Farvel 2017, dit svin.

Man kan jo ikke som sådan give et årstal hele skylden. Det ved jeg! Men præcis som 2015 og 2016, var år jeg ikke blev et år ældre, men nærmere ti – så sidder jeg her og er omkring 60. Appelsinhuden, begyndende grå stænk i håret og to knækkede kindtænder rigere. Forsøger ihærdigt på, ikke at tænke at 2018 fører nedsunket livmoder og gigt med sig. Uh, det bliver spændende!

I skrivende stund sidder Alfred og jeg i sengen under dynen. Han har gang i Ramasjang app’en og jeg sidder her og skriver årets sidste tanker ned. I morgen vågner jeg op til et nyt kalenderår. Som sådan har jeg ikke de store forventninger. Faktisk har jeg vænnet mig til, at livets vægtskål som regel hælder lidt for meget til den negative side. Men det gør nu også, at jeg i dén grad værdsætter de små glæder.

Julen gik ganske fint. Men det var en sensitiv mig, der landede i Silkeborg juleaften. To gange måtte jeg trække mig fra selskabet når alt lige blev lidt for meget. Jeg savnede Alfred og jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle stille op med det savn, andet end at glæde mig over at han helt sikkert havde en hyggelig aften et andet sted. Og så er det godt at man kan sidde og holde sin mor i hånden. Tilsyneladende bliver man aldrig for gammel til at blive trøstet af moar.

Det var en træt mig der vendte hjem til byen igen. Men heldigvis var der godt selskab i sigte. De sidste par dage er Alfred og jeg ikke rigtigt stået op. Vi har læst bøger, set tegnefilm og dyrket det der nærvær, der helt sikkert har været tiltrængt fra begge parter. Han sover upåklageligt. De sidste to nætter har han sovet 12 timer hver nat – kun lige afbrudt af noget ‘mor, jeg er tørstig’. Tænk at det skulle tage 4 år at få Bøffen til at sove godt og grundigt igennem! Men han er så glad når han vågner. Og endnu bedre er, at han gerne ligger i en times tid og snakker med bamserne, før han stikker mig den der lammer og spørger om vi ikke snart skal op.

Han får også leget en hel del i løbet af dagen. Og lyden af de der lege og hans måde at bruge sit legetøj på tværs af koncepter – det imponerer mig gang på gang. Alt i alt, så kan jeg gå ind i det nye år med visheden om, at min unge er en klog, sej og dejlig dreng. Det gør mig stolt. Også selvom jeg ikke kan tage al kreditten for det.

Der er enkelte kommentarer jeg ikke har udgivet på det seneste. Ikke fordi de har været grimme eller noget – men fordi de har indeholdt ord eller navne der ikke skal være online. Derudover, så har jeg undgået at udgive kommentarer med en negativ klang. Blandet med gode råd i forhold til mine skriverier – men også dem hvor folk kalder mig for tigger eller luder.

Jeg har det sådan lidt… Come on.

For mig er tigger og luder to ord jeg aldrig kunne drømme om at bruge om andre. I så fald ville det hedde ‘hjemløs og prostitueret’. Forstår stadig ikke helt, hvorfor jeg er tigger, når jeg opfordrer læsere til at give bidrag til skriverier. I så fald, så er både Politiken, Berlingske, Information, Kristeligt Dagblad og alle andre dagblade i Danmark, tiggere. Times are a changing. Det var kloge ord fra Bob – men man kan ikke få i både pose og sæk. Jeg har valgt ikke at ændre bloggens koncept – det burde jeg have gjort, hvis jeg skulle være kandidat til de kommercielle samarbejder. Så skulle jeg lægge opskrifter op – tage billeder af mig selv, poserende i de nyeste klæder. Men det er ikke sådan jeg lever. Og jeg bryder mig ærligt talt ikke om at få taget billeder. Jeg vil hellere bare skrive.

Så hvorfor er jeg en tigger eller en luder – fordi jeg opfordrer til at støtte op om den underholdning der trods alt bliver leveret med jævne mellemrum?

En tigger tjener penge på almisser, givet fra fremmede. Jeg er en blogger – der giver mine læsere muligheden for at bidrage til skribenten bag. Der er ingen tvang. Det er der stadig ikke. Men jeg håber dæleme at der stadig er plads til det. I så fald, så er det via mobilepay på 26818286 – og til dem der mener at man bliver rig af den slags, så nej. Bare nej. Men det har været med til at give Alfred varme sko og sørge for, at vi har el. El er nice. Gas er også ret fedt! Og disse ting er much needed. Og så kan man sidde og tænke sit. Men det er svært for tiden. For jeg har kun to muligheder: kontanthjælp (hvilket betyder at jeg skal lukke bloggen ned) eller også benytte mig af den mulighed der hedder: bidrag fra læsere. Naturligvis skal jeg have mig et job. Det er bare svært, når tingene er svære. Og dér skal man nok have stået i min situation for at forstå det. Og det er ikke violinen der bliver trukket frem. Mere en fortælling om, at det er svært at være alene og stå med alt selv.

Der er ingen der lever i sus og dus, her på bopælen. Vi er faktisk ganske tilfredse med meget lidt. Jeg er ikke vant til at leve anderledes. Alfred er også et taknemmeligt barn. Glæden over en bil fra genneren til 5 kr – den er lige så stor som kassen med LEGO til 500 kr.

Det kan godt være lidt svært at leve så skrabet, især når man scroller igennem de sociale medier. Folk der rejser, spiser take away og lufter nyt tøj i ét væk. Men jeg ved også, at bitterhed og savn ikke hjælper det fjerneste. Man lever sit eget liv. Og jeg er bare glad for at se, at ikke alle lever så begrænset som vi gør.

Og selvom kærlighed ikke betaler regningerne, så er jeg glad for, at vi er raske. Og jeg er glad for de ting jeg har. Også selvom jeg savner tryghed og nattesøvn.

Må I alle få den bedste nytårsaften! Og tak for i år. Jeg ved ikke hvad jeg ville have gjort uden jer derude <3