Det svære farvel..

Havde verdens mest stressende dag i går. Jeg presser mig selv en del for tiden. Egentlig mest fordi at jeg er ved at prøve mig selv lidt af. Størstedelen af mine beslutninger omkring prioritering af tid og overskud, har trukket tænder ud på det seneste. Mange af mine beslutninger om hvorvidt jeg kan komme til ting, handler om at jeg oftest ikke melder tilbage om jeg kan – eller helt melder fra. Fordi jeg simpelthen ikke ved om jeg har lyst til at gå til fest om 4 uger. Jeg ANER det simpelthen ikke. Jeg fungerer klart bedst med de der invitationer der kommer på selve dagen. Eller dagen før. Der har jeg langt nemmere ved at mærke efter, om det er noget jeg kan eller vil. Men jeg udfordrer den også for tiden. Fordi jeg ikke rigtig kan, eller vil, acceptere at jeg skal leve mit liv som hende der ikke kan tage stilling til noget.

Det lyder måske enormt kedeligt, men det er så sindssygt vigtigt for mig, at bruge mine kræfter de rigtige steder. At jeg bliver afkræftet og udmattet, hvis jeg deltager uden at have lyst – og endda udmattet ved tanken om at jeg skal til at melde afbud, fordi det i sidste ende ikke passer ind i programmet.

Jeg har fra starten af vores fordelingsordning af Alfred besluttet mig for, at den uge jeg har ham, så er det ham der er det vigtigste. Dels fordi jeg ikke har pasning til ham – og også fordi jeg ikke VIL have ham passet, bare fordi mor skal ud og danse på borde et sted. Når man kun ser sit barn 50 % af tiden, så må jeg danse på borde, feste eller fylde kalenderen op på et andet tidspunkt. Mit problem er bare, at verden ikke indretter sig efter hvordan mine uger ser ud. Desværre, haha. Det uheldige er, at alle de invitationer jeg har fået de sidste mange måneder – de ligger fucking alle sammen i de uger jeg har mit barn.

Og det er et faktum, at jeg ikke kan tage til fester eller til sene arrangementer når jeg skal være nogens mor. Og omvendt, så har jeg faktisk heller ikke lyst til at andre skal passe ham, når min tid med ham ar så mega sparsom i forvejen. Den erkendelse er dejlig at have – for så betyder det at jeg har mine prioriteter i orden. Jeg siger ikke, at der ikke er plads til udskejelser – og selvfølgelig kan jeg få ham passet hvis jeg virkelig ville. Men det vil jeg ikke.

Derfor var det rigtig dejligt at opleve, at jeg f.eks tog til middag med en håndfuld damer i weekenden, hvor jeg som den eneste havde mit barn med. Dagen var gået super godt, og Alfred havde sovet til middag. Så vi tog s-toget ind til byen, hvor vi landede på adressen kl. 19. Og Alfred var helt vildt dygtig. Han sad mest hos mig, men vi havde også taget hans iPad med, så han kunne sidde med sin dyne og se Paw Patrol og spise snacks. Og ind i mellem damernes samtaler om alt og intet, så kom der naturligvis ivrige tilkendegivelser ovre fra sofaen, når der skete et eller andet fantastisk med de der superhelte-hunde. Og dame-selskabet var jo btw så mega forstående, eftersom mange af dem selv havde unger derhjemme.

Da han begyndte at blive træt, så lagde jeg mig ind til ham og blev der indtil han sov. Og da selskabet langsomt kastede håndklædet i ringen ved 1-tiden, så kravlede jeg ind til ham og så sov vi i ske til kl. 7 dagen efter.

Jeg NØD de timer efter han sov, hvor jeg kunne tage et glas vin og tale med andre voksne. Men jeg nød også, at jeg kunne slappe af og vide at min unge sov trygt med sin egen dyne, selvom vi var et andet sted. Så jeg udelukker ikke at jeg kunne finde på at gøre lignende igen – men vigtigst er, at vores dag dagen efter ikke er ødelagt af mors træthed og tømmermænd. For jeg er virkelig mor dagen efter. Og trætheden er der ikke plads til, når man er alene. Det er ene og alene ens eget problem, og lige nu må det være sådan det er. For mig er det tanken om at jeg godt KAN tage ud, og at det sagtens kan fungere.

Startede ugen ud i går, med at deltage i vores tøjsalg inde på kontoret. Alfred ville rigtig gerne med mig på arbejde, og jeg kunne godt forstå ham. Det er som om han er ved at være mere bevidst om, at han skal udnytte den tid han har med mig, inden han skal hjem til sin far. Så jeg fik pakket lidt og så drog vi mod kontoret i øsende regnvejr. Det gik godt, men for fanden hvor er jeg også træt. I aftes kunne jeg næsten ikke se ud af øjnene da jeg landede herhjemme kl. 18:30.

Så i morges sov jeg til jeg vågnede og så var det egentlig meningen at jeg skulle have været på kontoret. Men jeg kan mærke, at jeg har brug for at være hjemme i roen – og jeg får lavet mit arbejde under alle omstændigheder. Det er bare i et tempo min krop har brug for. Kan godt høre hvor navlepillende og luksuriøst det lyder. Men det er nu immervæk de omstændigheder jeg er i.

I går, da Alfred blev hentet af sin far, kunne jeg dog godt mærke, at jeg slet ikke var klar til at sige farvel. Ville gerne have haft et par dage mere. Og det er et sundhedstegn. For det betyder, at jeg begynder at have så meget overskud i min hverdag, at jeg ikke savner at have tid for mig selv.. Jeg vil bare gerne have at mit barn er der altid. Endelig.

Endelig er jeg der, hvor jeg ikke har samme behov for tid til mig selv. Ikke fordi jeg ikke kan nyde det – men endelig har jeg følelsen af, at jeg har det bedst når jeg er mor. Det tog også kun knap 4 år. No biggie.