘det skal nok gå, du kommer ud på den anden side’ ikke hjælper ret meget, når man sidder og har det som om hele ens verden vælter. Og hvad skulle det dog hjælpe, at en fremmed svarer tilbage og fortæller dem, at jeg udemærket godt ved hvordan det føles, når hele ens fundament styrter sammen om én, og man kun kan se på, front row, at ens familie går i stykker?

Langt de fleste henvendelser har været fra kvinder, der er eller er ved at blive forladt. Det har været sørgelige historier om mænd, der har knaldet udenom og har forelsket sig i andre. Og derfor har pakket sine kufferter og gået direkte ud ad døren, og ikke set sig tilbage.

Der har også været nogle, der har handlet om ovenstående, men hvor han har pakket sine kufferter igen, i en fremmed lejlighed og vendt tilbage til den første dør – den hvor der stod ulykkelige børn og en kvinde, som naturligvis lukkede ham ind igen – i troen om, at alt kan repareres, fordi det skal man jo. Især når man har børn sammen. Men hvor der så til slut i mailen altid har stået…. ‘Men jeg stoler jo ikke på ham…. Hvordan kan jeg nogensinde komme til det igen?’

Jeg kan ikke helt beskrive hvordan det føles når de tikker ind. Det er på en måde en kæmpe tillidserklæring at nogen sætter sig ned og skriver til mig. Det får mig til at indse, at jeg på en eller anden måde har formået at nå ud til folk med mine historier. Det gør mig glad. Rigtig meget.

Indlægget her er nok min måde at samle alle de henvendelser – og få svaret én gang for alle. Men den eneste måde jeg kan gøre det på er, at fortælle om hvordan jeg selv har haft det. Jeg har skrevet om det før – både før, under og efter  – og det jeg kan konkludere er, at jeg har rykket mig enormt meget.

Fra at sidde i en situation, hvor der intet lys for enden var – situationen hvor folk virkelig bare skulle lukke røven med deres ‘du bliver mere lykkelig og stærk af det her’ – ‘du fortjener bedre end det du sidder i nu’. Den slags kan man ikke kapere at høre når man sidder i det. Det svarer til at spise hardcore chili, og føle at det brænder – og at der så er en der siger, at det holder op med at brænde på et tidspunkt. Men i øjeblikket, der brænder det altså bare ad helvede til.

Jeg var så edderspændt rasende over, at der kun fandtes historier om folk, som VAR kommet ud på den anden side. Og som samtidig var så frække at påstå, at de slet ikke ville have været foruden den forfærdelige proces. Når jeg læste det, så havde jeg det som om at de sked direkte ned på en, og faktisk havde glemt alt om hvor ondt det gjorde. Deres historier handlede altid om, hvor glade de var NU – nu hvor de havde fundet kærligheden på ny, og boede i store herreskabslejligheder på Frederiksberg med alle deres sammenbragte børn og at alt bare var så skide skønt det hele.

Aldrig var der nogen der fortalte om at det fucking praktiske lort der skal ordnes, som man på ingen måde kan overskue – aldrig meldte historierne noget om, hvordan det var at skulle trøste børn der var ødelagt af savn – på trods af at man selv havde svært ved at holde tårerne tilbage.

Aldrig var der nogen der sagde, at skilsmisse rent faktisk godt kan føles som om man dør, bare uden at man dør af det helt.

Man må godt sige, at det var bedst at det gik sådan. Det er sådan set også der jeg er på vej hen med dette indlæg – for sådan har det også været for mig. Jeg HAR det bedre nu, og jeg er gladere end jeg har været i årevis. Der findes intet værre end at være sammen med en der ikke elsker én tilbage. Og alle ens primitive sanser sætter ind, i forsøget på at holde familien sammen – men jeg vil bare være så venlig at sige, at man er en hel del stærkere end man lige går rundt og tror. Og at man godt kan komme ud på den anden side. Det bliver umenneskeligt hårdt, og man skal armere sig med de bedste mennesker man har – og man skal lade dem se de skrækkelige sider af en, der pludselig kommer frem.

Kan man det, så er der rigtig gode odds for, at du pludselig står og kigger dig i spejlet en dag, og tænker på hvor langt du er nået. Og at din mund pludselig kaster sig ud i et lille smil, der fortæller dig, at du er en væsentlig bedre udgave af dig selv, når du ikke konstant går rundt og er ulykkelig i noget, hvor du slet ikke hører til.

Du har nemlig fortjent bedre end det <3