Lidt om mit kommentarfelt.

Vil lige skrive et hurtigt indlæg omkring kommentarer her på bloggen. På intet tidspunkt er nogen gået over stregen – og hverken mine eller andres (håber jeg ikke) grænser er blevet overskredet.

Ikke endnu, i hvert fald.

På det seneste er jeg begyndt at skrive en del om Alfred’s udvikling. Og det er klart at der kommer en del respons på disse indlæg, fordi langt de fleste af os alle er i samme båd. Vi har alle forholdsvis små børn, andre ældre – og kan derfor være belejlige med gode råd og meninger. Råd er gode – meninger er en anden sag. Uanset om jeg skriver om søvn, tandbørstning, fiksering eller Alfred’s manglende evne til at godtage et nej (det er bare en fase, det er bare en fase) så læser jeg alle kommentarer igennem og det kan jeg fornemme at rigtigt mange andre også gør.

Jeg elsker at der er aktivitet i feltet, og at vi kan hjælpe hinanden. MEN.

Nogle gange så har jeg det altså lidt som om, at meninger eller råd kommer forklædt som en løftet pegefinger i stedet. Ja, jeg er en følsom mor og jeg tager ALT kritik til mig når det kommer til mit barn – jeg aner ikke hvordan jeg skal undgå den følelse. Måske fordi man som førstegangs-mor favner i blinde. Kort sagt, så aner jeg jo ikke om man kan tillade sig at fiksere sit barn eller ej. Eller om man kan, og så bare vælge at kalde fikseringen for et fast greb i stedet.

Jeg vælger at skrive om disse ting fordi jeg er i tvivl om hvorvidt vi gør det rigtige eller forkerte i de forskellige situationer – og jeg bliver skrup forvirret, når 50 % af jer synes det er fint at holde børn fast og tvinge en tandbørste ind i munden på dem. Den anden halvdel af jer synes det er forkasteligt overhovedet at udsætte dem for sådanne ‘overgreb’.

Mit ønske til jer der kommenterer på disse indlæg fulde af tvivl er, at I godt må huske på at Alfred kun er 13 måneder gammel. Han ved ikke engang at han har en næse og han ved SLET ikke at han ikke må vælte vores fjernsyn. Han har ikke nogen logisk sans. Kort sagt, husk på at råd er dejlige – men at jeg f.eks ikke kan overbevise ham ved hjælp af ord eller sange (endnu i hvert fald) om at han skal åbne munden hvis ikke han vil. Det er meget svært at kommunikere sig frem til at få ham til at gøre noget han ikke vil.

Når det så er sagt, så er jeg yderst lykkelig for at I gider tage jer tid til at kommentere. Jeres viden og erfaringer er guld værd – men husk på, at hvis du har en to-årig, som kan forstå og måske endda tale lidt – så forstår din to-årige en del mere, end hvad min djævelske 1-årige gør lige pt. Af samme årsag kan jeg jo ikke bruge samme princip eller råd til min situation med Alfred.

Jeg har gennem min tid på bloggen erfaret, at gode råd hænger utrolig løst på os mødre. Og somme tider deler vi ud, selvom vores råd og erfaringer måske slet ikke passer til den pågældendes problem. Og det er dér det føles som en løftet pegefinger! Så giver vi i virkeligheden råd for blot at fortælle om vores egne problemer fremfor at forholde os til det konkrete eksempel.

Hvad vi gør mht tandbørstningen tager vi dag for dag. Jeg er vant til at fiksere ham, da han har astmatisk bronkitis, og nej – det er no way in hell, at en hyggelig sang eller en demonstration på en bamse hjælper her. Han er vant til, at når masken skal på, så bliver han holdt fast. Det er så tydeligt at se det på ham. Han begynder at græde så snart han kommer ned at ligge mellem mine ben.

Og sådan et forhold skal han IKKE have til tandbørstningen.

Det jeg ville med indlægget her, tror jeg, var at give udtryk for et ønske jeg her fra jer allesammen:

Kommenter på livet løs – men husk at det der måske er forkert for jer, er det rigtige for andre. Og omvendt. Og husk at intentionen om at hjælpe meget hurtigt kan lugte af løftet pegefinger, som egentlig ikke hjælper modtageren (mig og andre der læser med) særlig meget, men i stedet kan give følelsen af at man gør alt forkert.